22-årig mand erkender drab på Mia
Den 22-årige Steffen Kristensen blev tirsdag ved middagstid varetægtsfængslet i fire uger, efter han i et grundlovsforhør i Ringsted havde erkendt, at han har slået den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte ihjel. Retsgenetisk Institut kunne tirsdag eftermiddag fastslå, at de DNA-spor, der er fundet ved gerningsstedet, passer på den 22-årige.
Mia Teglgaard Sprotte forsvandt om aftenen den 27. juni under en tur til en legeplads i Benløseparken i Benløse. Tre dage senere blev hendes lig fundet nedgravet i et budskads ved en sportsplads.
Grædende og med ansigtet skjult i sine hænder blev Steffen Kristensen tirsdag formiddag ført ind i retslokalet i Ringsted tirsdag kl. 10.30. Under anklageren, Signe Justesens oplæsning af de spor, der førte til anholdelsen af den 22-årige, sad han hulkende med et lommetørklæde for øjnene. Dommeren måtte flere gange bede ham fjerne det, så han kunne se den sigtedes ansigt og forstå, hvad han sagde.
Ved retsmødet kom det frem, at politiet kom på sporet af Steffen Kristensen, fordi flere vidner havde set en mand køre rundt på en gul cykel i det område, hvor Mia forsvandt. Den 22-årige har en gul cykel.
Endvidere havde han på aftenen, da den 12-årige pige forsvandt, vasket sit tøj - en adfærd, der ifølge hans forældre var højst usædvanlig. Det førte mandag til udtagning af blodprøve fra Steffen Kristensen og til ransagning af hans værelse hos forældrene, hvor han bor.
Der fandt politiet en kondompakning, som tekniske undersøgelser knytter til en kondompakning, der blev fundet på gerningsstedet sammen med et kondom, som bærer DNA-spor af den dræbte pige.
Endvidere fandt man pigeundertøj og et pornografisk billede med et pigeansigt klæbet på. Derfor anholdt politiet manden kl. 18.20 mandag aften, da han under afhøring fastholdt sin uskyld.
Tirsdag morgen erkendte han dog drabet, og under grundlovsforhøret i formiddag erkendte Steffen Kristensen også at have voldtaget liget.
Afhøringen af den 22-årige i retten foregik for lukkede døre, fordi dommer, anklager og forsvarer var bange for, at den sigtede ville bryde fuldstændig sammen og nægte at udtale sig, hvis pressen var til stede.
Under grundlovsforhøret besluttede dommeren, at Steffen Kristensen skal mentalundersøges under varetægtsfængslingen.