En politiker krydser sit spor

Poul Nyrup Rasmussen er gået i lære som menneske.

Han indhenter i denne sommer meget af det, han måtte forsømme i sit tidligere liv. Besøger steder, hvor han har været før, for at forstå dem på ny.

Vi krydsede sporene med ham i fødebyen Esbjerg. Her begyndte det, der ligner en rigtig socialdemokratisk succeshistorie. For herfra udgår fortællingen om drengen, der på søndag for 60 år siden blev født i en husvildebolig og endte som Danmarks statsminister. Og det er - også - her, Poul Nyrup Rasmussen graver efter forklaringen på, hvorfor hans far meldte sig ind i Nazistpartiet den 9. april 1941.

Nyrup vil gerne fortælle, men han vil ikke ud med alt.

Vi vil føre ham til den skole, hvor han led nederlag, og til det kvarter, hvor rotterne var "store som Sankt Berhardtshunde."

Men Nyrup vil helst begynde et andet sted. Mødestedet er i det lidt pænere Kongensgade 81. Det er hans erindring om Esbjerg.

»Det er det sted, jeg er mest bevidst om. Jeg var 11-12 år, da vi flyttede derhen. Det er dér, jeg blev formet,« forklarer han.

Nyrup har stået her før. Fortalt historien før. Om faderen, der ikke fik feriepenge, om slå-udsengen han sov på i stuen. Om katten Pjuske, den sure glarmester i gården og fru Bruun på anden sal, enke efter en bilgrossist:

»Poul, køb lige Berlingske Tidende søndag.«

Nyrup efterligner hendes lidt affekterede stemme, mens han går hen til døren for at vise trappen op til lejligheden. Den er der ikke mere.

Men muren står. Grænsen til næste baggård.

»Den kastede vi snebolde over.«

Fotografen lægger hånden foran øjnene for at skærme for solen og se toppen af den grå mur.

»Kunne du kaste en snebold helt derop?«

»Ja,« forsikrer Nyrup, »men jeg var også stor.«

»Ikke så godt begavet«

I skolegården tævede store Poul de andre. Det skriver lærerinden i hvert fald - om end i lidt mere formfuldendte vendinger: »Doven og ikke særlig godt begavet,« lød skudsmålet på den syv-årige knægt, der fik prædikatet problembarn.

Vi har lånt nøglen til Nyrups gamle skole.

Da han hører, at vi skal på skolebesøg, er det et andet sted, han husker. Vestre Skole, hvor han gik, efter at have vendt kæmperotterne ryggen, og hvor det gik ham godt - så godt, at han kom på gymnasiet.

Men vi skal på Østre Skole. I kvarteret, hvor Nyrup blev født. Under taget i Østergade 42 - et baghus. Erklæret sundhedsskadeligt og uegnet til menneskebolig. Det var dér, de husvilde boede.

For uden om huset lå Andelsslagteriet med stanken af døde grisekroppe. Og "42-ungerne" havde byens dårligste rygte som børn af plattenslagere og skurke.

»Vi var dem, de andre ikke måtte lege med,« konstaterer Nyrup.

Han har ikke været på skolen siden 1. februar 1951, da hans far tog ham ud med ordene: »Min søn er ikke noget problem.«

Nyrup kigger rundt i skolegården:

»Den er godt nok lille.«

Vi åbner døren. Skolen er tom. I forhallen er der en urskov af dyr: Elefant, kronhjort, giraf, fugle - en krokodille og måske hundrede dyr til følger børnene på vej op ad trappen til første sal. Trinene er slidte.

»Åh, det var her en pige tog mig i hånden på vej op ad trappen. Jeg blev forvirret og genert. Hvor fantastisk. Hun hed vist Ulla.«

Problembarnet Poul

Man skal huske på det gode, og glemme det grumme. For det var ikke Esbjergs pæne børn, der gik på Østre Skole - det var et barsk sted, hvor den stod på aflusning og kontant opdragelse.

Problembarnet Poul havde plads på bageste række. Selvfølgelig. For det var de dygtige elever, der sad foran, og med lærerindens udtalelse var der langt igen.

Klasseværelset er indrettet næsten præcist som dengang, lille Poul Oluf gik der. Med pulte, salmebog, Ole Bole ABC og en kæmpe kugleramme. Katederet er placeret til venstre. Helt forkert, det skulle stå midtfor, mener Nyrup.

Men hvorfor blev han egentlig taget ud midt i et skoleår for først at dukke op på Vestre Skole et halvt år senere?

»Vi flyttede til Struer,« forklarer Nyrup uden at have nogen egentlig erindring om livet i limfjordsbyen bortset fra, at han trillede en snebold, der var »verdens største, større end mig selv.«

»Men det var vel noget med ægteskabet. Et forsøg på at komme videre,« gætter han og antyder, at ikke alt i barndomshjemmet var idyl.

Faderens nazifortid

Poul Oluf Nyrup Rasmussen er enebarn. Den eneste søster døde, før Poul blev født. Under krigen tog hans far til Tyskland for at arbejde. Første gang i juli 1940. Anden gang i juni 1942. Poul Nyrup Rasmussen har gravet dybt i arkiverne for at finde historien om sin far.

Da Enhedslistens Frank Aaen fortalte ham, at faderen havde været medlem af nazist-partiet, og at rygtet florerede på internettet og i visse højreorienterede kredse, kom det som et chok for den daværende statsminister.

»Der fløj tusinde tanker gennem hovedet på mig,« husker Nyrup i dag.

Om aftenen blev Esbjerg Byhistoriske Arkiv kontaktet for at høre, om der var noget på hans far. Svaret var ingenting. Næste dag gik statsministeren på morgen-TV og fortalte historien.

»Jeg besluttede, at jeg ikke ville være afhængig af, at nogen troede, at de havde noget på mig, som jeg ikke kan tage forfra. Nu vil jeg selv skrive den historie.«

Det er ikke så meget faderens medlemskab af DNSAP, der gør ondt.

»Det er, at han aldrig sagde det til mig,« siger Nyrup.

»Men jeg tror, at han har fortrængt det,« tilføjer han.

Oluf Nyrup Rasmussen tog første gang til Kiel i juli 1940 for at arbejde som jord- og betonarbejder. Den 9. april 1941 meldte han sig ind i nazistpartiet. Da oplysningen kom frem, stammede den fra det omdiskuterede Bovrup-kartoteket - fortegnelsen over danske nazister, der blev fundet efter Besættelsen og som i dag formelt er hemmeligt, men dog florerer især blandt tidligere modstandsfolk. Men den er god nok.

»Jeg har set hans medlemskort,« forklarer Nyrup .

»Der er ingen tvivl. Det er hans underskrift. Kortet er sendt op fra Tyskland, hvor han arbejdede.«

Danskerne i Tyskland

Det var allerede, da Nyrup var statsminister, at han fik skaffet en kopi af medlemskortet - angiveligt fra Rigsarkivet - men det er først nu, at han er gået i lag med historien bag underskriften. Nyrup er i gang med at skrive historien om sin far og de 125.000 andre danskere, der tog til Tyskland for at arbejde, mens Danmark var besat.

»Jeg har ikke fundet hele forklaringen, men der er ingen tvivl om, at det politiske klima var sådan, at man troede, at Tyskland ville vinde krigen. Vi må se i øjnene, at i 1940-41 var der ikke så mange frihedskæmpere. Der var magtfulde kredse i Danmark, der troede på, at tyskerne ville danne en ny verdensorden. Min far tog til Kiel i 1940. Hans første job var som jord- og betonarbejder, i anden omgang var han elektriker.«

Det er også med titlen elektriker, at Oluf Nyrup Rasmussen står opført i Bovrup-kartoteket. Adressen Islandsgade 16 er et sødt lille byhus i Esbjerg bymidte med en mæanderbort over døren. Ingen i Esbjerg kender tilsyneladende faderen som aktiv nazist. Han var i hvert fald ikke blandt de vognlæs af stikkere, værnemagere og tyskertøser, der blev slæbt ned på Vestre Skole efter Befrielsen, konstaterer lokalarkivet.

Nyrup glæder sig over, at faderens flirten med nazisterne var kort. Han blev hurtigt slettet igen, fordi han ikke havde betalt kontingent.

»Så kan jeg sgu kende ham,« siger han.

At faderen kunne synge smædesange om Hitler efter sit andet Tysklandsbesøg hjælper også på forståelsen. Og mere vil komme til.

»Jeg håber at komme tættere på. Jeg har fundet ud af, hvor han har haft arbejde, og næste skridt bliver at finde informationer i Kiel. Jeg vil bidrage til historien om tysklandsarbejderne. Jeg er ikke enig i, at de var blandt de ringeste - 125.000 kan ikke være blandt de ringeste.«

Mens Nyrup fortæller historien, sidder han ved skolepulten, som er alt for lille til hans lange krop.

»Alt det er sket, før jeg blev født i 1943,« siger han så.

Is og flødeskum

Nyrup husker igen det positive, da vi atter står på Østergade og har låst skolen med det fint lakerede trappegelænder og det store ur i skolegården.

»Det var her, Premier Is solgte is og flødeskum i vafler. Vi lå på maven og kiggede ned til ham, der bagte vafler. De mislykkede smed han op til os.«

Esbjergs gamle skattebøger fortæller i tørre tal om, hvor småt det stod til i Nyrup Rasmussens hjem. To kroner blev der betalt i skat i 1947 - akkurat nok til at beholde den valgret, som ikke var fattigfolk forundt. Og Nyrups far har været under den magiske grænse. Men efter krigen gik det bedre. Oluf Nyrup Rasmussen blev filmoperatør i Kosmorama, hvor Poul så "Hopalong Cassidy." Inden da måtte han lade sig nøje med Fyrtøjet og Bivognen hos Frelsens Hær, som holdt til ved siden af sognekirken.

Og i femte klasse kan man bestemt ikke se, at Poul er født blandt de rotter, som mælkedrengen beskrev som så store som Sankt Bernhardshunde... Trøjen med moderne V-hals er næsten magen til kammeratens ved siden af. På konfirmationsbilledet, som er taget hos Esbjergs hoffotograf, Peter Nissen, sidder tøjet også perfekt. Selv fest var der råd til på Poulsens Konditori. Og Poul Nyrup Rasmussen overhaler kammeraterne, kommer på gymnasiet og bliver kørende.

Men hvordan fik du råd til en motorcykel? Selv i dag er det en ret stor anskaffelse for en gymnasieelev?

»Det var en BSA 500 kubik med én cylinder,« kommer det prompte fra Nyrup, som senere brugte motorcykelen til realisere drømmen om at komme væk fra Esbjerg.

»Der skulle da spares op - jeg arbejdede vel et halvt års tid for at få den - men husk at spørge til alderen. Den var 15 år gammel og lød som en fiskekutter, der stod ud af havnen.«

»Jeg har altid arbejdet«

Fiskekutterens tukken har akkompagneret Nyrup, som har slidt sig gennem utallige jobs på Esbjergs dengang stolte og levende havn. Slæbt kornsække, flået fisk ud af tørisen.

»Jeg har altid arbejdet,« siger han.

Før jul blev han for første gang arbejdsløs. Et år tidligere havde Anders Fogh Rasmussen sendt ham ud af Statsministeriet, og nu vippede Mogens Lykketoft ham af pinden som formand for Socialdemokratiet. Efter i 11 år at have holdt sammen på først et parti, som han selv kuppede fra Svend Auken med deraf følgende fløjkrig, siden en regering og så igen et parti, der skulle finde sig selv efter valgnederlaget, men ikke kunne blive enige om hvordan, kunne Nyrup stå op til sin egen dag.

»Mine kartofler i Tisvilde er lige kommet op,« siger han glad.

»Man skal kaste sig ud i projekter, der fænger hos én.

Barnebarnet Lukas

Hvordan sikrer man, at man ikke er en dårlig kopi? Det gør man ved at holde forbindelsen mellem det store og det nære.«

Familieliv er en ny dimension i Nyrups liv. Især efter barnebarnet Lukas er kommet til.

»Han er godt nok Lones barnebarn,« forklarer Nyrup. Nyrup kan godt lide familieaftenerne i sommerhuset. Næsten sydlandsk.

Som enebarn er der ikke andre. Faderen døde i 1993, og moderen er på plejehjem. For gammel til at huske, for syg til at genkende.

Men det værste er tabet af Signe. Nyrups eneste datter begik selvmord. Et tab han aldrig kommer over, og som han bliver ved med at vende tilbage til: Hvorfor skulle det gå sådan?

Signe er svær at tale om. Men Nyrup har talt om det. Med Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland, som mistede en søn på næsten samme tid.

»Det hjælper,« siger han.

På havnen mærker man vinden.

»Her er mine rødder. Her kan man se langt, og her kan man drømme.«

Fotografen har stillet Nyrup på den yderste mole og bedt ham stå bag den pullert, der har bogstavet A.

»Man lærer at stille sig op, når det blæser,« siger han, men afstår dog fra at balancere på selve pullerten.

Bagved ligger Esbjerg - røgen stiger op fra skorstenene - en dansk provinsby - et produkt af det samfund, som han selv havde ansvaret for, mens han var statsminister. Når han nu befinder sig i det, han selv har været med til at skabe, er der så noget, han ville have gjort anderledes?

»Der er vel altid ting, man ville have lavet om, men vi gik den rette vej. Danmark fik en god periode fra 1992-93 og 9-10 år frem. Vi fik flere i arbejde. Jeg har aldrig været arbejdsløs, jeg har set, at folk har et dårligt liv, hvis de ikke har arbejde. Også hos min egen far. Vi fik samlet nogle mennesker op,« svarer Nyrup.

Efterlønnen...

Hvad med efterlønnen - igen omdiskuteret og utvivlsomt det indgreb, der for evigt satte prædikatet "utroværdig" på Nyrup, som inden valget havde garanteret efterlønnen ?

»Jeg ville have gennemført den ændring på det tidspunkt. Ordentligt politisk lederskab handler om at gøre ting, der ikke er populære nu og her,« fastslår Nyrup, som afviser at der er behov for endnu et indgreb:

»Spørg ikke om, hvor mange der går på efterløn, men spørg hvorfor. Hvis vi skal diskuterer efterløn, må vi se på symptomer eller årsager, der er for meget symbol og for lidt årsag i den diskussion. Det er med efterløn som med andre sociale ydelser: Vi gør for lidt,« siger han.

Euro-afstemningen da - et nederlag, hvor det var tydeligt for enhver, der så Nyrup i dagene efter, at det tog personligt hårdt på ham.

»Beslutningen blev truffet, og det har fået konsekvenser, men lad være med at bilde dig ind, at der kan laves om på det, der er sket,« siger han.

Smertefri afgang

Poul Nyrup Rasmussen er selv overrasket over, hvor smertefrit det var at forlade Statsministeriet og formandsposten i Socialdemokratiet.

Nu er han på vej et nyt sted hen. Tager livtag med problembarnet i dansk politik - EU - hvor erfaringen er, at selv en lille lunte kan tænde en stor og lidenskabelig brand om dansk medlemskab.

Projekt EU er for Nyrup at sammenligne med projekt Danmark.. Det hele begynder forfra, og nu skal danskerne lære at holde af Europa og se kontinentets muligheder i den ny verdensorden.

»Mange i Danmark kan se meningen med Europa, når det gælder om at sætte en bedre dagsorden,« siger han.

Vi er på vej ud mod Sven Wiig Hansens store mænd, Esbjergs nye vartegn, der skuer over havet med ryggen til Gravlunden og Fiskerimuseet.

»Ikke mænd,« retter Nyrup, »androgyne - det kan både være mænd og kvinder.«

»Nå, det er nu nok mænd,« tilføjer han forsonende og dirigerer bilen op mod parkeringspladsen.

Han springer ned på stranden foran det sted, han selv har foreslået at blive fotograferet.

Det er et kejtet barn, som stiller sig til rette i sandet. Et barn, der ganske vist kandiderer til EU-Parlamentet, men som på ingen måde savner de bonede gulve og middagsselskaberne fra tiden i Statsministeriet. Fødselsdagen skal holdes langt væk fra receptioner - alene med hustruen Lone Dybkjær i Toscana.

Et sted, hvor ingen kan holde taler, de er forpligtet til, og hvor ingen kan diskutere Socialdemokratiets fremtid over pindemadderne, som det skete, da Nyrup holdt afskedsreception for et halvt år siden.

Forholdet til den gamle ven Mogens Lykketoft er ændret. Det fælles sommerhus på Endelave ligger som en drøm ude i Kattegat. Et sted, Nyrup måske vil vende tilbage til, men ikke nu.

»Hva' så?«

På havnen er Jysk Sprængningstjeneste ved gøre klar til at sprænge Valsemøllens storekornsilo. Endnu et vartegn i Esbjerg ryger, og byen forandres igen. Nyrup vil meget gerne derhen.

»Kan vi nå det, inden toget kører?« spørger han.

Det kan vi godt.

Nyrup går ud på broen, hvor en flok mænd står med en bajer hånden. Ikke mænd af det bedre borgerskab i Esbjerg, men mænd der kunne have rødder i samme kår som Nyrup selv.

»Hva' så?« siger Nyrup.

Alene tonefaldet i hans hva' så røber, at det er længe siden, han har boet i Esbjerg. Tøjet gør det også. Mørkt tøj, sorte sko og Hugo Boss jakke hænger ikke på en havnearbejder.

Men Nyrup nyder at tale med dem. Og de kan lide at tale med ham. Sammen medmændene på broen gør vi klar til gå i dækning fra den støvmængde, som vinden utvivlsomt vil føre over på vores udsigtssted,. Men vi når kun at opleve røgen fra forsprængningen. Da det store brag kommer, sidder vi i Intercity-toget mod København.

Togføreren vil gerne snakke og gætter på, hvorfor Nyrup vil i EU-Parlamentet.

»Det er bare for at tjene flere penge,« foreslår han.

»Nej, ærlig talt,« svarer Nyrup, « hvad angår penge, så skal jeg ikke klage.«

jette.maressa@jp.dk