Fortsæt til indhold
Indland

Importerede øl sælger godt

De anderledes øltyper ligger godt på tungen hos københavnerne. Supermarkederne melder nemlig om en eksplosiv stigning i salget af importerede øl fra bl.a. Tjekkiet og Belgien, og selv kvinderne tager deres del af det specielle skum.

Af SØREN NIELSEN

De københavnske indkøbskurve bliver i stigende grad fyldt med flaskeøl, som vor fader ikke kendte den. Ølmærkater med navne som Modelo Especial fra Mexico, Cobra Beer fra Indien, Budejovicky Budvar fra Tjekkiet og Kirin Ichiban fra Japan. Den specielle humle er ved at indtage en naturlig og fast bestanddel af den danske ølkultur, og hos Irma, Dansk Supermarked og COOP er salget steget markant.

Ifølge Bryggeriforeningen, der er bryggeriernes brancheorganisation, er antallet af ølmærker i Danmark steget med 896 nye produkter siden 2002, og heraf er 762 importeret fra udlandet.

Indkøbschef Hans Christian Ipland fra Irma siger, at der er sket en stigning på 50 pct. i salget af udenlandske navne som Urquell og Chimay. Nu er hver fjerde solgte øl i butikskæden fra bl.a. Tjekkiet, Belgien eller England.

»Det er overraskende, at folk er villige til at betale så meget mere for en anderledes øl. To af de dyreste flasker koster lige så meget som en hel kasse af de billigste. Men det er også afgjort sjovere at sælge de specielle øl,« siger han.

Barriere nedbrudt

Samme tendens ser de hos Dansk Supermarked, der bl.a. huser Bilka, Føtex og Netto. Produktchefen for drikkevarer, Henrik Dahlgaard, peger på introduktionen af Dansk Retursystem som en del af succeshistorien.

En handelsbarriere var herefter brudt ned, da det blev muligt at få genbrugt de udenlandske flasker. Men også han er overrasket over, hvor lidt prisen er kommet til at betyde.

»Jo tættere vi kommer på centrum af storbyerne, desto mere udbredt bliver fænomenet. Det minder om samme vækst, som vinen havde i 1970'erne,« siger Henrik Dahlgaard.

Hos detailkæden COOP udgør udenlandske øl kun tre-fem pct. af det samlede danske salg.

Til gengæld sælger butikker som Kvickly på Nørrebrogade og Brugsen på Finsensvej mellem 15 og 22 pct. specialøl. Kategorichef Kenn Thomsen siger:

»Ligegyldig hvilken specialøl vi sætter på hylden i København, kan vi sælge den. Som noget nyt ser vi også, at langt flere kvinder end tidligere er blevet interesserede i øl. De køber nogle få stykker i stedet for en hel kasse traditionel øl.«

Andet end bælleøl

Æren for den nye ølkultur tilskrives i stor stil øllets undergrundskultur i form af engelske værtshuse og foreningen Danske Ølentusiaster, der på seks år har fået 10.000 medlemmer.

Men Kenn Thomsen fra COOP peger desuden på en ganske uventet inspirator.

»Carlsbergs reklamer, hvor øl bliver kombineret med mad, plus deres ølvalgskampagne har åbnet øjnene på mange forbrugere. Der er andet end bælleøl,« siger han.

Pga. den store efterspørg-sel har Irma stillet to helt nye mærker på hylden.

Det kun få uger gamle bryggeri Skands fra Brøndby skal tilfredsstille københavnernes nye ølkultur. Nyhedens interesse er allerede tjekket forbi kasseapparatet.

»De er totalt udsolgt. Det er et lille bryggeri i opstartsfasen, og de har svært ved at følge med,« siger indkøbs-chef Hans Christian Ipland.

Bryggeriet Skands regner med at producere 200.000 flasker om året. Det svarer til det, som Carlsberg kan brygge på otte timer.

soeren.nielsen@jp.dk