Udspil: Gør det skattefrit at flytte efter job
Danskerne skal langt billigere kunne flytte til nyt hus eller lejlighed. De store udgifter til f.eks. ejendomsmægler, advokat og transport bør fremover kunne trækkes fra i skat, når virksomhederne eller staten betaler flytningen.
Det foreslår Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der i en analyse peger på, at de store flytteomkostninger udgør en hæmsko for regeringens bestræbelser for at få flere i arbejde.
Afdelingschef Flemming Christensen påpeger over for dagbladet Information, at de høje flytteomkostninger, som nemt løber op i 100.000 kroner pr. flytning, modvirker regeringens eget mål om at øge mobiliteten blandt danskerne:
»For mange er det en helt naturlig del af karrieren at flytte frem og tilbage afhængigt af job. Men det giver store problemer for en medarbejder at flytte f.eks. fra København til Århus. For det er hamrende dyrt at flytte,« siger han.
Hvert år skifter ca. 700.000 danskere job.
JP