Det danske folkestyre fylder 100 år i dag
Den 24. juli for 100 år siden gik Danmark over til reelt folkestyre - parlamentarisme -, hvorved et flertal i Folketinget rent faktisk kan afsætte regeringen med loven i hånd. Folkestyret lever, men ikke altid i bedste velgående. Magten er gledet fra Folketinget over til eksperter og organisationer, mener visse af nutidens erfarne politikere.
Det danske folkestyre lever, men ikke uden sygdomme og skønhedsfejl.
Sådan lyder konklusionen på 100 årsdagen for indførelsen af parlamentarismen og dermed folkets magt.
Både forhenværende og nuværende politikere på Christiansborg står gerne forrest i rækken, når der skal kippes med flaget over, at Kong Christian IX den 24. juli 1901 - efter årtiers politisk kamp - endelig lod den regering komme til magten, der havde flertallet i Folketinget.
»Systemskiftet var en lykkelig begivenhed for det danske demokrati. Systemet har i 100 år vist sin styrke,« lyder det fra den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen.
Men de samme politikere er ikke sene til at pege på en række mangler i det danske folkestyre: Folketinget skal være en langt bedre vagthund over for regeringen, end det er i dag. Samtidig skal kvaliteten tilbage i lovgivningen, mener politikerne. Folketingets formand, Ivar Hansen (V) er enig:
»Folketinget skal være meget opmærksom på kvalitet i lovgivningen. Der har i periode været en tendens til, at Folketinget vedtog såkaldte rammelove, som overlod udformningen og administrationen af loven til ministrene. Dermed svækker Folketinget sin egen indflydelse, og det har den konsekvens, at parlamentarismen træder ud af kraft,« mener Ivar Hansen.
Ansvarlig for fejl
Han finder desuden, at Folketinget skal tage grundlovens ord for pålydende og ikke acceptere, at en minister eller regering bliver siddende, hvis der begås graverende fejl:
»Hvis parlamentarismen skal fastholde sin stærke position, så skal Folketinget tage ansvar, hvis det finder, at en minister har handlet forkert. I sådan en situation skal Folketinget hurtigt træffe beslutning om at udtale mistillid til den pågældende minister,« fastslår formanden.
Han henviser til Schlüter-regeringerne i 1980'erne, som han selv var minister i, der talrige gange kom i mindretal under afstemninger, uden at det dog fik regeringerne til at gå af. Det hæmmede det lovgivende arbejde. Derfor burde Folketinget have vedtaget et mistillidsvotum mod regeringen, mener Ivar Hansen:
»Men det gjorde man ikke, fordi oppositionen ikke mente, at den havde et stærkt alternativ,« husker Folketingets formand.
I det hele taget ønsker Ivar Hansen, at Folketinget indtager en mere aktiv kontrolrolle - ikke blot over for regeringen, men også over for den lovgivning, der kommer fra EU. Her ser Ivar Hansen det fremtidige parlamentariske systems største udfordring:
»EU fylder mere og mere på Folketingets dagsorden. Jo større EU bliver, jo større bliver konsekvensen af det, som Danmark siger ja til. Folketinget må simpelthen disponere sin tid anderledes således, at det bruger langt flere ressourcer på forberedelsen og gennemførelsen af EU-beslutninger,« siger Ivar Hansen.
Den tidligere socialdemokratiske formand for Folketinget, Erling Olsen, forsøgte tilbage i oktober 1997 at styrke Folketinget ved at give det en mere selvstændig rolle i forhold til regeringen.
Magten er skredet
Med den såkaldte Olsen-plan fik de enkelte medlemmer midler til enten selv at ansætte eksperter eller hente ekspertbistand ude i byen til at hjælpe dem i indviklede spørgsmål.
Derudover betød Olsen-planen også indførelsen af en ugentlig spørgetid, hvor medlemmerne fik bedre mulighed for at kigge ministrene efter i kortene.
I dag - fire år senere - kan Erling Olsen imidlertid konstatere, at man ikke kan få alt det, man drømmer om:
»Magten var efterhånden gledet væk fra Folketinget og over til eksperter i ministerier og organisationer. Medlemmerne var til en vis grad afhængige af at få viden fra den regering, de skulle kontrollere, og de interessegrupper, de skulle holde i skak. Magten skulle tilbage til Folketinget, men det er kun lykkedes i begrænset omfang,« vurderer Erling Olsen og tilføjer:
»Ideen med den ekstra hjælp til medlemmerne var, at de skulle undersøge mere på egen hånd, så der blev færre spørgsmål til ministrene. Men i stedet er spørgsmålene til ministrene eksploderet,« siger Erling Olsen.
I Folketingsåret 1999-2000 blev der således stillet over 4.000 af de såkaldte paragraf 20-spørgsmål mod knap 1.000 i året 1991/1992.
Niels Helveg Petersen, der har været medlem af Folketinget siden 1966, mener, at de mange spørgsmål og forespørgsler er en negativ udvikling:
Tidsspilde
»I gamle dage reserverede man forespørgsler til alvorlige sager. I dag stiller man rask væk forespørgsler om hvad som helst. Det tager pokkers lang tid og er meget lidt produktivt. Det skader respekten for parlamentet,« siger Niels Helveg Petersen.
Han efterlyser kvalitet i de stillede spørgsmål:
»Folketinget bør ikke have den opfattelse, at kvantitet er lig med kvalitet. Der bruges fantastiske ressourcer på at besvare temmelig fjollede spørgsmål i ministerierne - ressourcer, som kan bruges langt mere fornuftigt,« understreger den tidligere udenrigsminister.
Et godt eksempel på et temmelig fjollet spørgsmål, var da løsgængeren Frank Dahlgaard i Folketingsåret 1999/2000 stillede følgende spørgsmål til en minister:
»Vil ministeren tage initiativ til at få indført selvklæbende frimærker i Danmark?« Den skriftlige begrundelse for spørgsmålet var: »Spørgeren og hans sekretær har efterhånden fået en grim smag i munden.«
Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, mener, at Olsen-planen var en rigtig og nødvendig styrkelse af Folketinget, selv om »en del af ressourcerne bruges til krakileri i latterlige detaljer.«
Medier og enkeltsager
Ifølge Tim Knudsen er Folketinget dog som kontrolorgan gået i selvsving, fordi folketingsmedlemmerne i dag bruger mere tid i salen på at profilere sig selv end til egentlig kontrol af regeringen:
»Behovet for at markere sig i enkeltsager er meget stort i dag. Medierne belønner dem, der kan tage en minister i at dumme sig. Derved har det enkelte medlem større chance for at blive genvalgt end ved at lave et solidt lovgivningsarbejde. Den udvikling er ikke god,« fastslår Tim Knudsen.
Han mener, at den politiske debat bliver fattigere og fattigere på reelle visioner for den fremtidige samfundsudvikling.
»Debatten ender mere og mere i detaljer og enkeltsager, som i det store perspektiv ikke spiller nogen synderlig rolle. Det er beklageligt, at Folketinget ikke længere er centrum for den fornemmeste debat i samfundet. Det var jo hensigten,« siger Tim Knudsen.