Venskab på hård prøve
Det traditionelt gode forhold mellem Israel og Danmark er under nulpunktet - der er tale om den værste politiske og diplomatiske krise mellem Danmark og et andet land i mange år.
Jerusalem
I diplomatiske kredse cirkulerer en historie om hvordan Jens Otto Krag, der var dansk statsminister i 1967, opererede bag kulisserne under FN's sikkerhedsråds møder om den israelsk-arabiske krig.
Krag skal have sørget for, at der i den engelske tekst til FN-resolution 242, der kræver israelsk tilbagetrækning fra ''besatte områder'' mod at få garantier for fred med naboerne, omhyggeligt ikke blev skrevet ''the'', altså ''de'' besatte områder. Kun det mere ubestemmelige ''besatte områder'', hvor de i den franske 242-tekst er skrevet i bestemt form: De besatte områder.
Når Krag overhovedet kunne blande sig med en politisk ''kattelem'' til Israel i en kommende forhandlingssituation, var det fordi formanden for sikkerhedsrådet i de hektiske måneder efter Seksdageskrigen var Hans Tabor, dansk FN-ambassadør og senere udenrigsminister.
Det er umuligt at få be- eller afkræftet historien, da både Krag og Hans Tabor er døde, men den belyser i hvert fald, at forholdet mellem Danmark - og især det danske socialdemokrati - og Israel var præget af gensidigt og varmt venskab.
Forholdet kølnet
I disse uger er forholdet mellem de to lande ''ikke så godt som ønsket'' for at citere den (måske) kommende israelske ambassadør i Hellerup, Carmi Gillon, da han for en uge siden talte med Jyllands-Posten. Mogens Lykketofts udtalelser til TV2's morgenkanal efter valget af Ariel Sharon som ny premierminister løftede mere end et par øjenbryn i Jerusalem.
Og da palæstinensernes leder, den tidligere guerillakriger og leder af talrige terroraktioner mod israelske civile, blev modtaget som statsmand og ven i København i juni, ramte øjenbrynene Shimon Peres' hårgrænse midt på issen. Den danske ambassadør i Tel Aviv blev kaldt til ''samtale'' i Jerusalem og Israels viceudenrigsminister, rabbiner Michael Melchior, hvis ressort går ud på at ''forklare Israel'' til de europæiske medier og politikere, blev fluks sendt til København for - på dansk - at forklare danskerne, at Lykketoft var helt galt afmarcheret i hans positive modtagelse af Arafat.
Krisen blev understreget af, at terrorbomben i Tel Aviv, der kostede 22 unge livet, indtraf efter Arafat, men før Melchiors besøg - og Lykketofts korrekte afvisning af, at den burde få indflydelse på den politiske og militære situation i området, blev udlagt som arrogance. For der var, og er, tale om en diplomatisk krise af hidtil uset omfang mellem de to lande.
Den situation er ny - den begyndte 7. februar, da Lykketoft gik på morgen-TV og slutter næppe, før Carmi Gillon er rejst hjem igen (hvis han da kommer), hvis den ellers slutter.
Op- og nedture
Indtil 7. februar kunne relationerne ikke siges at være dårlige, selv om der har været op- og nedture. Danmark stemte for FN's delingsplan i 1947 og var blandt de første lande, der anerkendte staten Israel, da den udråbtes i 1948. Og helt frem til slutningen af 1980'erne, da den første intifada rullede hen over den globaliserede TV-skærm, var Danmark politisk, diplomatisk og praktisk en ven af Israel.
Venskabet havde både historiske og politiske årsager. Fra i hvert fald sidste halvdel af det 19. århundrede var jøder fremtrædende medlemmer af det danske samfund. De var forretningsmænd, navne som Crome, Goldschmidt, Illum, Trier var paratviden på børsen. De var intellektuelle - brødrene Brandes - og de var kunstnere: Forfatteren og dramatikeren Henri Nathansen skrev på dansk om danske jøder - mesterværket er ''Indenfor murene'' fra 1912, der ved siden af ''Elverhøj'' og ''Jeppe på bjerget'' vel er det bedst kendte nationale teaterstykke. I årtier efter det blev opført i TV-teatret med alle 50'ernes og 60'ernes største navne på rollelisten: Poul Reumert, Clara Pontoppidan, John Price, Jørgen Reenberg, sagde folk ''ladr dorg baernet...''
Israels følelser for Danmark - og de var varme - skriver sig tilbage til oktober 1943, da de fleste af de ca. 8000 danske jøder blev sendt til Sverige, og derved undslap de nazistiske udryddelseslejre.
Myten om kongen
I bakspejlets nøgterne fokus handlede det lige så meget om, at jøderne blev flået økonomisk af griske fiskeskippere og lurendrejere - men afsted kom de, reddet blev de. Henri Nathansen begik i øvrigt selvmord i Sverige, og for mange var det en traumatisk oplevelse - men i Israel er den af indlysende grunde heroisere, ligesom mange israelere tror på myten om, at Christian X red rundt med en gul jødestjerne på uniformsfrakken.
Politisk var det israelske projekt, kibbutz-staten med udvidet kollektiv ejendomsret som et bærende princip, fra starten Socialdemokratiets udenrigspolitiske hjertebarn. I 1965 blev foreningen Danske Kibbutz Venner (Dakiv) dannet med LO-sekretær John Svenningsen og Arne Piel Christensen som primus-motorer. Foreningens formål: ''At udbredde kendskabet til den israelske kibbutz's grundlæggende idé som et alternativ til principperne i bestående samfundsformer.''
Venskab beseglet
David Ben-Gurions erindringer udkom på dansk, Golda Meir var en kær og ofte gæst i Danmark, og skiftende statsministre - Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og ikke mindst Anker Jørgensen, forsømte ingen lejlighed - under hånden eller over bordet - til at erklære deres solidaritet med Israels (og Arbejderpartiets) indsats for den demokratiske, praktiske socialisme.
Og var Krags eventuelle ageren i 1967 ''under hånden'', var Anker Jørgensens tale i Middelfart et par uger efter udbruddet af Oktoberkrigen i 1973 i den grad hen over bordet.
Ærlige Anker kunne sagtens forstå, at Israel gik til modangreb på naboer, der
ville kaste dem ''ud i Middelhavet''. Den bemærkning førte til arabisk olieboykot af Danmark, bilfri søndage, selv om olieprisernes stigning faktisk skyldtes, at USA havde halveret dollarens værdi, hvorefter de arabiske olieproducenter fordoblede priserne. Anker Jørgensen tabte valget samme år, men fortrød ikke sin erklærede solidaritet med Israel.
I hvert fald ikke før 15 eller 16 år senere, da TV-billederne fra intifada'en 1987-93 rullede gennem nyhedskanalerne.
»I masser af år havde vi støtte Israel, selv om vi var lidt lorne ved deres metoder«, siger en socialdemokratisk veteran i dag.
Sten mod Anker J.
Anker Jørgensen var ikke loren. Efter sin afgang som partiformand i 1987 fortsatte han som aktivt medlem af den mellemfolkelige socialdemokratiske klub, Socialistisk Internationale, og det var i den egenskab han aflagde besøg i Israel og de besatte områder i slutningen af 1980'erne, da hans gamle politiske ven, Shimon Peres, var den ene halvdel af et roterende lederskab med Likud's Yitzhak Shamir.
Jørgensen havde fået smidt sten på sin bil ude i ''områderne'', og ved et kaffemøde på Sheraton i Jerusalem sagde han sin mening om Israels politik til Shimon Peres. De tog hver sin elevator ned fra mødeværelset. Peres var både rasende og arrogant, da han i sine kommentarer til de ventende journalister mere end antydede, at Anker Jørgensen kunne bruge et kursus i Mellemøstens historie.
Intifada-perioden blev den første knast i det tømmer, der udgjorde det dansk-israelske venskab. Palæstinensernes bevidste medietaktik, der gik ud på at fremstille sig selv som David over for den israelske Goliat, berørte også danske socialdemokrater dybt. Og israelerne havde ikke lært, at medierne spillede en stadig større rolle for udlandets bevidsthed om konflikten. Det har de i øvrigt stadig ikke - under både den tidligere og den nuværende intifada har de gjort, hvad de altid har gjort i forhold til de arabiske naboer og medborgere. At verden - og altså også Anker Jørgensen - opdagede det, ændrede principielt intet.
Problem for Nyrup
Mogens Lykketoft havde, siger partifæller, der kender ham godt, vidst det længe. Og hans optræden som udenrigsminister skal ses i lyset af, at han gennem mange år har fulgt konflikten og sat sig ind i dens struktur - hvad Jørgensen i hvert fald ikke havde i 1973.
At han alligevel uden videre godkendte Carmi Gillon - vel vidende, at Gillons fortid som sikkerhedschef med tortur på samvittigheden var kontroversiel - skal måske ses i lyset af, at Poul Nyrup Rasmussen i hvert fald tidligere var Israel venligt stemt - som det var tradition i det LO, han kommer fra. Og at Nyrup er nervøs ved, at en ny terrorbombe eller en bande palæstinensiske ''nydanskere'' med en eksplosion eller en massevoldtægt kan tabe det kommende valg for Socialdemokratiet, hvis Lykketofts profil som Arafat-ven poleres yderligere.
Men under alle omstændigheder: Også i den danske befolkning er der sket et skred i forholdet til Israel. Årsagen er mediernes intense dækning, der udnytter israelernes princip om pressefrihed til det yderste. Og måske spiller det også ind, at danskerne alt andet lige er blevet mere fortrolige med muslimer. Ikke mindst i det politiske miljø, hvor de i stigende grad synger med på socialdemokraternes kongressang, ''Sku' gammelt venskab rent forgå''.