Fortsæt til indhold
Indland

Klimaforandringer i hundreder af år

Opvarmningen af jorden er ikke til at bremse. Selv om der øjeblikkeligt blev sat en stopper for udslip af drivhusgasser, vil temperaturen fortsætte med at stige i hundreder af år.

Og vandstanden vil stige i måske flere tusinde år, selv om klimaet i mellemtiden er stabiliseret.

Det siger Anne Mette Jørgensen, der er forskningschef på DMI, Danmarks Meteorologiske Institut. Hun repræsenterede Danmark på møderne i FNs klimapanel, IPCC, som mandag præsenterede sin rapport om de globale klimaændringer.

Stiger i mange år

- De kommende mange hundrede år vil temperaturen fortsætte med at stige pga. det, vi allerede har ledt ud. Det vil også betyde, at vandstanden stiger i lang tid frem alene pga. den skade, der allerede er sket, siger Anne Mette Jørgensen til Ritzau.

I den 1000 sider lange rapport fortæller verdens førende klimaforskere, hvordan Jordens klima sandsynligvis vil udvikle sig i dette århundrede, og der er stor forskel på de scenarier, der er lagt op til.

Beregningerne viser således, at temperaturen vil stige mellem 1,5 og 6 grader celcius de kommende 100 år. Samtidig vil vandstanden i verdenshavene stige med mellem 9 og 88 centimeter i den samme periode.

Hvor galt det går er ukendt

Man er altså enige om, at der er videnskabelig basis for at sige, at det bliver varmere, og at vandstanden stiger. Men hvor galt, det kommer til at gå, kan klimaforskerne ikke sige noget om.

IPCC kan med andre ord ikke udpege den ene udvikling som mere eller mindre sandsynlig end den anden.

- Det er en vifte af muligheder, som bl.a. afhænger af, hvordan verdens befolkning udvikler sig, og hvordan teknologien og økonomien udvikler sig. Satser man på globale løsninger, eller satser man regionalt, og satser man på grønne løsninger, eller gør man ikke. Derfor er der det meget store interval, forklarer Anne Mette Jørgensen. Miljøminister Svend Auken (S) er, som han siger, desværre ikke overrasket over konklusionerne i rapporten.

- Det kommer desværre ikke som en overraskelse for mig, at FN's Klimapanel nu fastslår, at hovedparten af den globale opvarmning skyldes menneskeskabte udslip, og at klimaforandringer allerede er en realitet. Danmark har længe arbejdet med dette udgangspunkt på klimaområdet - både i den hjemlige politik og i internationale forhandlinger.

- Rapporten understreger behovet for de ambitiøse mål og den væsentlige klimaindsats, vi gør her i Danmark. Alt tyder på, at vi kan indfri målene herhjemme, siger Auken.

Han konstaterer, at den nye rapport øger presset på de klimaforhandlinger, som finder sted i Bonn til maj.

- Der er behov for konkrete handlinger, så både de industrialiserede lande og udviklingslandene kommer i gang med en aktiv indsats mod klimaforandringer, siger Svend Auken.

- Med rapporten er det endnu en gang slået fast, at menneskeheden er i gang med et ukontrolleret eksperiment med helt uoverskuelige konsekvenser. Selv om rapporten skriver, at de værste katastrofer først sker om hundrede år, er det nu, vi har mulighed for at påvirke udviklingen.

Svend Auken håber, at der i takt med, at klimaforandringerne bliver tydeligere, vil komme et folkeligt pres om handling nu.

- Der er slet ikke brug for smarte forhandlingstaktiske udspil, næste gang parterne mødes til klimaforhandlinger. Jeg håber, at alle får den politiske ambition, at der nu skal skabes resultater. Kloden har brug for det.

/ritzau/