Dansk-kurder løsladt af tyrkisk domstol
En domstol i Tyrkiet besluttede tirsdag at løslade dansk-kurderen Sadik Ciftci, efter over fem måneders fængsling, anklaget for at være medlem af Det Kurdiske Arbejderparti, PKK.
Løsladelsen betyder ikke at Ciftci er frikendt - hans sag er blot suspenderet, og det betyder ifølge Enhedslisten, hvis folketingsmedlem Søren Søndergaard var i Istanbul for at overvære retssagen, at den kan genoptages til hver en tid.
Sadik Ciftci kan fængsles igen, hvis han genoptager sit "ulovlige politiske arbejde", altså arbejde i kurdiske foreninger, som rent faktisk er lovligt i Danmark, og det vækker utilfredshed hos den danske observatør.
- Det er en stor lettelse, at Sadik Ciftci nu er blevet løsladt, men hermed bør sagen ikke være slut, siger Søren Søndergaard.
- At han ikke blev frikendt betyder, at de tyrkiske myndigheder forbeholder sig retten til at gøre det samme igen. Både over for Safik Ciftci og andre danske kurdere. Det er helt uacceptabelt.
Efter sikkerhedsdomstolen i Istanbuls afgørelse forventes Ciftci formelt løsladt fra Ümraniye-fængslet sent tirsdag eller tidligt onsdag. At han fik sin sag suspenderet betyder, at han er fri til at rejse hjem til sin familie i Brøndby.
Men de skal ikke forvente ham tilbage med det samme, for sønnen Ercan oplyser over for Ritzau, at Sadik Ciftci vil besøge sin mor i Tyrkiet, inden han tager til Danmark. Med tirsdagens dom ville Ciftci da også kunne fængsles, hvis han kommer til Tyrkiet på ny, såfremt han fortsætter sine ellers lovlige kurdiske aktiviteter, når han kommer til Danmark.
Søndergaard kræver dansk handling
Det får Søren Søndergaard til at kræve handling fra Danmarks nye udenrigsminister.
- Lykketoft må se det som en vigtig opgave at gøre det krystalklart for den tyrkiske regering, at Danmark ikke tolererer angreb på ytringsfriheden herhjemme, siger Enhedslistens folketingsmedlem.
Den 45-årige Ciftci blev 3. august sidste år anholdt i grænsebyen Ipsala i det vestlige Tyrkiet, da han i bil var på vej ud af landet efter en ferie sammen med sin hustru og tre børn. Udover medlemskab af PKK blev Ciftci tiltalt for politiske aktiviteter i Danmark til fremme af kurdernes sag.
Ciftcis sag har haft en del lighedspunkter med en anden sag, hvor en dansk-kurder, Kemal Koc, blev fængslet i Tyrkiet i 1996.
Koc var, ligesom Ciftci, i 1992 blevet valgt til den delegeretforsamling, som skulle vælge et kurdisk eksilparlament. Men hvor en stor del af affæren omkring Kemal Kocs fængsling handlede om den tortur, Koc blev udsat for i de tyrkiske fængsler, har Ciftci heldigvis ikke måttet lide helt samme behandling.
- Ciftci har været udsat for psykisk tortur, og det er utroligt svært at bevise at den slags er foregået, lyder det fra Enhedslisten.
Koc-sagen endte i april sidste år med et forlig ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol, hvor Koc fik tilkendt 450.000 kr. i erstatning. Ifølge dette forlig har Danmark desuden ret til over for de tyrkiske myndigheder at rejse sager, hvis danske statsborgere tilbageholdes i Tyrkiet. Den mulighed mener Søren Søndergaard, at Danmark bør forfølge.
- Udenrigsministeren må kræve i alle relevante internationale sammenhænge, at anklagerne frafaldes, og at der udbetales erstatning for uberettiget fængsling til Sadik Ciftci, siger Søndergaard.
/ritzau/