Fortsæt til indhold
Indland

Tre spillesteder fik blåt stempel

Godt et år efter, at ordningen trådte i kraft, kunne Københavns tre første regionale spillesteder i går skrive under på den økonomiske aftale med Københavns Kommune og Statens Musikråd.

Af ASGER WESTH

Hvis et band havde lavet et debutalbum, og der gik et år, før pladeselskabet holdt reception, ville musikerne med garanti gå rundt med sure miner.

Spillestederne Vega, Copenhagen Jazzhouse og Stengade 30 er langt fra debutanter på byens musikscene, og selv om der ikke var sure miner, havde jublen lagt sig, da de tre spillesteder i går skrev under på de regionale spillesteds-kontrakter med Statens Musikråd og Københavns Kommune.

Den fireårige aftale trådte nemlig allerede i kraft den 1. januar 2000, så stemningen i Magistratssalen på Københavns Rådhus bar mere præg af formalia end den fest, der formentlig havde været, hvis begivenheden var blevet officielt fejret i foråret.

Kulturborgmester Hans Thustrup Hansen (K), der privat mest er til klassisk musik, glædede sig dog på spillestedernes vegne.

»Der en udstrakt grad af professionalisme og et højt niveau på de rytmiske spillesteder i København, og I trækker et stort opland af unge til byen - også fra Sverige. Det er en stor glæde, at København har fået tre regionale spillesteder og i alt får fire, når Loppen kommer med fra årsskiftet,« sagde han.

Formand for Statens Musikråd, Finn Slumstrup, mente, at det var på sin plads, at hovedstaden fik fire regionale spillesteder.

»København har de fleste spillesteder, og det er her, musikerne søger over. Men det er ikke godt nok, at der kommer mere musik nu. Der skal også komme mere spændende musik, og det skal være mere spændende at være publikum,« sagde han.

Der var mange roser til samarbejdet mellem kommunen, spillestederne og musikrådet, og da aftalerne var blevet underskrevet, blev den lange ventetid på kontrakterne skyllet ned med champagne.

Øremærket til musik

»Al begyndelse er svær, og det tager tid at blive enige. Vi er stadig ikke enige om hvilke udgifter, der skal regnes med som kunst og refunderes i vores musikproduktion for i år,« sagde Lars Thorborg, der er kunstnerisk leder på Copenhagen Jazzhouse.

Kontrakterne med de regionale spillesteder løber frem til udgangen af 2003.

På landsplan er der tale om et løft på 32 mio. kr. til den rytmiske musik, og i København er Vega sikret 4,4 mio. kr. om året, Copenhagen Jazzhouse to mio. kr. og Stengade 30 1,6 mio. kr. Penge som betales ligeligt mellem Københavns Kommune og Statens Musikråd.

Spillemønterne er øremærkede til musik, og spillestedernes næste mål bliver at overbevise politikerne om, at der er flere udgifter forbundet med at drive et spillested end honoraret til musikerne.

»Vi vil gerne have, at man regner udgifterne til lyd- og lysmand og hotel til bandet med. Som reglerne er nu, kan vi få udgifterne til en lydmand refunderet, hvis bandet selv har en med. Skal vi selv stille en til rådighed, skal pengene tages fra vores eget budget,« sagde Lars Thorborg fra Copenhagen Jazzhouse.

Direktør Tina Brage, Vega, var ikke uenig:

»Nu er kontrakterne underskrevet, men jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne regne de relle produktionsomkostninger med. Det bliver det næste mål.«

Jimmy Christensen, der er daglig leder af Stengade 30, ser som sine kolleger ordningen et stort skridt i den rigtige retning.

»Men den skal ikke blive en sovepude, og der mangler stadig mange ting og økonomi på spillestederne. Hvis vi skulle have det, som vi reelt har brug for, ville der være tale om helt andre beløb. Men alene det, at vi kan budgettere fire år frem er et stort fremskridt, når man har været vant til at leve fra hånden til munden,« sagde han.

asger.westh@jp.dk