Forlig om ''Aladdin'' i Ulvedalene
Lyngby-Taarbæk Kommune skal betale 900.000 kr. til Gladsaxe Teater efter sommerens opsætning af "Aladdin" i Ulvedalene. Betalingen sker i forbindelse med, at de to parter har indgået et forlig.
Striden mellem Gladsaxe Teater og Lyngby-Taarbæk Kommune, der opstod efter sommerens opførelser af "Aladdin" i Ulvedalene, er bilagt. De to parter har indgået et forlig, der betyder, at kommunen skal tilbagebetale 900.000 kroner til teatret.
Striden opstod, fordi opsætningen af "Aladdin" blev langt dyrere end forventet, og de to parter kunne ikke blive enige om, hvordan ekstraudgifterne skulle fordeles.
Derfor anlagde Gladsaxe Teater voldgiftssag mod Lyngby-Taarbæk Kommune med krav om tilbagebetaling af 1,98 mio. kr.
En tilfreds teaterformand
Selv om teatret altså nu har fået mindre end det halve, er teatrets bestyrelsesformand, Tove Smidth, tilfreds.
»Vi har skønnet, at det svarer ganske godt til, hvad vi realistisk kunne opnå. Vi må jo erkende, at der har været overskridelser af budgettet på begge sider. Og i et forlig ligger der jo, at det skal være noget, som begge parter kan leve med,« siger Tove Smidth, der dog fastholder, at både budget og regnskab i sidste ende var kommunens ansvar.
»Vi har forsøgt adskillige gange at få regnskaberne fra kommunen, men forgæves. Det har jo været uhyre vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at få de endelige budgetoverskridelser frem. Men nu er der indgået et forlig, og det kan begge parter leve med,« siger Tove Smidth.
Regning på 1,7 mio.
Hun forventer, at de 900.000 kroner dækker teatrets faktiske udgifter i forbindelse med Aladdin, men ser også i øjnene, at der ikke bliver noget overskud, som man ellers havde håbet.
»Det er ingen hemmelighed, at vi er inde i en økonomisk bølgedal. Derfor havde det da lunet med et overskud. Men vi er glade for, at vi ikke får underskud på sagen,« siger Tove Smidth og afviser, at det manglende overskud får alvorlige konsekvenser for teatrets økonomi.
»Nu må vi bare lægge os så meget desto hårdere i selen,« siger Tove Smidth.
Forliget betyder, at Lyngby-Taarbæk kommune ender med en samlet regning på ca. 1,7 mio. kr. - mere end tre gange så stor, som det var politisk aftalt.
Ikke desto mindre er Lyngby-Taarbæks borgmester, Kai Aage Ørnskov (K), også tilfreds med forliget.
»Så er den potte ude, mere er der ikke at sige om den sag,« siger Kai Aage Ørnskov.
Nationalscenen er tilbage
Men næste gang, der skal spilles teater i Ulvedalene (i 2002), bliver det næppe i samarbejde med Gladsaxe Teater.
»Jeg tror, det er rigtigt at vende tilbage til vores tidligere samarbejdspartner, Det Kongelige Teater. Det var jo dem, vi genoptog hele traditionen med udendørs teater i Dyrehaven sammen med, og vi var faktisk meget glade for samarbejdet,« siger Kai Aage Ørnskov.
Faktisk havde borgmesteren, længe inden uoverensstemmelserne med Gladsaxe Teater opstod, taget kontakt til Nationalscenen med henblik på at fortsætte samarbejdet i 2002.
Og foreløbig lægges der op til tre udendørs forestillinger, nemlig i 2002, 2004 og 2006.
»Det gør det langt lettere at tilrettelægge rationelt. Vi kan f. eks. lægge et repertoire, der gør det muligt at genbruge sceneopbygningen. På den måde bliver det lettere at holde styr på økonomien,« siger Kai Aage Ørnskov.
Ingen kommunal økonomi
For at sikre, at Lyngby-Taarbæks skatteydere ikke igen får en uventet stor ekstraregning, vil Kai Aage Ørnskov trække økonomien i udendørsforestillingerne helt ud af kommunekassen.
Det skal ske ved at oprette en selvejende institution, der så skal stå for de fremtidige forestillinger.
»Man bliver jo klogere af sine erfaringer. Det er åbenbart en stor fristelse for nogen at have en kommunal kasse i baghånden,« siger borgmesteren. eva.plesner@jp.dk