Kunstneren Jens Jørgen Thorsen er død
Jens Jørgen Thorsen & Jørgen Nash var blandt 70'ernes kendte provo-kunstnere. Provokatøren, happeningmageren, kunstmaleren, kunsthistorikeren, kunstkritikeren, komponisten, dirigenten filminstruktøren, situationisten, slumstormeren, poeten, jazzmusikeren Jens Jørgen Thorsen, Växtorp i Sverige, døde i går i sit hjem, 68 år.
Selv kaldte han sig fri kunstner, og for ham skulle frihed tages for pålydende. Han hadede restriktioner og elskede at udfordre det borgerskab, han selv kom fra. Faderen var læge i Vestjylland, og sønnen slap aldrig sin karakteristiske dialekt, når han fremførte sine synspunkter, altid iført slidte leopardbukser uden livrem og ofte med en kasket fra et benzinselskab placeret over de spillevende øjne.
Livsnyder
Jens Jørgen Thorsen var både livsnyder og asket. Han foretrak mælk i stedet for rødvin for at bevare potensen, men boltrede sig alligevel hæmningsløst i tilværelsens mangfoldige hjørner.
Da han - uden en trevl - og læremesteren Jørgen Nash slap hvide mus ud til Det danske Akademis årsfest i protest mod klikedannelsen og nepotismen i dansk åndsliv, råbte en embedsmand nedladende, at Thorsen løb med enden bar, hvortil kunstneren replicerede:
»Der brænder en evig ild!«
Udsagnet kunne stå som overskrift for hans rige og bevægende liv. Bag provokationen gemte sig en lille filur, som var strålende begavet og belæst ud over det sædvanlige.
Han færdiggjorde aldrig sit kunsthistoriespeciale, men var på fuld faglig omgangshøjde med dem, som opnåede eksamenspapirer. Han demonstrerede i over 1000 artikler og talrige bøger, bl.a. Modernisme i dansk malerkunst, som blev en uundværlig klassiker, at han kunne lektierne og mere til, og at han - som en Broby-Johansen - var i stand til på selvstændig og subjektiv facon at ægge sine læsere.
Jens Jørgen Thorsen var med til at rehabilitere maleren Wilhelm Freddie efter beslaglæggelsen af dennes "utugtige" billeder, og han borede sig veloplagt ned i maleren Hans Henrik Lerfeldts erotiske univers.
Initiativrige Thorsen
Allerede som 13-årig var Jens Jørgen Thorsen redaktør af elevbladet "Blækuglen". Siden væltede initiativerne fra ham med manisk heftighed.
For at nævne nogle i flæng: Medstifter af Papa Bues Vikinge Jazzband, af Bauhaus Situationiste (sammen med brødrene Asger Jorn og Jørgen Nash), Ex-Skolen med Troels Andersen og Poul Gernes og medgrundlægger af tidsskriftet Drakabygget.
Jens Jørgen Thorsen havde sin første separatudstilling i 1956 i Galerie Hybler. Han debuterede som filminstruktør i 1970 med filmatiseringen af Henry Millers "Stille dage i Clichy", der vakte forargelse i den katolske del af verden, og siden pådrog han sig hjemlig vrede over projektet med Jesus-filmen, hvor filminstituttet trak støtten tilbage.
| Jens Jørgen Thorsen igang med film-eksperimenter ved sit svenske atelier. |
Jens Jørgen Thorsen, der foretog en række udsmykninger i ind-og udland, emigrerede til Sverige i 1964, men var ustandselig over Sundet for at deltage i aktioner, udstillinger og foredrag.
Han åbnede i 1969 verdens første sexmesse i København, og han grundlagde i 1965 Ørestads Eksperimentallaboratorium sammen med Sture Johannesson, før nogen tænkte på en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige. Han boede også i Frankrig og i Berlin og var som få internationalt orienteret.
Jens Jørgen Thorsen modtog ærespriser ved filmfestivaler og fik Den Store Ikeapris i 1973. Selv om han fortsatte på barrikaderne, nød han også at blive vugget i borgerskabets lune saloner. Men salonfähig blev han aldrig.