Fangevogterske gift med en indsat

Københavns oprindelige fængsel lå i Slutterigade, der var opkaldt efter fangevogteren en "slutter". Men antallet af indsatte af forskellige kategorier blev med tiden så stort, at et nyt fængsel måtte etableres.

Allerede i 1630erne havde adelsmanden Falk Lykke erhvervet tre grunde ved Christianshavns Torv. Han opfyldte dog ikke de oprindelige betingelser for at besidde grunde på Christianshavn, hvorfor grunden faldt tilbage til tronen. Frederik III lod en bygning opføre på torvet, som han i 1662 skænkede til det såkaldte "Børnehus". Det var en del af det københavnske fattigvæsen, der siden oprettelsen af Christian IV havde ligget forskellige steder. Det husede forældreløse, fattige og vanartede københavnske børn. De skulle gennem uddannelse og tugt lære ordentlige dyder.

Men manglen på plads i de regulære fængsler fik konsekvenser for Børnehuset. Fra 1665 blev der også indsat voksne fanger til tvangsarbejde. Både tiggere og især kvinder fra hele landet. De sidstnævnte var dømt for tyveri eller løsagtighed. Alle de indsatte arbejdede i fængslets værksteder. De fabrikerede "Klæde, Lærred, Bay, Sardug, Pekling og Olmerdug". Produktionen var så stor, at Børnehuset kunne dække behovet for beklædning til garnisonerne i København og Helsingør.

De gamle bygninger blev efterhånden fyldt til bristepunktet, og forholdene for de indsatte var ganske utålelige. Især blandingen af børn og forhærdede forbrydere var nedbrydende for de førstnævnte.

Ny fængsel for kvinder

I årene 1739-41 opfører arkitekten Philip de Lange en ny fængselsbygning. Hertil blev en større del af torvet inddraget. Nu lykkedes det i nogle år at holde børnene adskilt fra de voksne indsatte. Men det var kun for en kortere periode, så var alt ved det gamle. I gården bag den nye hovedbygning opførtes et "rasphus", hvor fangerne udførte det sundhedsfarlige arbejde med at raspe farvetræ til anstaltens farveri.

I 1790 blev "Børnehuset" omsider nedlagt og fik herefter navnet "Tugt- Rasp- og Forbedringshuset i Kjøbenhavn". Tugthuset adskilte de forskellige kategorier af fanger. I rasphuset sad mordere, voldsmænd og deserterede soldater. I forbedringshuset kom tyveknægte og falskmøntnere. Den tredje kategori svarede nærmest til vore dages hæftestraf. Men alle tre kategorier var blandet sammen i det skumle fængselskompleks. Selv om kvinder og mænd officielt var adskilt, fødte to langtidsindsatte kvinder alligevel børn i fængslet i 1816.

Flere gange gjorde de indsatte oprør, hvorved hovedbygningen i 1817 brændte. Forholdene blev ikke forbedret, men lederne af oprøret blev henrettet. Farlige fanger blev en tid overført til Kastellet, og der blev indrettet midlertidigt kvindefængsel i Søkvæsthuset i Ovengade oven Vande.

Selv om fængslet blev udbedret efter branden, var der stadig pladsproblemer. Da Den kgl. Veterinærskole i 1858 flytter til Frederiksberg, opføres der på dens grund overfor Vor Frelser Kirke et nyt kvindefængsel i et stort H-formet kompleks. Efter branden var hovedbygningen mod Christianshavns Torv i dårlig stand. Arkitekten N.S. Nebelong ombyggede fængslet, der stod færdigt i 1864 med fængselsfløje langs kanalen, Dronningensgade og Sankt Annæ Gade. Fængslet på Veterinærskolens grund blev i 1866 overdraget til Københavns politi og benyttet som fængsel, indtil Vestre Fængsel stod færdigt i 1895. Herefter bruges bygningerne til tvangsarbejdsanstalt for kvinder til Sundholm stod færdig i 1908. I 1921 ombygger et konsortium fængslet til beboelseslejligheder, der fik navnet Sankt Annæ Gård, der stadig ligger over for Vor Frelser Kirke.

Ved indførelsen af den borgerlige straffelov i 1866 blev behovet for plads mindre, bl.a. fordi prostitution blev et lovligt erhverv. Alle mandlige fanger overførtes til statsfængslerne i Horsens og Viborg. Fængslet på Christianshavn var fra 1870 udelukkende straffeanstalt for kvinder.

Livet i Kvindefængslet

I 1907 beskrev Albert Gnudtzmann og Helmer Lind livet i kvindefængslet: "Christianshavns Straffeanstalt huser endda mellem Aar og Dag nogle af de Forbrydere, der i mest udpræget Grad paakalder den menneskelige Medfølelse. Det er Barnemorderskerne, de ulykkelige, som pint af Skam og Fortvivlelse har ombragt det Væsen, de satte i Verden. Indenfor Straffeanstaltens Lilleverden nyder de en særlig Agtelse og behandles som en Art Aristokrati, hvilket blandt andet viser sig i, at de anbringes i en særlig Afdeling, hvis Celler er lidt bedre udstyrede end de andre. De er gennemgaaende godmodige, maaske svage af Karakter, men uden hvad man ellers forstaar ved forbryderiske Anlæg."

"Straffeanstalten paa Christianshavn har sin Historie. Den har også sine Historier - sine Romaner, der kaster sit eget, snart triste, snart spøgefulde Lys over de Livsafsnit, som leves der.

Saaledes finder man i det saakaldte "Museum" et Firtommersøm og en Haarnaal, der er fundet ved Obduktionen af en kvindelig Fanges Lig. Hun havde - formodentlig i Hysteri - slugt disse vanskeligt fordøjelige Genstande, inden hun kom i Fængsel og levede derinde et helt Aar med Sømmet og Naalen stikkende tværs gennem Tarm og Lever, indtil hun døde af Blodforgiftning.

Naa, det var nu et Vidnesbyrd om, af hvor vanskelig uudforskelig Tilregnelighed ofte de er, som dømmes til Straf - thi der er vel næppe Tvivlsom, at en kvinde, som kan finde paa sligt, ikke burde være død paa en Straffeanstalt, men paa et Hospital. Men der findes andre Relikvier, som taler højt om, at Fængselet ikke altid er den Bom for Fremtidsforhaabninger, det ofte anses for at være, men tværtimod en Bro, der for Fangen fører tilbage til det regelmæssige Liv i Frihed.

Saaledes ejer Museet nogle Blyplader, hvis oprindelige Plads har været oppe paa taget af Frelserens Kirkes Taarn. Hvorledes er de kommet i Fængslets Museum? vil man spørge. Svaret er, at de har været brugt som Kærlighedsbreve, der bragte Bud mellem en forelsket Tømrer oppe paa Taarnet og en kvindelig Fange. Budsendelsen opdagedes ved, at en saadan Plade en skønne Dag fløj ind gennem Vinduet til Straffeanstaltens Læge. Men efter den Tid kastedes der fra Taarnet, der ligger i ret betydelig Afstand, endnu tre andre Blyplader ned, og disse kom Fangerne i Hænde, naar de gik deres daglige Tur i Fængselsgaarden, uden at Opsynet opdagede det. Paa den sidste af dem aftaltes et Stævnemøde paa den Dag, da den kvindelige Fange vilde blive løsladt fra Straffeanstalten. Hvordan Fangerne har gjort sig forstaaelige for Tømreren oppe paa Taarnet, véd man ikke. Men det maa have været ved et eller andet Tegnsystem.

Ak, ja! selv indenfor disse strenge og graa Mure slynger Kærlighedens Guddomme sine rosenrøde Arabesker. Hvem ved! maaske lever nu den tidligere kvindelige Fange og hendes Tømrer som et lykkeligt Par, urokkelige i den Overbevisning, at hendes Fængselsstraf var en Prøvelse, som hun maatte igennem for at finde Lykken ved hans Side. Underligt former Skæbnen sine Paafund. Christianshavns Fængsel har endogsaa været Skueplads for den besynderligste Kærlighedshistorie, som overhovedet kan tænkes, den om Fangevogtersken, der forelskede sig i en Forbryder, der først var antaget for at være Kvinde og derfor anbragt her. Nu lever de to sammen som Ægtefolk i et fredeligt og tilfreds Samliv."

Fængslet nedlægges

Selv om livet i fængslet kunne krydres af ovenstående beretninger, var forholdene barske. I fængselskirken ud mod Dronningensgade var der indrettet isolerede båse til de kvinder, der var idømt enecelle. Gennem 64 år stod fængslet og forfaldt, uden at der blev foretaget moderniseringer. Da Torvegade skulle udvides i forbindelse med den nye Knippelsbro, måtte fængslet falde. I 1928 blev Kvindefængslet lukket, og de indsatte overført til en særlig kvindeafdeling i Vestre Fængsel. Herefter blev hele fængselskomplekset ned til Sankt Annæ Gade nedrevet. På den første del af grunden opførte Københavns kommune 1929-31 "Lagkagehuset". Bag det anlagdes Mikkel Vibes Gade, der blev opkaldt efter en københavnske borgmester. Kommunen opførte også i 1930-31 den firkantede boligblok ned til Sankt Annæ Gade på resten af Kvindefængslets grund.