En rejse ind i ondskaben

"Det begynder en september-aften. Jeg var lige fyldt tretten, og jeg sad sammen med mine forældre ved et køkkenbord og spiste til middag. Slaget ramte mig på højre kindben..."

Sådan starter den svenske forfatter Jan Guillous teatermonolog "Ondskaben", som skuespilleren Thomas Gabrielsson i snart to år har turneret land og rige rundt med.

"Ondskaben" er fortællingen om en drengs opvækst i en grusom verden. Som voksen står Erik i et nobelt jakkesæt og ser tilbage på en barndom og et skolesystem, som var gennemsyret af meningsløs vold. Han fortæller om en fars mishandlinger i soveværelset og om en mor, der altid lige skulle lave kaffe imens. Om de brutale magtkampe i skolegården og om kostskoleopholdet, hvor de ældre elever håndhævede disciplinen med tæv og systematisk ydmygelse.

Men ondskaben er ikke kun noget, der påføres Erik udefra. Den findes også i ham selv. Det viser sig snart, at han selv har et meget stort talent for vold. Han kender jo dens mekanismer og dens virkning bedre end nogen, og derfor bliver han hurtigt bandeleder. Men han opfatter ikke sig selv om ond. Først da han som voksen begynder at fortælle sin historie, dukker der ting op i erindringen, som han havde fortrængt.

De "tabte" drenge

"Ondskaben" er baseret på den svenske forfatter Jan Guillous selvbiografiske roman af samme navn. Guillou, som bl.a. er kendt for bøgerne om agent Hamilton, var selv kostskoledreng, og i 1966 fik han sin skole lukket med en skandaleartikel om de barske opvækstvilkår.

En stor del af de ca. 140 gange, Thomas Gabrielsson har opført monologen, er det netop sket på kostskoler og efterskoler.

»Det sjove er, at det ofte er lærerne, der bliver hårdest ramt af historien, selv om den handler om en dreng. Jeg har oplevet flere lærere bryde sammen. Måske fordi erindringen virker stærkere, end når man står midt i det,« siger Thomas Gabrielsson.

Men noget af det, der har gjort størst indtryk på ham, er kontakten til de "tabte" drenge. De, der allerede har fået voldsdomme og har god gang i en kriminel løbebane.

»Det er drenge, der aldrig har beskæftiget sig med teater før. Men efter forestillingen kommer de hen for at snakke og vil hjælpe mig med at pakke forestillingen ned. De har hele problematikken tæt ind på livet og kæmper med volden og dens mekanismer hver eneste dag. Og hensigten med at spille for dem er lige præcis at få dem manipuleret derhen, hvor de kommer til at tænke på deres egen situation og overveje, hvad de har gjort - og hvorfor de har gjort det,« siger Thomas Gabrielsson.

Forestillingen giver ikke nogen færdige svar. Men den rejser en lang række spørgsmål om vold og ondskab. Og slutningen står helt åben. Den giver mulighed for at drage nogle vidt forskellige konklusioner på, hvad der sker, forklarer Thomas Gabrielsson.

Åndelig renselse

Efter 140 forestillinger lægger han ikke skjul på, at han er ved at være træt.

»Det er hårdt at beskæftige sig så intenst med vold og ondskab over så lang en periode. Jeg bevæger mig jo ind i en verden af ondskab hver eneste gang, jeg spiller. Jeg opfatter faktisk mig selv som en slags åndemaner, når jeg står på scenen. Jeg maner det onde frem, så publikum kan se det, og i mødet med det opstår muligheden for at blive renset. På den måde er monologen en form for renselse, både for Erik og for publikum.«

Men det må under ingen omstændigheder forveksles med terapi, understreger Thomas Gabrielsson.

»Det handler jo ikke om, hvordan netop din far ydmygede dig, da du var barn. Det her er en kunstnerisk oplevelse. Det er i virkeligheden den samme mekaniske, som de græske tragedier havde i det gamle Grækenland. De fungerede også som en renselsesproces for publikum.«

"Ondskaben" er instrueret af Per Brahe, der bor i New York og er fast underviser i drama og skuespilkunst på bl.a. New York University og Eugene O'Neill Theater Institute. Forestillingen opføres fra i aften og til og med den 11. november på CaféTeatret.

eva.plesner@jp.dk