Købmandens kassetænkning

I dag er det Claus Nielsen.

Flere artikler er på vej.

Kælenavnet "Lille-Claus" kan sikkert få et smil frem på læben hos mange Brøndby-tilhængere.

Claus Nielsen var den lille lyshårede angriber med overskægget, som med en fast føljeton af mål hjalp Brøndby til klubbens første mesterskaber og europæiske sejre.

Til irritation for andre holds tilhængere havde han en uforklarlig evne til at stå der, hvor bolden dumpede ned i feltet og så "bare" sparke den i kassen.

»Jeg lavede instinktmålene, hvor folk sagde, at det var da godt, du var der. Hvis jeg har scoret flotte mål i ny og næ, så må jeg have ramt den galt,« siger Claus Nielsen med et smil, da JP København besøger ham i Kalundborg.

Han bor igen i barndomsbyen, og mens mange af nutidens fodboldmillionærer gerne sætter pengene fra deres guldrandede kontrakter i dyre biler, kører Claus Nielsen rundt i Kalundborg på en gul knallert.

Claus Nielsen praler ikke af fortidens præstationer.

Men da vi først har sat os i udestuen i familien Nielsens hjem med udsigt over Kalundborg by og fjord, vil han gerne fortælle om karrieren som fodboldspiller, der begyndte, da han som seks-årig blev meldt ind i den lokale fodboldklub og fortsatte, da han efter folkeskolen gik i lære som smed.

»Jeg gik op i min sport, men det var ikke specielt seriøst. Det var i den der "rodealder", hvor man skal prøve en masse. Vi lavede masser af sjov, rodede med knallerter og gik til fester.«

Faktisk var det i håndboldhallen, han først gang viste sine kvaliteter som "boksspiller".

Claus var nemlig en målfarlig stregspiller til håndbold om vinteren, mens han om sommeren spillede lidt længere tilbage på den offensive midtbane i fodboldklubben.

For selv om målnæsen allerede dengang kunne lugte mål, var det først i Brøndby, at han blev angriber.

Scorede mod Schmeichel

»Kalundborg havde et uhyggeligt talentfuldt fodboldhold på det tidspunkt. Vi vandt blandt andet Talentfinalen for U/21 hold. Der deltog de bedste hold i Danmark, og i finalen slog vi Gladsaxe Hero med Peter Schmeichel, hvor jeg scorede begge mål på ham.«

Kalundborg kom også langt i pokalturneringen, hvor Næstved sensationelt måtte gennem straffesparks-konkurrence, før serieholdet var slået ud.

Næstved, der var en etableret topklub med sølv i '80 og bronze i '81, tilbød 19-årige Claus Nielsen kontrakt, men han valgte opkomlingen Brøndby, da de viste interesse: »Det gjorde jeg simpelt hen fordi, nogle af mine kammerater var flyttet til København, så hvorfor fanden flytte den anden vej? Jeg har måske været noget af en tryghedsnarkoman.«

Udlært før tid

Januar 1984 skulle han begynde i Brøndby, men problemet var, at han

- selv om han havde taget svendeprøven - manglede fire måneder af sin læretid som smed.

»Jeg ved ikke, hvordan det lod sig gøre, men Brøndby fik klaret, at jeg kunne stoppe min læretid fire måneder før, jeg skulle. Jeg har aldrig spurgt hvordan, men i hvert fald fik jeg et brev om, at nu var jeg udlært.«

Den daværende træner Tom Køhlert gjorde straks Claus Nielsen til angriber, delvist på grund af hans mangler som midtbanespiller, mener han selv.

»Det krævede et utrolig stort løbepensum at spille offensiv midtbane, og jeg tror ikke, kræfterne slog til på det niveau. Jeg har aldrig været den, der kunne løbe de lange ture og være udholdende. Jeg har mere levet på min hurtighed og mit overblik.«

Allerede i sin anden sæson i Brøndby blev Claus Nielsen topscorer med 17 mål, og det var en vigtig årsag til, at Brøndby sikrede sig klubbens første mesterskab.

Ikke overraskende blev angriberen kåret til årets spiller i klubben, og de næste to år fortsatte succesen med sølv i '86 og guld igen i '87, mens Claus Nielsen blev 1. divisions topscorer begge år.

»Det var et stort kollektiv i Brøndby - ikke bare på holdet, men i hele klubben, hvor alle kendte alle. Dengang kom jeg fra landet, hvor folk er ligeglade med, hvem man er, man skal bare prøve at hjælpe den nærmeste, og sådan var det også derinde.«

Det var lige før, succesen ingen ende ville tage, da både Elkjær og Laudrup meldte afbud til en EM-kvalifikationskamp mod Finland i oktober '86, og Claus Nielsen afløste. Danmark vandt 1-0, men Claus Nielsen ramte kun stolpen, så da Laudrup og Elkjær var klar igen, var Brøndbyangriberen sat af.

Italien lokkede

Udlandet havde også fået øjnene op for den unge angriber.

Samme år blev hele Brøndbytruppen inviteret på træningslejr i Italien, så de kunne spille en kamp mod Roma, som ville se Claus Nielsen i aktion.

»Jeg spillede ad helvede til dernede. Klaus Berggreen (dengang Pisa-spiller, red.) spurgte mig, om jeg var interesseret i at komme til Italien, og det var jeg selvfølgelig, men jeg havde ikke heldet med mig,« griner Claus Nielsen.

»Det er som om, at de der situationer, hvor jeg skulle slå til, der har jeg fandeme ikke haft heldet. Akkurat ligesom "stolpe ud" mod Finland. Jeg havde en drøm om at komme til Italien, men når jeg fik at vide, at der var opkøbere på tribunen, så var jeg altid uheldig. Og så ugen efter, hvor der ikke var nogen, kunne jeg pludselig præstere noget.«

Grækere betalte rekordbeløb

Derfor var det ikke en Serie A-klub, men græske Panathinaikos, der købte ham i 1988.

Grækerne må have set Claus Nielsen på en dag, hvor han ikke vidste det, for noget må han have præsteret. Grækerne betalte 7,6 millioner kroner for ham, og det beløb var dansk transferrekord dengang.

Sportsligt var turen til Grækenland modsætningsfyldt.

På den ene side faldt Claus Nielsen til med det samme og scorede 25 mål for klubben det første år, men hen ad vejen mistede han sin stamplads på holdet.

»Jeg var fast mand i starten, men langsomt blev jeg kørt ud på et sidespor, og jeg fik aldrig rigtig svar på hvorfor. Min træner sagde til mig, at hvis jeg skulle have fast spilletid, så skulle jeg nok kigge efter en anden klub. Han kunne ikke gøre mere for mig. Jeg tror ikke, det var ham, der bestemte, men det var noget, der kom oppefra,« forklarer Claus Nielsen, der alligevel taler med begejstring om opholdet i Athen.

»Selv om jeg ikke var fast mand, så havde jeg det skidegodt. Det var en kæmpe oplevelse,« siger Claus Nielsen, som sammen med sin kone brugte fritiden til at rejse rundt og se Grækenland.

Claus Nielsen nåede ikke bare at opleve et smukt land, men også at spille i en klub, der normalt trak 40-70.000 tilskuere på hjemmebane. Det var spændende, men entusiasmen kunne også blive lidt for stor.

»Vi er kommet ud fra kampe, hvor nogle spilleres biler var vendt på hovedet. Og jeg husker engang fra en udekamp, hvor vi havde lavet et rigtig skidt resultat. Da vi kom ud til spillerbussen, var der gitre for ruderne ligesom på en politibus. Jeg forstod ikke hvorfor, men da vi havde kørt et stykke tid, så hamrede det på ruderne med kæmpe sten. Og det var vores egne tilhængere, der kastede dem. De græske spillere tog det helt afslappet, men jeg var jo ikke forberedt på den slags, så jeg må tilstå, at den var hård at komme igennem.«

Pak kufferten

Claus Nielsen blev kun ét år i Pana-thinaikos. Da der ikke var udsigt til en stamplads, søgte han væk fra klubben.

»Jeg ringede til Per Bjerregaard, og han sagde, at der var en mulighed i Twente i Holland. En uge efter ringede han og sagde, at nu kunne jeg godt pakke kufferten.«

Det blev til to år med Twente i Æresdivision, hvor forholdene var mere "som i Danmark".

Claus Nielsen faldt godt til, og det blev til en tredjeplads med holdet i den første sæson.

»Det andet år i Twente løb jeg ind i en korsbåndsskade og var væk et halvt år. Så kom jeg tilbage og scorede omkring 15 mål på den sidste halve sæson.«

Den skulle også blive hans sidste i Holland, for hjemme i Danmark var Morten Olsen blevet træner for Brøndby, og Claus Nielsen vendte hjem, da klubben manglede en angriber.

Desværre viste korsbåndsskaden fra Holland sig at være den første af flere knæskader, og det danske comeback blev ikke lykkeligt.

Claus Nielsen havde håbet på fem-seks gode år i Brøndby, men det blev ikke engang til to. På grund af skader var han en ujævn - men stadig scorende - gæst på Brøndbys førstehold, og januar 1993 fik han under en træningskamp imod IFK Göteborg et sidste fatalt vred i knæet og måtte stoppe karrieren kun 29 år gammel.

Det var ikke bare et farvel til Brøndby, men også til landsholdet.

I 1987 og '88 scorede Claus Nielsen syv mål i syv kampe på det succesrige OL-hold under Richard Møller Nielsen. Da Ricardo blev A-landstræner i 1990 brugte han i høj grad spillerne fra OL-landsholdet som stamme på A-landsholdet, og han tog Claus Nielsen med i startopstillingen i en EM-kvalifikationskamp mod Østrig i 1991.

»Jeg havde haft mulighed for at komme med på holdet, som vandt EM, hvis jeg ikke var blevet skadet,« siger Claus Nielsen med ærgrelse i stemmen.

I dag har han slået sig til tåls med skæbnen. Han spiller ikke længere fodbold, men er ved at blive lært op i faderens fire supermarkeder i Super Best-kæden, som det er meningen, at han engang skal drive videre.

Claus Nielsen er stadig Brøndbymand hele vejen igennem, og det er en Brøndbynål, der holder Super Best-slipset på plads, når han går i butikken. Men det er en sjældenhed, at han selv besøger Brøndby Stadion.

»Super Best er sponsor i Brøndby, så vi har faste pladser, men jeg bruger dem ikke så tit. Min far er der hver gang, og han har min datter (der er endnu større Brøndbyfan end farmand, red.) og min søsters knægt med.«

Med arbejde hver anden lørdag og sene arbejdstider på hverdage i supermarkedet, føler Claus Nielsen ikke, at han kan ofre en halv søndag på at køre til Brøndby.

»I stedet ser jeg Kalundborgs hold spille. Bare for at se lidt bal.«

jpk.fodbold@jp.dk