Isbjørn æder Brøndus
Brøndby er en gammel by. Så gammel, at der ifølge borgmesteren eksisterer to forklaringer på navnet - men så vidt vides har det ikke noget at gøre med en bestemt brønd.
Egentlig er det ganske ligetil. Tager man forstavelsen i byens navn, har man en brønd, og hvad er så mere logisk end at male en brønd i byvåbenet og bruge det til at profilere byen - eksempelvis i fodboldklubbens logo.
Sådan er sandheden da også et stykke hen ad vejen, men ifølge byens borgmester, Kjeld Rasmussen, kan der være flere forklaringer på det ellers enkle navn.
Hvorfor hedder Brøndby egentlig Brøndby?
»Det skulle være noget med, at man fyrede hø af ude på Lars Tyndskids Mark, og Brøndby derfor oprindeligt hed Brandby, men der er også en forklaring på navnet, der går i retning af, at vi tager vand op af jorden herude, og alle gartnerne kom herud for at hente vand, og det er den forklaring vi holder os til, for nu er det jo en brønd, der er i byvåbenet. Man hører første gang om navnet Brandby eller Brøndby på biskop Absalons tid for over 1000 år siden, så vi er en meget gammel by,« siger Keld Rasmussen.
Modsat byen er byvåbenet af nyere dato, fra 1941, hvor man benyttede brønden til at markere byen. Siden har kommunen brugt det flittigt til at profilere sig med.
Var der enighed om, at I skulle bruge byvåbenet, da I grundlagde Brøndbyernes IF i 1964?
»Herude er vi lidt sådan nogle outlaws, og alle folk var fjender. Så vi var nødt til at stå sammen, og derfor var det slet ikke til diskussion, at vi skulle bruge byvåbenet i logoet,« siger borgmesteren.
En ny maskot
Mens logoet ikke er til diskussion, så er der tronskifte på maskotfronten. Hidtil har verdens første brønd med ben - alias Brøndus - været Brøndbys maskot, men nu bliver den snart spist af en stor isbjørn, som fra og med Brøndbys næste hjemmekamp er på banen som den nye maskot.
For at fejre isbjørnens indtog på den københavnske vestegn, sponsorerer Brøndby IF også isbjørnen i Zoologisk Have, men hvad får egentlig klubben til at kaste Brøndus i brønden til fordel for et hvidt pelsdyr? Vi spurgte formand Per Bjerregaard om sagen.
Hvad skal I med en isbjørn?
»Den passer meget godt til os. Vi er ikke nogen udfarende klub, men nærmere stille og rolige, som dog godt kan bide fra os, hvis vi bliver bedt om det. Så er den jo også Rigets farligste rovdyr.«
Har I været utilfredse med brønden da, siden I skifter maskot?
»Nej, den fortsætter nu, isbjørnen er i første omgang et supplement, men den vil nok glide lidt ud af billedet, selv om det ikke er aftalt.«
jpk.fodbold@jp.dk