Skuespiller uden evnen til at kunne se

Der skal en næsten ufattelig portion stædighed og viljestyrke til for at uddanne sig til skuespiller, når man kun har fem procent af sit syn tilbage.

De fleste ville på forhånd anse det for vanvid bare at forsøge.

Men ikke Sarah K. Øtrup.

Fra hun var ganske lille, har hun vidst, at hun skulle være danser eller skuespiller. Og da hun mistede det meste af synet i syv-otte års alderen, faldt det hende ikke ind, at hendes drøm sandsynligvis var umulig.

»Jeg har altid vidst, at jeg kunne. At jeg havde talent. Og den tro lod jeg mig ikke rokke i på grund af sygdommen,« siger hun.

Sarah Øtrup lider af en sjælden arvelig øjensygdom, som har reduceret hendes centralsyn til fem procent af en normalt seendes. Det betyder, at hun ikke kan fokusere og stille skarpt. Hun kan f.eks. først læse bogstaver, når de er op mod to centimeter høje.

Men hendes orienteringssyn er relativt godt, og derfor har hun altid kunnet færdes overalt stort set uden problemer.

»Jeg får selvfølgelig aldrig kørekort, og det kan stadig gøre mig ked af det, at jeg ikke kan mærke, når folk smiler til mig, fordi jeg ikke kan se deres ansigt. Men mit synshandicap har aldrig forhindret mig i at leve et normalt liv. Jeg har danset showdans, disco og moderne ballet, fra jeg var helt lille, og jeg elsker at løbe på rulleskøjter.«

Indespærret og misbrugt

For et år siden blev hun færdiguddannet fra Teater Studio i Århus, en treårig privat skuespillerskole. Og i går havde hun premiere på sin første offentlige forestilling, Dario Fos monolog "En ensom kvinde", på Boldhusteatret i Admiralgade.

Den handler om den 43-årige Maria, som på tredje måned sidder indespærret i sin lejlighed. Hendes mand holder hende fanget, fordi hun har haft en affære med sin engelsklærer, og som straf tæver han hende og tvinger hende til sex, når han har lyst.

Der findes en telefon i lejligheden, men Maria vover ikke at ringe efter hjælp. Så vil historien om hendes utroskab slippe ud, og da Maria er troende katolik, er det det værst tænkelige scenario. I øvrigt ville manden kræve skilsmisse, og hun ville miste sine to børn.

Som i en osteklokke

Marias ensomhed er total. Hun overvejer flere gange selvmord, men dén dag, stykket udspiller sig, står hun op for at give livet en sidste chance.

Det udvikler sig til at blive en højst usædvanlig dag, der får betydning for resten af hendes tilværelse.

»Jeg faldt over monologen på det sidste år på skuespillerskolen, og rollen som Maria gik rent ind. Fornemmelsen af at være spærret inde, at rumme en hel masse, som man ikke kan få ud, fordi man er så begrænset - det kan jeg meget godt sætte mig ind i,« siger Sarah Øtrup.

Åbenhed om handicappet

Følelsen af stor ensomhed er hende heller ikke fremmed.

»Når man har et handicap som mit, præger det naturligvis hele ens liv. Men man kan ikke dele det med nogen. Det har ind i mellem gjort, at jeg har følt mig meget alene. Som om jeg levede i en osteklokke,« siger hun.

Det har været en lang proces for den 24-årige nybagte skuespiller at acceptere sit handicap. I årevis forsøgte hun af al magt at skjule det, og det lykkedes hende langt hen ad vejen helt at fortrænge sin sygdom.

»Jeg levede en meget beskyttet tilværelse. Engang blev jeg sendt på et kursus for blinde og svagtseende, hvor vi blev tvunget til at gå med de der gule armbind med tre sorte prikker. Jeg var så vred og rasende, og jeg hadede at skulle skilte med mit handicap. For jeg havde jo ikke brug for det armbind! Jeg klarer mig helt fint uden. Men der var ingen vej udenom.«

I dag lægger Sarah Øtrup på ingen måder skjul på, at hun ser meget dårligt. Når hun møder nye mennesker, forklarer hun med det samme, at hun ser meget dårligt.

»Jeg er jo nødt til at forklare folk, at hvis de føler, de ikke kan få øjenkontakt med mig, så er det ikke, fordi jeg ikke vil, men fordi jeg har svært ved at fokusere. Ellers tror de jo, at jeg er ukoncentreret eller meget genert.«

Skepsis på teaterskolen

Og genert er nok noget af det sidste, man kan kalde Sarah Øtrup. Temperamentet gnistrer omkring hende, og hun udstråler en myndighed og viljestyrke, der er sjælden for en 24-årig.

»Jeg har en vis power. Jeg lader mig ikke slå af småting,« siger hun med sin karakteristiske underspillethed.

Uden stædigheden og den stærke vilje var hun næppe blevet skuespiller. Hun blev ganske vist optaget i første forsøg, da hun søgte ind på Teater Studio, men på den betingelse, at det første år var et prøveår.

»Skolens leder, Mikhail Belinson, var meget skeptisk. Han lagde ikke skjul på, at han tvivlede på, at jeg overhovedet kunne gennemføre.«

Men Sarah Øtrup fik lov at fortsætte efter det første år. Og efterhånden opdagede hun, at det ligefrem kan have sine fordele at være synshandicappet, når man vil være skuespiller.

»Jeg har f.eks. været nødt til at udvikle en særlig teknik, så jeg kan lære mine roller udenad meget hurtigt, fordi det er så besværligt for mig at læse. Jeg kan jo ikke bare hive rollehæftet frem, men må sidde med lupbriller på eller med teksten bag en stor forstørrelsesskærm, og det gør mig hurtigt træt i øjnene og nakken.«

Erfaren ung dame

I dag er rektor Mikahil Belinsons skepsis for længst gjort til skamme. Faktisk er det ham, der har instrueret Sarah Øtrup i "En ensom kvinde".

Det afskrækker hende ikke, at hun spiller en kvinde, der er næsten 20 år ældre end hun selv.

»Jeg har været igennem meget. Jeg har en rimelig stor livserfaring, selv om jeg kun er 24. Og Maria er på en måde meget ung. Naiv, ren, uskyldig og godtroende. Hun har ikke oplevet ret meget med det liv, hun har levet. Derfor tør jeg godt gestalte hende. Det væsentlige for at forstå en rolle er at bruge sine egne erfaringer. Og det falder mig meget let med rollen som Maria.«

eva.plesner@jp.dk

Boldhus Teatret

"En ensom kvinde"

Sidste gang Lørdag kl. 17