Amaliehaven på Larsens Plads

Men allerede i 1624 havde monarken givet Det islandske Kompagni tilladelse til at opføre en reberbane langs den sumpede kyst fra Nyhavn og ud til det nuværende Amalienborg.

Lidt øst herfor, ud for Kunstindustrimuseet for enden af en dæmning, lå fra 1516 lægen Claus Dennes hospital for fattige og syge.

Her lå især "pockige", d.v.s. syfilitiske patienter. Hospitalet var opkaldt efter Jomfru Marias moder, den hellige sankt Anna, der på københavnsk var blevet til Sankt Annæ. Hun kom herefter til at give navn til det nye kvarter.

Ved byudvidelsen flyttede Christian IV "Kongelig Majestæts Toldhus" ud til den nuværende Toldbod, og Claus Dennes hospital måtte i 1524 flytte ind til Kultorvet. Vejforholdene ud til den nye Toldbod var i starten temmelig primitive. I 1660 opkøbte dronning Sophie Amalie området ned til vandet, herunder det hensygnende Islandske Kompagnis reberbane, og lod sit lille lystslot Sophie Amalienborg med prydshave opføre. Ved anlægget af slottet måtte trafikken til Toldboden omlægges. På en dæmning ud i havneløbet anlagdes omkring 1685 Ny Toldbodgade fra den lille Sankt Annæ Gade.

I 1689 brændte Sophie Amalienborg, hvorved 171 mennesker omkom. I 1690 blev dæmningsvejen til Toldboden ført igennem til Nyhavn. Samme år blev Sophie Amalienborggrunden omgivet af kanaler på to sider, efter tegninger af Ole Rømer. Den ene kanal gik langs Bredgade, og den anden midt i hvad senere blev til Sankt Annæ Plads. I 1707 blev store tømmerpladser anlagtpå grundene langs havneløbet. Dæmningsvejen blev kaldt Ny Toldbodgade, da der fra Bredgade var anlagt en Toldbodvej. Udfyldninger ud for Ny Toldbodgade resulterede i, at dæmningsgaden i 1719 blev brolagt og kaldt "byens reneste og længste gade".

Frederiksstaden anlægges

Hele området i Christian IVs "Ny København" var fortsat temmeligt tilfældigt bebygget.

Ved den Oldenborgske kongeslægts 300 års jubilæum i 1748 udtænkte Frederik V en plan. Der skulle i området opføres en storslået ny bydel, som efter kongen skulle have navnet Frederiksstaden.

For en sikkerheds skyld blev flåden spurgt, om det nye byggeri kunne anses som en brandrisiko. Især de to store tømmerpladser øst for Ny Toldbodgade gav betænkeligheder. De skulle nedlægges og herudover mente admiral Ulrich von Suhm, at bryggere, brændevinsbrændere og bagere som brandfarlige erhverv burde udelukkes fra det nye kvarter.

Frederiksstaden skød nu op langs Amaliegade og Bredgade. Men hele området ned mod havnen henlå stadig som et rodet og sumpet areal. I starten måtte der på grund af brandfaren ikke bygges langs Ny Toldbodgade, selv om arkitekten Thurah havde foreslået, at grundejerne kunne bygge stalde, pakhuse og lignende. De fornemme huse på grundene blev opført langs Amaliegade. Bagsiden ned mod Ny Toldbodgade blev lukket med plankeværker, som myndighederne dog i 1756 krævede afløst af mure i samme højde.

Allerede i 1775 forsvandt Ny Toldbodgade nærmest fra bykortet. En passus i grundejernes skøder fastslog, at vejen var "afspærret fra al Kommunikation med Publiko". Der blev opført porte ved Sankt Annæ Plads og Frederiksgade, så gaden om natten var lukket for al færdsel. Grundejerne byggede nu ugenerte skure og småbygninger ud over gaden.

Danmark var på dette tidspunkt inde i den "florissante periode". Nede i Europa kæmpede Napoleon for at underlægge sig kontinentet. Danmark var neutralt, og tjente store penge på at handle med de krigsførende magter. Det medførte et voldsomt opsving i handlen på Københavns Havn. Der blev i 1780-erne givet tilladelse til, at der kunne opføres store pakhuse ud til havnefronten langs Toldbodgade. Men området ud for Amalienborg fik en anden skæbne. Her anlagde storkøbmanden og redderen Lars Larsen i 1802 et skibsværft.

Lars Larsens Plads

Lars Larsen var en af byens driftige købmænd. Han var født som bryggersøn 1758, og havde næse for at udnytte de gunstige tider. Støt og roligt arbejdede han sig op til at blive Københavns næststørste redder med i alt 14 skibe i søen. På et tidspunkt ejede han også "Blå Pakhus". Lars Larsen vandt sig kongelig gunst, da han i 1786 oprettede en badeanstalt med "Dryppemachiner til almindeligt brug for Mandfolk" ved Langelinie, og året efter en "Bade-machine for Fruentimmere" ved Langebro. Det indbragte ham en kongelig guldmedalje "pro meritis", at han genindførte offentlige bade i byen, der ellers havde været nedlagt siden syfilisepidemien i starten af 1500-tallet. Lars Larsen var en fremsynet mand. Det lykkedes ham at få de fleste af sine værdier overflyttet til fast ejendom før statsbankerotten i 1813. Hans samling af sølvtøj blev anset som en af tidens fineste.

Lars Larsen døde i 1844, men da var hans værftgrund ved Ny Toldbodgade i folkemunde forlængst døbt Larsens Plads.

Tivolis fader Georg Carstensen købte i 1845 to grunde fra Amaliegade nr. 8 og 10, der gik ud til Ny Toldbodgade 33, hvor han ville rejse Casino. Det fik han kongelig tilladelse til, og opførte herefter sit Vinter Tivoli. Men politiet krævede, at al kørsel med vogne til Casino skulle ske til porten i Ny Toldbodgade. Her var problemet, at stykket fra Sankt Annæ Plads til Frederiksgade var lukket med porte, og at lodsejerne anså den som privat grund. Grosserer Jacob Holm, der da ejede Larsens Plads, og grosserer Rée, der ejede Korntørringsmagasinet, nuværende Admiral Hotel, ville ikke åbne gadestykket. Rée lod demonstrativt porten ved Sankt Annæ plads lukke, når der var arrangementer i Casino. Også i den nordlige ende var der problemer. Her brugte ejerne, grossererne Sommer og Shur, gaden som kuloplagsplads. Men magistraten fik allierede. Almindeligt Hospital og Det classenske Fideikommis, der lå mellem Amaliengade og Toldbodgade, krævede også gaden genåbnet.

Toldbodgade genåbnes

Magistraten gik nu rettens vej. Sagen blev vundet i 1857, og stadfæstet ved Højesteret i 1861. Der var dog visse problemer ved gadens genåbning. I 1840'-erne havde militæret bygget Guidekasernen ud i gaden, og Toldvæsnet havde opført en grundmuret bygning på tværs oppe ved Toldboden. Derfor måtte Ny Toldbodgade "knækkes", og i 1862 føres op til Amaliegade langs de Classenske grunde. Efterhånden blev baghaverne ned mod Ny Toldbodgade bebygget. Kun ved Amalienborg stod de gamle havemure stadig.

I 1885 fik rederiet Thingvallas Amerika-skibe anløbsplads ved Larsens Plads.

I 1916 købte DFDS hele arealet fra Sankt Annæ Plads til og med det Blå Pakhus. Fra 1906 til 1973 afgik rederiets Oslo-både fra Larsens Plads. Efter 2. verdenskrig skiftede Toldbodvej navn til Esplanaden.

Ved samme lejlighed blev Ny Toldbodgade forkortet til Toldbodgade. Larsens Plads havde nærmest udviklet sig til et klondike af pakhuse og skure. Gennem tiden var der mange planer fremme om at gøre havnesiden af Toldbodgade mere præsentabel. Men skibsfarten havde stadig brug for kajpladsen og pakhusene. Gennem 1960'-erne ændrede søtrafikken karakter til containerskibe. De behøvede ikke så meget plads. Flere af de gamle pakhuse blev renoveret og indrettet til hoteller og dyre ejerboliger. Der var også planer fremme om, at opfører boligblokke på Larsens Plads.

I 1980 købte A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Larsens Plads på begge sider af Frederiksgade samt Dahlerups pakhus fra 1882. Efter den gamle ide, skulle pladsen nu forvandles til en smuk park.

Efter meget polemik i pressen, især om bevarelsen af Dahlerups pakhus, kunne Amaliehaven indvies i 1983, som en noget mere pyntelig nabo til Amalienborg.

Men faktisk ligger haven på Larsens Plads, som fortsat er den officielle adresse på havneområdet ud for det kongelige residensslot. Det blev begyndelsen på den åbning af havnefronten, som siden har bredt sig til resten af Københavns Havn.