Den akademiske slider

Gemt af vejen på en afsides sidegade i Nordvestkvarteret holder tøjfirmaet Piro til.

På 2. sal i den mindre fabriksbygning sidder indehaveren, den tidligere landsholdsspiller Klaus Berggreen, som ivrigt taler i mobiltelefon.

»Så kommer leverancen jo op på 10 dage. Den skal jo over banken og det hele. Behøver det tage så lang tid?« svarer han personen i den anden ende af røret.

»Vi har fået en ny kunde i Norge, og der er meget, der skal gå i orden,« forklarer Berggreen efterfølgende.

For den cand.merc. uddannede Berggreen har det altid været vigtigt at skabe sig en anden identitet end at være fodboldspiller.

Inden han som 24-årig blev professionel i Italien, var han færdig med en videregående uddannelse, hvilket var usædvanligt dengang, og siden da er blevet endnu mere sjældent.

Doktor Socrates og Klaus

»Jeg fik tilbud allerede i 18-19 års alderen, da jeg spillede på ungdomslandsholdet, men jeg sagde nej tak. Jeg ville have min uddannelse,« fortæller han.

Da han kom til italiensk fodbold, var han den ene ud af to spillere i Serie A, som havde en videregående uddannelse. Den anden var den brasilianske læge Socrates, som spillede i Udinese.

Klaus Berggreen var i Pisa som den eneste udlænding, og han fik en god start i klubben. Han scorede som hængende angriber en del mål og imponerede tilhængerne med sit kolossale løbearbejde.

»Jeg blev elsket af dem. Der var pres på mig fra start, men jeg fik en drømmestart med fem mål i syv kampe, og jeg var topscorer i serie A. Så kunne jeg tage det lidt med ro,« fortæller han.

Mens de fleste andre fodboldspillere som regel kommer med standardsvaret "det ved vi ikke, men sikkert noget med fodbold", når de bliver spurgt om deres fremtidsplaner, var Berggreen mere målrettet. Han spillede i alt seks år i Italien, og det skabte grobund for et liv i dag som forretningsmand i tøjbranchen.

Bedst på et område

Tøjet produceres i støvlelandet, skabt af kontakter fra tiden dernede og selve navnet er dannet de to første bogstaver i Pisa og Roma.

Og når det gælder hans virke med tøjfirmaet, nævner han selv sammenligningen med fodbold. Berggreen har fundet sin niche i en bestemt type produkter, som er målrettet til kvinder fra 25 år og opefter.

»Det gælder om at specialisere sig, hvis man skal have succes. Jeg er langt fra den bedste i branchen, men jeg er den bedste til at lave strik og farver, der er ingen, der kan slå mig på det felt. På samme måde som John Sivebæk ikke var Danmarks bedste fodboldspiller, men han var den bedste højre back, vi har haft, og han fik næsten 100 landskampe på den konto,« forklarer Berggreen, der selv har nævnt denne sammenligning over for sin gamle landsholdskammerat Sivebæk.

At Klaus Bergreen havnede i italiensk fodbold ,skyldes ikke mindst mange mål for Lyngby, og siden markerede han sig også i italiensk fodbold med flere scoringer end Preben Elkjær og Michael Laudrup.

Til gengæld var det ikke indsatsen som målscorer, man kender ham for på 1980er landsholdet, hvor det netop var Laudrup og Elkjær, der typisk tiltrak opmærksomheden som de, der satte den sidste fod på bolden.

Snydt for 28.000

I de rød-hvide farver var Berggreen arbejdsmanden på midtbanen. Han scorede 5 mål i sine 46 landskampe.

»Jeg udviklede mig til at være midtbaneslider på landsholdet. Her måtte jeg løbe for både Michael og Preben. Havde de løbet bare halvt så meget som jeg, så havde de ikke scoret ret mange mål,« griner Berggreen og nævner, at han på Lyngbys old boys hold stadig løber for Laudrup, selv om assistentlandstræneren er seks år yngre.

Kampen hvor Danmark sikrede sig adgang til VM 1986 i Mexico har en særlig plads i Berggreens hjerte. Da vandt danskerne 5-1 på udebane over Norge, og han scorede to mål.

Med til historien hører dog, at han havde sat 1000 kroner hos en bookmaker på sig selv som første målscorer, men han scorede til stillingerne 3-1 og 4-1.

»Det gav 28 gange pengene igen, hvis jeg var den første målscorer. Ved vores første mål løfter jeg bolden over målmanden efter en forsvarsfejl, og Michael Laudrup sender den det sidste stykke ind. Den dag i dag kan vi stadig diskutere, om bolden var gået ind alligevel, og jeg driller ham ofte med, at det kostede mig 28.000 kroner, at han prikkede den ind,« siger han med et smil på læben.

Spillere med succes

Tiden på landsholdet husker Klaus som en periode med godt kammeratskab. Med undtagelse af den unge Michael Laudrup og den gamle Morten Olsen var de øvrige spillere stort set alle på samme alder og var vokset op sammen på diverse ungdomslandshold, blandt andet Frank Arnesen, Søren Lerby og Preben Elkjær

»Vi var en stamme af spillere, der kendte hinanden bedre end de fleste, derfor drillede og pjattede vi meget, det gik mest ud på at jorde hinanden med en kærlig tone. Der var ikke så meget hierarki, vi var alle nogenlunde lige, da vi var en samling på omkring 15 spillere, der havde succes.«

Efter tiden i Italien vendte Klaus Berggreen hjem til Lyngby, den eneste danske klub han har spillet for. Da der var gået et enkelt år, sluttede han dog sin aktive karriere og blev sportsdirektør og var i denne stilling med til at gøre klubben til både pokalvinder og dansk mester i begyndelsen af 1990erne. Det andet mesterhold i klubbens historie.

»Det var et hold, som jeg byggede op. Jeg hentede Per Pedersen, Torben Frank og Peter Nielsen til klubben, det var i høj grad et importeret hold med enkelte oprindelige Lyngby spillere, hvor mesterholdet i 1983 var vokset op i klubben sammen.«

Afskedigede gamle venner

Den gamle stamme af spillere, som sikrede Lyngby det første mesterskab, var Berggreen selv en del af. Og noget af det som gjorde mest ondt på ham som sportsdirektør, var da han fyrede nogle af sine gamle holdkammerater.

»Jeg havde det modbydelige job at afskedige Michael Schäfer, John Helt og Flemming Christensen. De spillere var jo dyre og skulle jo ikke optage pladserne for unge. Det var ikke sjovt, men de er jo professionelle folk, så der har aldrig været nogen uoverensstemmelser mellem os siden,« siger han og nævner, at han stadig ser dem alle tre i dag.

Da Lyngby gik konkurs kort tid efter mesterskabet i forbindelse med bagmanden Hans Bjerg-Petersens nedtur og en ny struktur skulle etableres, var der ikke længere plads til Berggreen og hans løn.

»Det passede mig fremragende, at jeg i en ung alder kunne gå i gang med det næste i min tilværelse. Jeg er jo ikke fodboldidiot, men jeg følte, at jeg stod i gæld til Lyngby, der jo havde opfostret mig, og det mindste, jeg kunne give igen var at blive sportsdirektør, da jeg blev spurgt om det.«

Hans opskrift på succes er hårdt arbejde. Både på fodboldbanen og i erhvervslivet.

»Jeg kan godt lide at arbejde, det generer mig ikke. Jo mere man arbejder, des mere heldig bliver man,« lyder det fra manden, danskerne lærte at kende som slideren på landsholdets midtbane.

jpk.fodbold@jp.dk