En nat med damer

Wer reitet so spät durch Nacht und Wind?

(Første linie af Goethes ballade "Erlkönig", 1782)

Slottet ligger indhyllet i en tynd, hvid tåge. Klokken er 02.21. En sky går for månen. Et vindstød får et gardin til at blafre. En dør knirker. En mand skriger.

Det er mig.

Jeg står på den svagt oplyste gang på Dragsholm Slot i Nordvestsjælland og fornemmer en isnende kulde omslutte min krop på samme måde, som hvis man en varm sommerdag åbner døren til en skabsfryser.

For mine fødder ligger de mørnede skeletrester af den purunge Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, der omkring 1540 levende var blevet indmuret i et hulrum her på tredje sal. Men det er ikke hende, der har forskrækket mig - herregud, hun kunne jo blot have ladet være med at lade sig besvangre af den unge tjener, for på ét eller andet niveau må kvinder - dengang som nu - tage ansvaret for deres handlinger, vertikalt som horisontalt..

Men er det da Den Hvide Dame som havde ladet sig se? Overleveringen vil jo vide, at Magurite Dorothea Dåe, den smukke, spinkle og tuberkuløse datter af rigsadmiral Claus Dåe i 1641 havde danset sig til døde i en gavotte her på slottet i protest mod, at hun ikke måtte få sin elskede, den radmagre syfilitiske grev Maurice Lejonhuvud og siden som et genfærd har ladet sig se for enlige, smukke og slanke mænd, der overnatter på Dragsholm Slots hotel- og kursuscenter.

Men nej, samtlige tilgængelige kilder understreger beklageligvis, at kun unge mænd oplever at se ind i Den Hvide Dames glødende øjne over den blodbesmurte mund og næse. Personligt mener jeg nok, at Margurite, der i dag er 376 år burde kunne se den iøjnefaldende kvalitet i at tilbringe nætterne med midaldrende mænd, der ikke sviner hovedpuden til med stylingmousse og seksuelt er langt mere udholdende og fantasifulde end de 22-årige, men lad det nu ligge.

Den Grå Dame?

Men Den Grå Dame da? Er det den ulyksalige Louise Katrine Jensdatter, der i 1659 havde set svenskerne dræbe hendes mand og børn på slotspladsen, der vil mig noget denne mystiske, disede sommernat? Nej, den konservative dame har det mest med at genere håndværkere, der laver forandringer på slottet, og jeg har ikke engang haft så meget som min schweizerkniv fremme.

Mens jeg iler tilbage til værelse 24 fryser mit blod pludselig til is. Nu ved jeg hvem det var. Havde jeg ikke set et par stikkende øjne under en flad koldpermanent? Havde jeg ikke hørt en iskold skærebrænderstemme hvisle mit navn og kommandere mig op til tavlen for i teori og praksis at gøre rede for Lebesgues integralteori med særlig vægt på hyperfunktioner? Havde jeg ikke genhørt en paranoid-hysterisk stampen i gulvet, da jeg havde glemt tegnet for mængdedifferens? Frøken Krogsgaard, åhh nej, ikke hende! Ikke hende!

I lommen finder jeg én af de korsformede ligkisteskruer, som slotsforvaltningen på Dragsholm køber hos bedemanden i Viig og bruger til at hænge malerier op med - alt andet falder ud. Med skruen vendt mod min tidligere matematiklærerinde går jeg baglæns mod min seng i værelse 22, hvor en adelsfrue i 1600-tallet med en lang kniv skulle have berøvet sin mand hans genitalier og siden ombragt ham, men sammenlignet med hvad jeg lige har oplevet, er det slet ikke noget at tale om.

Hurtigt kravler jeg ned under dynen og trækker den op til næsen.

Det har sandelig været en begivenhedsrig nat på spøgelseskurset, det må jeg nok sige.

Vi var nær ellers kommet for sent, var fotografen og jeg, på grund af den velkrydrede lammekrone pikeret med perlehøne, som slotskøkkenet i sidste øjeblik fremtryllede til de trætte rejsende. Og beklageligvis kunne vi slet ikke yde den fyldige Errazuritz 1997 den retfærdighed, som denne chilenske vin kræver.

Men vi kendte betydningen af at have protein- og væskedepoterne fyldt op før den forestående opgave. For 128 kroner kan man komme på et midnatskursus i spøgelsesjagt på Dragsholm Slot, hvis historie går tilbage til 1200-tallet, men i dag fremstår som et smukt, hvidt barokslot af den slags, hvor man skal ligge ned på gulvet for at kigge ud af vinduerne.

Vi var bestemt ikke ubekymrede, fotografen og jeg.

Genfærd m.m.

Nattens program reklamerede nemlig med et righoldigt udvalg af genfærd, apparationer og poltergeister - næsten alle kvinder med dramatiske dødsfald og mindst 350 år på bagen. Når vi tænkte på, hvor svært vi har ved at forstå levende kvinder, hvordan vil det så gå med de afdøde i nat?

Mens vi tømte rødvinen, trøstede jeg fotografen med, at adskillige af de kvinder, jeg havde kendt i årenes løb, havde virket som om, de havde været døde i adskillige århundreder, så jeg betragtede mig ligesom lidt i træning. Og kunne vi overhovedet forestille os skygger mere dystre og skræmmende, end dem vi selv kastede?

»Når små mænd kaster lange skygger, går vi mod nat,« sagde jeg opmuntrende til fotografen.

Det var således ved relativt godt mod, vi indtog vore pladser i riddersalen på Dragsholm Slot, hvor 60 forventningsfulde kursister - mestendels sommerhusturister i forskellige grader af kedsomhed - sad i skæret fra sølvkandelabre og drak kaffe og spiste chokoladetærte med cremefraiche. På pengekassen ved indgangen stod den optimistiske inskription: "Aldrig skal jeg frygte mørkets magter, det er venner som jeg kender".

Seniorguide Niels Christian Ewald fortalte om forskellen på genfærd og syner. Herunder indskærpede kursuslederen deltagerne ikke at gå i panik under den forestående rundvisning og råbe »spøgelse! spøgelse!« og styrte afsted. Møder man Den Grå Dame, jarlen af Bothwell, den indmurede lensmandsdatter eller andre af slottets gråzoneeksistenser, gælder det om at standse op, bøje hovedet i respekt og så ellers gå videre.

»Genfærd kommunikerer ved at bruge varme, og den varme tager de fra os levende, men alt i alt varer sådan en oplevelse kun op til fem sekunder,« forklarede Ewald.

Rundvisninger har deres egen indbyggede koreografi. I begyndelsen står man tæt på rundviseren og lytter interesseret med den ene hånd under hagen og den anden støttende albuen - på dette tidspunkt kan man også finde på at stille et opklarende spørgsmål - så siver man langsomt ud i mængden og begynder at stå og tænke på sidste års sommerferie og hvad man skal have at spise senere på dagen, derefter trækker man ud i periferien og betragter de andre deltagere og forsøger at forestille sig, hvad de laver til hverdag og om ægteparrene mon stadig har sex med hinanden og til sidst er man agterudsejlet med mindst to rum, hvad der som regel føles som en stor lettelse.

Rundvisningen på Dragsholm Slot var kommet til gangen ud for værelse 24, da der endelig skete noget. Fra dette værelse, hvor en ung page for mange år siden fik øjet revet ud som straf for at belure herskabet i en intim situation, kom pludselig en yngre mand med håret strittende til alle sider iført en uklædelig sovedragt af den slags hustruer giver til mænd, de er holdt op med at elske. Jeg genkendte ham som manden fra den støjende småbørnsfamilie, der ved skæbnens ugunst er blevet mine naboer: »Vi er nogle, der forsøger at sove her,« snerrede han patetisk og forsøgte at skyde sin brystkasse frem mod rundviseren.

Rystet og lettet

Et koldt vindpust fejede gennem gangen. Jeg standsede op og bøjede hovedet respektfuldt mod den vrede mand. Den slags gespenster har det virkelig ikke let. Atter og atter vil de føle, at verden er efter dem. Fem sekunder senere var han da også i stor harme forsvundet i retning af receptionen.

»Pyh, en saligkåret småbørnsfar i nattøj, nu kan det ikke blive mere uhyggeligt,« sagde jeg på én gang rystet og lettet til fotografen.

Men jeg skulle blive klogere.

(slut)