Bispens bordelgade
På Vesterbro har der altid været lystigt. Helt ude fra Frederiksberg Bakke lå gæstgiverierne, danseboderne, værtshusene og sangerindepavillonerne. Navnlig om sommeren kunne det gå livligt til. Allerede i 1782 havde Vesterbro fået et fast vægterkorps, der i 1850 blev suppleret med regelmæssige dagpatruljer af to betjente. I 1863 reorganiseres ordensmagten, og alle vægterne afskediges. Nu skulle de kommunale panserbasser holde orden.
Vesterbro voksede op som et massivt boligkvarter, med små og billige lejligheder. Her slog de fattigste familier samt mange artister og gøglere sig ned. Men de mange værtshuse, forlystelser og billige lejligheder trak andre typer til. Især slog mange prostituerede sig ned på Vesterbro.
Ved forfatningsændringen i 1866 blev prostitution et lovligt erhverv, men de frie kræfters spil var åbenbart vel livlige. Derfor indføres den 9. marts 1877, ved justitsministeriel forordning, "Politiets Tilsyn med Offentlige Fruentimmere i Kjøbenhavn", og så kom der orden i sagerne. Politiet fik bemyndigelse til at udpege særlige gader, i hvilken godkendte værtinder måtte drive "offentlige huse". Omkring 1877 var der registreret 50 bordeller i København, med sammenlagt 300 kvinder. Herudover var der ca. 650 "selvstændige" piger i byen, samt et ikke ubetydeligt antal "illegale" prostituerede.
Balladevej
Den officielle bordelgade på Vesterbro blev Badevej, der havde sit navn efter, at den gik ned til en havbadeanstalt, hvor Halmtorvet ligger i dag. Badevej, i daglig tale altid kaldt "Balladevej", skiftede, efter Svend, Knud og Valdemar, i 1886 navn til Knudsgade. Her havde stort set alle husværterne tilladelse til bordeldrift.
Knudsgade sov aldrig. Døgnet rundt var der en urolig og gådefuld sammenstimlen af mandfolk, der maste sig frem og tilbage på fortovet og kørebanen, uden at de åbenbart kom nogen vegne.
Langs husmurene og i alle gadedøre stod hvidklædte fruentimmere. Ud og ind af dårligt oplyste gadedøre og porte sneg duknakkede mandfolk sig. Fra gadens talrige småværtshuse lød en konstant summen af drukne stemmer og dæmpede kvindehvin. Værtshusenes tjenere var stort set alle alfonser og kunne hurtigt anvise en trængende kunde til den rette service. Knudsgades mest søgte bordeller lå i gadenumrene 7-9-13. De havde den fordel, at kunderne ubemærket kunne smutte ind via mørke porte, før de ad bagtrappen gjorde deres entré i lastens hule.
Som en del af hverdagen hørte slagsmål mellem pigerne om kunder og kærester. Opgør mellem alfonser, kunder og lokale fulderikker var ligeledes en fast del af gadebilledet. Men Svendsgades politistation, bygget i 1880, lå lige om hjørnet. Her residerede de sjældent under 300 pund tunge gadebetjente, der havde øgenavne som "Vilhelm Kajetræk", "Den spanske Hane" og "Jernkonstablen". De var ikke udpræget litterære, snarere praktisk anlagte.
En ældre betjent, der ikke var stiv i retskrivningens mysterier, gav til en ung og mere veluddannet kollega følgende tilbud, "Hvis du vil skrive, så skal jeg nok slå". Men det hørte til sjældenhederne, at der var to betjente til stede samtidig. De gik énmandspatruljer, og opstod der uroligheder, var der ingen mulighed for at tilkalde assistance.
Var et større gadeslagsmål i gang, kastede betjenten et blik over kamp-pladsen. Så spændte han remmen til sin hjelm og gik i aktion. Den nærmeste slagsbror fik en næve på størrelse med et handskemagerskilt i sylten. Nå han gik i gulvet, var betjenten allerede i gang med nr. to. Han kendte sine pappenhejmere og vidste, i hvilken rækkefølge uromagerne skulle pacificeres. Når det værste var overstået, fik betjenten fat i en trækvogn. På den smed han de faldne stridskæmper op. Var de ikke stille, bandt han deres hænder. Når vognen var læsset, fik de mindst medtagne kombattanter lov til at trække de faldne til Svendsgades politistation. Her sad slagsbrødrene, til gassen var gået af kamp-hanerne. Derefter kunne de så få lov at luske slukøret hjem. Der var ikke tale om yderligere retsforfølgelse. Denne form for lynjustits var alment accepteret på Vesterbro.
Missionær i Knudsgade
Den megen usædelighed oprørte naturligvis moralske sjæle. Gårdmissionæren R.B. Clausen følte sig kaldet til at indrette en missionsstue i kælderen til Knudsgade nr. 24. Herfra svovlede den hellige mand og hans hjælpere mod synd og druk. Pigerne og deres alfonser modtog missionærerne med en regn af gamle kasseroller og blikdåser. Af og til fik missionstuen en brosten gennem vinduet. Men en højt-
stående politimand udtalte, at det egentligt var "Midnatsmissionen", der gjorde sig skyldig i at genere pigernes fuldt lovlige næringsvej.
Til sidst tabte en missionær besindelsen og gennembankede en rapkæftet pige. Det kostede en bøde, der lukkede den kristelige omvendelsesaktion på Vesterbro.
I kampen for moralen blev der i 1894 dannet en dansk afdeling af "La féderation britnniqve, Continentale et générale", med den danske titel "Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed". Den havde kampråbet "Et Folks Sædelighed er dets Styrke!" og sognepræst Holck som formand. Men der skulle stærkere kræfter til at udslette Sodoma og Gomorra på Vesterbro.
Kontrollen med bordellerne var overladt til sædelighedspolitiet. De var ikke uimodtagelige for bestikkelse. Den 25. marts 1895 skød chefen sædelighedspolitiet, politiinspektør H.F. Korn, sig på politikammeret under domhuset på Nytorv. Det var kulminationen på en korruptionsskandale inden for korpset. Politikerne indså, at politikontrollen med bordellerne var uheldig. Derfor blev de offentlige huse lukket i 1901, men de "offentlige fruentimmere" var fortsat registreret hos politiet.
Privat bordelgade
Når der ikke længere var bordeller, skulle pigerne have selvstændige adresser. Det gav nogle entreprenante spekulanter en idé. De dannede aktieselskabet Westend og købte en grund ved Vesterbrogade 65. Her opførtes et fire etagers forhus, hvor der gennem en port var adgang til den private gade Westend. Efter udenlandsk forbillede var det tanken at leje lejlighederne ud til prostituerede. Gennem porten fra Vesterbrogade kunne kunderne diskret smutte ind til de villige piger. Komplekset stod færdigt i 1903, men kom aldrig til at fungere efter hensigten.
Den 11. oktober 1906 blev loven om de offentlige fruentimmere ophævet, og pigerne var nu henvist til "fri næring". De gamle bordelhuse i Knudsgade blev ryddet til beboelse. For at slette de dystre minder skiftede gaden i 1907 navn til Eskildsgade. Lidt smagløst fik den navn efter biskop Eskil fra Lund (ca. 1100-1181), med hvem Absalon fra nabogaden havde haft sine kvaler. Ved en stavefejl fik den gamle prælat et "d" for meget med i gadenavnet.
Selv om pigerne nu var hjemløse, blev de i kvarteret. En del slog sig ned i et hus på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. Efter oktoberloven blev ejendommen i folkemunde kaldt "Oktoberstiftelsen - en Stiftelse med Stiftsdamer".
Westend blev i stedet for bordelgade frigivet til beboelse. Her opstod talrige pensionater og hoteller, hvor mange artister, skuespillere, musikere og kunstnere slog sig ned. De slemme piger blev spredt i Istedgade og Vesterbros sidegade. Mange trak på gaden. Politiet drev dem, med hjemmel i politivedtægtens § 9 og en regn af bøder, ind på værtshusene for at undgå forargelsen over deres tilstedeværelse på gaderne. Det resulterede i, at politiet blev anklaget for at være byens værste alfons. For at tjene til bøden måtte pigerne trække endnu mere.
Fra 1960'erne opstod discountmarkedet på Halmtorvet og nymferne i Skelbækgade. Mange piger etablerede sig siden, med politiets stiltiende accept, i lejligheder og forretningslokaler som intimmassøser og escortpiger. Her har de så resideret til vore dage, hvor byfornyelse og sanering måske udgør den største trussel mod Vesterbros lette kavaleri.