''Det er Burmeisters folk, der strejker!''

Da industrialismen for alvor slog igennem i København, ændrede det på mange måder byens ansigt.

Høje skorstene begyndte, som et symbol på den nye tid, at sende sine tykke "stenkuldampe" ud over byen. Nye arbejdsformer afløste århundredgamle traditioner, og håndværk blev afløst af industri.

Et af de erhvervsområder, der for alvor skiftede karakter, var skibsbygningen. Siden Christian IV's dage havde Christianshavn været centrum for byens værfter.

Allerede i 1624 fik kongens skotske skibsbygmester David Balfour en grund ned til Strandgade, bydelens havnegade. Her anlagde han et skibsværft vest for Knippelsbro. På begge sider af broen opstod værfter på det inddæmmede areal.

Men både flåden og de civile værfter byggede stadig træskibe, selv om der i England var konstrueret jernskibe. Denne skibstype kom nu også til København.

Mekanikus H.H. Baumgarten, der var indvandret fra Holsten, var startet på Nørrebro, og efter et par mislykkedes partnerskaber flyttede han i 1843 til en baggård i Købmagergade 46. Året efter måtte han flytte sin maskinvirksomhed til Møntergade nr. 26. I 1848 gik han, efter råd fra H.C. Ørsted, sammen den unge polytekniker Carl Christian Burmeister.

De købte samme år en grund mellem Ovengade Neden Vande og Wildersgade på Christianshavn. Men nu ville makkerparret til at bygge skibe. Derfor lejede de i 1851 Jacob Holm & Sønners værft på "Engelskmandens Plads" op mod Langebrogade, lige inden for nord-vestenden af Christianshavns Vold.

Værftet anlægges

Efter at Langebro var anlagt i 1686 og volden flyttet mod vest, var der opstået et delvist uopfyldt område bag volden. Her havde den i 1737 fra England indkaldte rebslagermester og skibsbygger Peter Appleby anlagt en reberbane langs Langebrogade. Arealet bag blev herefter kaldt Engelskmandens Plads.

Ud mod havnen lå den mindre Sandø. På hver side var der indsejling til bassinet ved Engelskmandens Plads. Den købte erhvervsmanden Jacob Holm i 1833 og anlagde et skibsværft. Langs Langebrogade lod han i 1833-35 indrette 103 arbejderboliger i Applebys reberbane.

Adgangen til værftet var gennem en port i "Holms Huse" i Langebrogade. Alt arbejde, og indtagelse af måltider, foregik i det fri.

Fra et værtshus i Langebrogade sørgede læredrengene for forsyninger af øl og brændevin. Formændene på værftet vogtede nidkært over, at der ikke blev hentet spiritus i arbejdstiden.

På den anden side af bassinet og kanalen lå militærets "Gammel Laboratorium" og "Tydske Plads" med en del af værftet, der var forbundet til Engelskmandens Plads med en flydebro over kanalen.

Her begyndte Baumgarten & Burmeister deres værftvirksomhed, der i 1853 leveres sit første skib, træhjuldamperen "Hermod", til postetaten. I 1854 var der 96 maskinarbejdere og skibsbyggere ansat på værftet, et tal der i 1861 var steget til 400. Samme år søsattes det første jernskib, "Troppetransportfartøi Nr. 1" til hæren. Fra 1854 til 1861 blev det til ni jernskibe til forsvaret.

Baumgarten & Burmeisters manglede kvalificerede jernskibsbyggere, så i 1857 blev der hentet franske og belgiske "fremmedarbejdere" til Engelskmandens Plads. I 1861 trak H.H. Baumgarten sig tilbage og blev senere afløst af den engelske underdirektør på Orlogsværftet William Wain. Virksomheden skiftede nu navn til Burmeister & Wain.

Den første værftsstrejke

I 1871 brød de københavnske skibssmedes første strejke ud på Engelskmandens Plads. Som skik var, gik arbejderne hjem efter en stabelafløbning.

Men en arbejdsformand, der blev kaldt "den tørre Lassen", fortsatte med at arbejde. Hurtigt samledes der sig et opløb omkring formanden, og der blev råbt, piftet og hujet af ham.

Pludselig sprang en arbejder hen og slukkede essen. "Den tørre Lassen", hans kollega "den bredbenede", og et par andre formænd fik fat i esseslukkeren og slog hans hoved mod en ambolt. Værftarbejderne tog fat i vingebenet på de fire formænd og smed dem ud af porten.

En mester ved navn Saurbrey, kaldet "surbrød", prøvede at mægle. Han fremførte, at det måtte være en privat sag, om man ville arbejde på en stabelafløbningsdag.

Da arbejderne mødte næste morgen, nægtede de at gå i arbejde, før de fire "voldelige" formænd var afskediget.

Underdirektør Martens, kaldet "den skæve Ligvogn", henstillede til arbejderne at gå hjem og komme tilbage kl. 16. Så ville Burmeister være til stede og tale til dem.

En lille smed, der hed Andersen, sprang op på en buk og råbte: "Kammerater! Hvis vi skal gå, vil vi have vore kammerater med fra arbejdet på havaristen i Gammel Dok." Under høje hurraråb marcherede styrken i samlet flok ud af porten.

Turen gik gennem Overgaden og Torvegade, under afsyngelse af "Vift stolt på Codans Bølge".

Sultet til lydighed

Christianshavnerne stirrede målløst på optoget, der under råbet: "Gå væk her, det er Burmeisters folk der strejker!," skred frem mod Strandgade, hvor Gammel Dok lå. Da styrken nåede frem, var porten spærret af vagter bevæbnet med mukkerter. Men de havde ikke en chance mod flodbølgen af værftarbejdere.

Inde på Gammel Dok forsøgte formændene at forhindre folkene i at komme op til de strejkende. De blev drevet væk med en byge af jernstumper og bolte.

Kl. 16 mødte hele styrken på Engelskmandens Plads. Burmeister steg op på en bunke plader og meddelte, at han ikke ville afskedige de fire formænd.

"Godt, så går vi igen," råbte Andersen.

Sammenholdet kom bag på Burmeister, som kaldte folkene tilbage. Han måtte love at afskedige de fire formænd og i øvrigt betale løn for dagen.

Men ved næste lønudbetaling blev hele styrken fyret. Planen var at sulte folkene til lydighed og så plukke de mest medgørlige ud.

Det gik ikke helt efter planen. Selv om der ingen organisation var, og understøttelse var ukendt, var sammenholdet stærkt. Mestrene kontaktede arbejderne enkeltvis, men fik svaret: "Jeg sulter sammen med mine kammerater og begynder at arbejde sammen med dem."

De øvrige metalvirksomheder i København var på Burmeisters side og nægtede at ansætte de afskedigede. Enkelte krøb til korset og meldte sig til tjeneste igen. Men hovedparten holdt ud i over en måned, før sult og nød tvang dem i arbejde.

Værftet flytter

Den lille "Sandø" gav problemer ved stabelafløbninger.

Ved søsætningen af nybygningen Bergen måtte der lægges en gammel brig som stødpude for at undgå, at Bergen tog skade.

I 1872 erhvervede B&W af havnevæsnet et areal på Refshaleøen, og flyttede værftet herud, da pladsen på Christianshavn var for trang.

Fra Refshaleøen var der god plads ud i havneløbet til stabelafløbninger. Refshaleøen var opfyldt af materiale fra en uddybning af Københavns Havn og fik sit navn efter den gamle halvø Revshalen, hvorpå Christianshavn var anlagt.

Engelskmandens Plads blev i 1887 købt af Sukkerfabrikken, som opfyldte bassinet og bebyggede området. Det skiftede herefter navn til Applebys Plads efter den engelske rebslagermester.

Den sidste del af Jacob Holms huse i Langebrogade, der i 1855 var overtaget af A/S De forenede Oplagspladser og værfter, forsvandt i 1958 som den sidste rest af Applebys reberbane og det første jernskibsværft på Engelskmandens Plads.

B&W's motorfabrik på Christianshavn blev solgt i 1971 og er siden afløst af nybyggeri på resten af den gamle værftsgrund.