En 70 år gammel studenterhue

DER FINDES i vore dage mange synlige tegn på erhvervelse af en studentereksamen eller anden afslutning på skolelivet. Først og fremmest de til værdigheden hørende hovedprydelser, som følges op af den personlige overflod af gaver, buketter, sange og taler plus fester. Noget, som alle vel under de sorgløse finalister.

Og som i andre forhold glider det hele snart over i den endnu næsten tomme arkivkasse for alt det fortidige, til henlæggelse og senere nostalgisk beskuelse. Hyldesten og virakken erstattes ofte hurtigere end egentlig planlagt af iværksættelse af de forlængst lagte planer for den videre konsekvens af et ventet eller uventet eksamensresultat: beslutning om sabbatår eller om en hurtig videreuddannelse eller om blot at leve en ny slags liv, indtil noget viser sig.

Mens fejringen, den officielle som den personlige, af den afsluttende eksamen stort set er ensartet fra skole til skole og fra egn til egn og huskes sådan, kan træk fra indledningen til den efterfølgende række af uddannelsesstadier og eksaminer tit opleves og huskes på en mere indtrængende måde.

Universitetet

En student med en noget falmet 70 år gammel studenterhue på en støvet hylde på loftet kan endnu have erindring om elementer i fejringen af selve studentereksamen, men det, der f. eks står stærkere i hukommelsen, er forhold som, at man i den tidsalder ikke kunne vælge sin fortsatte uddannelse mellem fire-fem universiteter, men måtte se hen til højst et. Det for en indvåner i det fjerne Vendsyssel noget sagnomspundne, Københavns Universitet.

Og Handelshøjskoler og andre uddannelsessteder var ligesom gymnasier forbeholdt de største af landets byer.

Københavns universitet var en pol i en helt anden verden, men også et sted, hvor enhver af de 1800 studenter, som udgjorde årets høst på cand.art.-markedet, uden besvær kunne komme ind på det studium, de ønskede.

Forud for sin tid

På det navnkundige gamle universitet var der i de dage lidt ballade, der drejede sig om selve rektor for universitetet. Han hed Lauritz W. Birck, og han var af pressen blevet betegnet som samfundsmoralist, amatørfilosof, journalist og politiker. I de dage en ganske vægtig portion gøremål samlet i én person, og netop dette gav sig udslag i en vis betænkelighed omkring Bircks valg til rektor.

Ved valget var 11 stemmesedler blanke, og det skulle være udtryk for opfattelsen hos lærerkræfter, der frygtede, at denne farverige professors mangeartede udfoldelser skulle sætte noget af universitetets dengang så uomtvistelige selvhøjtidelighed over styr.

Lauritz W. Birch var dr. polit. og en fremragende nationaløkonom, men det, han gang på gang kunne chokere ved, var, at der var visse forhold inden for hans virke, som han ikke tog altfor højtidelig.

Og så behandlede han i øvrigt studenterne på en måde, som først en hel del årtier senere blev in, og studenterne kom til ikke alene at anse ham for en dygtig lærer, men også næsten betragte ham som en god kammerat.

Han var forud for sin tid med de særlige meninger og deres udtryksform, noget, der kom stærkt frem i hans velkomst til studenterne fra universitets talerstol.

Vi er noget forbigående, sagde han. Et punkt mellem to evigheder, fortiden og fremtiden. Selv de af jer, der kommer til at tilbringe et liv i tænkning, vil glæde jer ved at sige: Tjener vi ere i åndernes rige. Og le ad den dumme hovmodssang om at være Herrer i åndernes rige. Som om en udvidet realeksamen skulle kunne gøre det!

Vi, der kunne være så stolte af vores udvidede realeksamen med det synlige bevis: den på hovedet fastlimede studenterhue, kunne yderligere få understreget, at for at nå til den rette erkendelse krævedes den frygtløse sandhedsvilje. Samt at vilje til videnskabelig sandhed måtte føre til uvilje mod løgn på alle punkter.

Ukæmmede hvalpe

Der kunne ved samme lejlighed lyttes til rektors fortælling om den engelske præst, som brugte et dåbsritual, der omtalte børn som himmelske muligheder og helvedes sandsynligheder.

Udfra denne beretning føjede rektor i sin velkomsttale til studenterne dette: Vi, der i dag modtager Dem som ukæmmede hvalpe, vi håber at kunne aflevere Dem som typer på ligevægtig, handlekraftig og sandhedssøgende manddom.

Hvis noget lignende blev sagt til studenter af årgang 2000, ville det, at der blev sagt "De" til dem, nok virke mere chokerende end selve formaningen. Måske sammen med det, at der imod alle ligestillingsteorier blev talt om manddom, altså udenom de kvindelige studenter (dengang kaldet studiner og forsynet med en særlig, højst uklædelig kvindestudenterhat).

Det hele ville nok forekomme de fleste som opstyltet ordgyderi i en tid, hvor man nok kan tygge lidt på de store ord, men ofte uden at fordøje dem.

Nu må det vel erkendes, at vi studenter i 30'erne ikke var så langt fra at føle os noget i retning af en slags herrer i åndernes rige. Få og feterede som vi var af vore omgivelser.

Men vi fik ret hurtigt lært, at det med tjenere i stedet for herrer passede bedre til forholdene i de efterfølgende tiår. Nok også fordi omstændighederne tvang os til at indse, at en væsentlig bestanddel af selve ordet uddannelse er dannelse. Den dannelse, som ifølge skrift og taler før og efter huens erhvervelse skulle blive en overbygning på selve den overståede studentereksamens erklærede mål: den højere almendannelse.

Hurtigt mod målet

Vi studenter af 1930 kendte ikke begreber som SU eller sabbatår, og vi havde ikke fantasi nok til at tage forskud på den modne alders fjerne resultater.

De barske ord fra universitets talerstol, ikke så fjernt fra de ord, rektor gav os med, ved translokationens endelig farvel til gymnasietiden, animerede os sammen med det altfor hurtige forbrug af de bevilgede studielån til i et lidt for hurtigt tempo at race mod målet: den eksamen, hvis muligheder betød indholdet i ens fremtid.

I Børnebogen "Peter Plys og hans venner" spørger vennen Jacob »Hvad holder du mest af, Peter Plys?« og Plys tænker sig om - grundigt, før han gentager: »Hvad jeg mest holder af? Ja, det var jo honningen.« Men, slog han fast, selvom han holdt meget af honning, så var det øjeblik, lige før han begyndte at spise honning, bedre, end når han spiste. Han vidste ikke rigtig, hvad det øjeblik hed.

Det hedder måske livet. Som Henrik Nordbrandt siger det med et par af de ord, der var et af trinene på vejen til en nordisk Lyrikerpris: »Jeg ville ønske, at det aldrig blev sommer, så sommeren altid var på vej.«

Forventningsøjeblikke

Livet deles op i forventningsøjeblikke. Af den slags, som så mange nye hueindehavere står i . I øjeblikke mellem de to evigheder, fortiden og fremtiden. Og med respekt for begge dele.

Øjeblikket med plads for drømme og håb, men med krav, som jo uafvendeligt kommer efter de glade dage. Krav om virke med ligevægt og handlekraft. I søgen efter alt det, der rimer på sandhed.

Den kinesiske filosof Kung-fu-tse sagde det for 2500 år siden sådan: Det er ikke sandheden, som gør mennesket stort, men mennesket, der gør sandheden stor.

Selvom de ord om sandheden i den formanende 70 år gamle rektortale nok er blandt dem, der har haft de trangeste kår i årenes globale forvirring, er det fortsat en del af fundamentet for succes. Og selvom den kontroversielle rektors ord nok ikke er modeord i dag, er deres værdi og aktualitet ubestridelig.

Som så ofte erkendt i teorien, og så ofte overset i praksis.

Kilde (til støtte for erindringen): Bogen om Birck, Westermann København 1944