Samsø får verdens største labyrint
Børnefamilier der ønsker at nyde naturen og lejrskoleelever med hang til at fare vild, får rige muligheder for udfoldelser, når verdens største labyrint indvies på Samsø den 6. maj.
Samsø Labyrinten ligger ved Nordby på Samsø, hvor 50.000 juletræer spreder sig i en seks hektar stor plantage. Her snor labyrinten sig ad et stisystem på fem km., og den længde gør labyrinten til verdens største, siger ejerne, Karen og Erik Poulsen. På Internet har de fundet verdens næstlængste labyrint i England på 2,8 km., og én på Hawaii på godt 2,5 km.
- Vores labyrint er større, og vi håber på 10-15.000 besøgende det første år, siger Karen Poulsen til Ritzau.
Hun understreger, at labyrinten gerne skal trække flere turister og lejrskoleelever til den trængte Samsø, der lider under efterårets lukning af øens største arbejdsplads, Danish Crown slagteriet ved Ballen.
- Under opbygningen af labyrinten har vi anvendt lokal arbejdskraft, og i højsæsonen får vi brug for et par ansatte. Så labyrinten er vores bidrag til øens udvikling, siger Karen Poulsen.
Labyrinten var oprindeligt tænkt som en udfordring til lejrskoleelever, der tidligere godt kunne kede sig lidt på Samsø. Men labyrintens juletræer, dyreliv og 12 træskulpturer kan give både lejrskoleelever og andre nye oplevelser. Ud over at nyde naturen kan man købe labyrint-opgaver med spørgsmål, og for dem, der er klaustrofobisk anlagte, er der også mulighed for at købe et kort, der viser den hurtigste vej ud af labyrinten.
Danske naturlabyrinter findes ved Egeskov på Fyn og ved Silkeborg, men i langt mindre størrelsesforhold end den ny labyrint på Samsø.
/ritzau/