Indvandring: Den forbudte debat

Debatten blev forbudt.

Nu er den kommet i gang.

Spørgsmålet er, om det ender i dialog, i skænderi eller i det, der er værre.

Skal man kalde det en farce?

Et absurd teater? Eller en tragedie?

Faktum er, at de to mennesker på scenen mekanisk har afliret deres replikker i en uendelighed:

»Du er racist,« siger den ene.

»Du er pladderhumanist,« siger den anden.

Stykket har gået i mere end 15 år, konstaterer kritikerne.

Uden instruktør.

Ingen har for alvor turdet tage ansvar for at bringe forestillingen ud af sit dødvande.

Derfor har det absurde teater "Racisten og Pladderhumanisten" forhindret en nødvendig afløser i at komme på plakaten:

En nutidig opsætning om integration i dagens Danmark.

Et stykke, der kunne engagere et mere bredt publikum.

Skældsordene "racist" og "pladderhumanist" er blevet brugt i flæng af grupper, der har været henholdsvis kritiske eller positive over for indvandringen til Danmark.

Blandt de grupper, der er blevet kaldt "racister", er Den Danske Forening, der blev stiftet af en gruppe læserbrevsskribenter.

Når foreningen fra starten af blev kategoriseret som ekstrem, skyldes det udtalelser om indvandringen som denne fra et af foreningens fremtrædende medlemmer, sognepræst Søren Krarup. Han skrev den 3. juli 1987 i Jyllands-Posten om det forestående folketingsvalg:

»Det kommende valg har eet hovedspørgsmål: Skal Danmark gøres til et indvandrerland?" ..."En ansvarlig dansk politiker har i disse år ikke anden opgave end igen og igen at sige til offentligheden: Hvis Danmark bliver gjort til et indvandrerland med en indvandringspolitik, grundlægger vi en række uløselige problemer for vore efterkommere og øger fremtidens Danmark til et splittet og ulykkeligt land.«

»Sandheden er, at Danmark af dets selvstruktive politikere virkelig søges forvandlet til et indvandrerland. Og så er Danmark naturlivis ingen nationalstat mere - ikke danskernes hjem, ikke vort givne fædreland, ikke den arvede og begrænsede plet på landkortet, i hvilket danskerne har førstefødselsret.«

´Allemandseje

"Man øver vold mod danskerne... Man gør deres fædreland til allemandseje. Man gør deres hjem til offentlige herberger... ...Det er det danske folk, der vil ende med at blive hjemløst og rodløst og hensat i en konfliktfyldt og problematisk tilværelse, fordi dets politikere skal føre ideologisk "indvandrerpolitik" i Danmark.«

Udtalelser som disse vakte vrede og hovedrysten blandt politikerne på Christiansborg - og de blev afvist som ekstreme.

Den generelle holdning blandt politikere var, at udtalelserne i deres ordvalg og fremførelse var så voldsomme, at de ikke kunne tages alvorligt.

Afvisningen betød også, at de tal, som Den Danske Forening bragte frem om udviklingen i antallet af indvandrere i flygtninge i landet, aldrig blev diskuteret.

Professor, dr. jur. Ole Hasselbalch - foreningens formand - ser tilbage og siger:

»Det var dengang - og er det stadig - umuligt for os at komme i diskussion på det faktuelle plan. Vore modstandere forsøger at fremstille vore tal som fuldstændig sindssyge. De tør ikke lave et udvalg eller en kommission, der kan se på fakta, og som kan se fremad. Det overrasker mig, at politikerne - dengang såvel som nu - kan reagere så virkelighedsfjernt.«

I dag mener han, at tiden har vist, at Den Danske Forening havde ret på en række punkter.

Som eksempel nævner han foreningens beregninger af, hvad flygtninge og indvandrere koster det danske samfund:

Om beregningerne sagde Venstres udlændingeordfører, Birthe Rønn Horbech, til Berlingske Tidende 24. september 1989:

"Den Danske Forening har ... lavet et helt urealistisk regnestykke, der hævder, at flygtninge koster Danmark 10-12 milliarder kroner om året. Vores tal viser, at det tal er alt for højt."

Den radikale Kirsten Lee sagde til B.T. den 18. juni 1990:

»Der er intet belæg for at snakke om, hvor meget flygtninge koster det danske samfund.«

Økonomien rammes ikke

Og tidligere socialdemokratisk statsminister Anker Jørgensen sagde til B.T. den 17. oktober 1991:

»De fremmede har ingen som helst indflydelse på Danmarks økonomi.«

Der skulle gå mindre end ti år, før alle tre udsagn blev tilbagevist af officielle beregninger fra Økonomiministeriet.

Den radikale økonomiminister Marianne Jelved slog fast, at flygtninge og indvandrere koster det danske samfund en nettoudgift på 10,4 milliarder kroner.

I dag siger Hasselbalch:

»Hvis man havde lyttet til, hvad vi sagde dengang, kunne man have diskuteret flygtninge og indvandreres økonomiske betydning for det danske samfund hele ti år tidligere. Men ingen ville lytte til os. Vi var udstødte.«

På den anden fløj gik organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og Det Danske Center for Menneskerettigheder og kulturpersonligheder til modangreb.

Eksempelvis skrev Weekendavisens kulturredaktør, Ulrik Høy, i 1987 om den folkelige afvisning af fremmedkursen, at han ville "pille de tåbelige meninger ud af hovedet" på "ignoranterne", som skulle afprogrammeres for deres "fladpandethed...kynisme.. såkaldte kristendom og danskhed."

Direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, siger om debatten:

»Vi er altid blevet skudt i skoene, at vi havde en pladderhumanistisk holdning til flygtninge og indvandrere. Men vi mener, at det var højrefløjen, der skabte en polarisering. Hver gang vi forsøgte at komme op af skyttegraven for at nuancere debatten, blev vi fuldstændig væltet over ende af voldsomme udsagn. Som jeg ser det, blev hele debatten forsinket 10-15 år. Måske var det i virkeligheden en lukken øjnene for problemets omfang og vanskelighederne i det.«

Forbigående

Når de to yderpunkter i debatten i mange år var de eneste, der fik plads i debatten, skyldtes det også, at mange politikere betragtede flygtninge- og indvandrerspørgsmålet som noget forbigående.

Det vidner blandt andet følgende udtalelser om:

Den konservative Per Stig Møller sagde den 16. februar 1988 i Berlingske Tidende:

»Naturligvis må vi gå ud fra, at en flygtning kun opholder sig hos os midlertidigt. Derfor får en sådan kun midlertidig opholdstilladelse. Når den udløber, tager vi stilling til, om forholdene er forandret så meget, at man kan ophæve opholdstilladelsen og bede vedkommende rejse tilbage.«

Og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) skrev i Politiken den 1. juli 1994:

»Jeg tror ikke, at der er mange - om nogen overhovedet - som kunne tænke sig at omdanne Danmark til et multietnisk samfund. Jeg ønsker det ikke.«

Men mens Christiansborg-politikerne således slog spørgsmålet hen, begyndte lokale politikere at gøre opmærksomme på, at visse kommuner havde problemer.

De havde imidlertid svært ved at slå igennem i debatten.

Det ved amtsborgmester i Københavns Amt, socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, alt om:

Igennem otte år i 80erne arbejdede hun med indvandrer- og flygtningespørgsmål som formand for Socialdemokratiets Indvandrerudvalg.

Hun var i kontakt med de socialdemokratiske kommuner på den københavnske vestegn, med Vollsmose i Odense og Gellerup i Århus - med andre ord de kommuner, der stod med konkrete integrationsproblemer i hverdagen.

På den baggrund lavede hun sammen med de øvrige medlemmer af Socialdemokratiets Indvandrerudvalg et oplæg til partiets hovedbestyrelse i 1988.

Chokerende reaktion

Oplægget fortalte om ghettodannelser, store koncentrationer af indvandrere, polarisering, frygt for danske familiers flugt fra boligområder og skoler, store fødselstal blandt indvandrere. Og rapporten slog fast, at der straks burde gribes ind.

»Reaktionen var chokerende. Mange i offentligheden opfattede det som decideret racisme, at vi overhovedet rejste problemerne. Sådan kunne man ikke sige i Danmark. Det måtte man ikke fortælle. Det er noget af det værste tragiske i mit politiske liv. Sjældent har jeg siddet med noget, jeg har haft så forbandet ret i, og sjældent har jeg få så mange tæv,« siger den socialdemokratiske amtsborgmester.

»Nogle ville ikke kende til facts, for det var jo ubehagelige facts. Og hele pressen var med. Jeg blev jo hængt ud af aviserne. Det var jo forfærdeligt, at man kunne finde på at fortælle, hvordan verden så ud. Det var en afgrundsdyb uvidenhed. Og så var det politisk ubekvemt stof, fordi det var så svært at få gjort noget ved. Nogle mennesker ved, hvor skoen trykker. Andre ved det ikke - og så hævder de sidstnævnte, at der slet ikke er nogen sko.«

Storm Rasmussen-udvalget blev nedlagt.

I dag sidder hun med en liste over de ting, som hun dengang kaldte "Nødvendige Initiativer."

År for år kan hun krydse flere og flere af tingene af, fordi det nu er blevet Socialdemokratiets officielle politik.

»Men vi har op imod 15 års forsinkelse. Hvis vi blot havde grebet ind dengang, havde vi undgået mange af de problemer, vi ser i dag, siger Vibeke Storm Rasmussen.

Hun bebrejder højrefløjen for at have brugt så ekstremt et sprog i deres advarsler, at alle andre afviste at debattere med dem.«

»På et tidspunkt i 80erne var jeg med en komite, der skulle skabe forståelse mellem indvandrere og danskere. Vi gik ud og diskuterede med Fremskridtspartiet på Nørrebro. Men ingen andre ville være med. Nej, dem kan man ikke debattere med, sagde de pæne folk.«

»Det danske samfund har aldrig hverken drøftet eller besluttet, om Danmark skulle været et multietnisk samfund. Der har ikke været en debat i Socialdemokratiet, der kan sige, at vi går ind for et multietnisk samfund,« siger hun.

Den konservative Poul Schlüter, der var statsminister fra 1982 til 1993 siger om debatten:

»Debatten har igennem årene været for stærkt præget af de ekstreme organisationer. Alle folk i midten har været for tavse. Partierne turde ikke gribe nælden om roden. De forestillede sig næppe for 10-15 år siden, at indvandringen ville blive så kraftig og så tilfældig. Nu kan vi jo se, at vi bliver et multietnisk samfund. Havde man for 15 år siden lavet nogle moderate opstramninger i reglerne, havde indvandringen været meget mere behersket. Så havde vi ikke fået så mange såkaldte asylsøgere fra kulturer, som er os fuldstændig fremmede, og hvor chancen for, at mennesker skal falde til og kunne fungere i det danske samfund, er meget begrænsede.«

Stueren diskussion

I dag er de, der blev kaldt "racister" og "pladderhumanister", ikke længere alene i debatten.

Det er blevet stuerent - i alle partier - at diskutere flygtninge, indvandrere og integration.

For få måneder sagde også SFs formand, Holger K. Nielsen, at partiet havde svigtet i udlændingedebatten og havde givet højrefløjen vind i sejlene ved ikke åbent at erkende, at der er problemer med en stor koncentration af indvandrere i almene boliger og i visse skoler.

Og de radikales ordfører, Henrik Svane, siger i dag:

»Jeg må indrømme, at vi har sovet i timen. Jeg troede selv på, at integration nok skulle lykkes, bare jeg arrangerede lidt mad, musik og mavedans. Det var jo naivt.«

Socialdemokraten Thorkild Simonsen er nærmest et symbol på, hvordan debatten har udviklet sig.

- I 1988 afviste han - som formand for Kommunernes Landsforening - en invitation fra Den Danske Forening til at drøfte indvandrerlovgivningens konsekvenser for kommuner med ordene:

»Jeg har intet ønske om at give Deres såkaldte Danske Forening den anerkendelse at være deltager i et af foreningens arrangementer.«

- I 1994 blev han afvist af socialdemokraterne på Christiansborg, da han - som Århus' borgmester - sagde, at Glistrup var ved at få ret i sin advarsler om udviklingen i antallet af indvandrere og flygtninge i Danmark:

»Den egentlige forklaring på, at der er kommet så mange flygtninge og indvandrere, er, at Glistup og andre sagde det så skarpt og så voldsomt først i 70erne. Det tog folk afstand fra og valgte helt at lade være med at gå ind i debatten. Det var ulyksaligt,« sagde han.

I 1997 udnævnte statsministeren ham til indenrigsminister med den opgave at ændre udlændingeloven. Og året efter takkede Poul Nyrup Rasmussen personligt Thorkild Simonsen for at have sikret regeringen genvalg.

I 2000 blev han afløst som indenrigsminister af ministerkollega og strammeren Karen Jespersen, efter at stadig flere socialdemokrater var gået over til Dansk Folkeparti.

Landet bliver ødelagt

I Den Danske Forening mener formanden Ole Hasselbalch, at den store fremgang i meningsmålingerne for Dansk Folkeparti er et udtryk for, at foreningen har vist sig at få ret:

»Foreningens formål har været at fortælle den almindelige dansker, at indvandringen vil ødelægge landet. Vi ville på den måde lægge et pres på politikerne. Dette pres ses nu helt tydeligt. Men spørgsmålet er, om vi kan nå frem til vores mål, nemlig at der skal indledes en øjeblikkelig udtynding af de fremmede ved, at Danmark begynder at sende dem ud af landet. Det afgørende er, hvem der først får flertal:

Dansk Folkeparti eller de fremmede.«

Modpolen ser helt anderledes på situationen. Direktør Morten Kjærum fra menneskerettighedscentret siger:

»Før diskuterede man, om der overhovedet måtte komme indvandrere og flygtninge til landet. Nu diskuterer man trods alt, hvordan de kan integreres. Men først når vi får ophævet den fiktion, der hedder indvandringsstop, får vi en realistisk debat om integration.«