Tæt på skuespilleren Zlatko

Ude på Amager har Zlatko en kolonihave i et grønt kvarter, hvor Dannebrog hyggeblafrer forår og sommer, og flaskeøl og sildeglas klirrer på klapborde.

Zlatko's nabo er fra Etiopien. Negger, hedder han.

Negger er ingeniøruddannet i Moskva, som ung var han heldig at komme med i et udvekslingsprogram.

Negger er altid bag hækken. Han er arbejdsløs.

Men hvorfor? Det er akkurat så uforståeligt, som det er uproduktivt, mener Zlatko.

»Jamen, hvor stor er forskellen på uddannelserne? Kan det passe, at Negger er dårligere kvalificeret end danskerne. Så vidt jeg ved, byggede de rumskibe i Rusland før alle andre.«

Zlatko slår opgivende ud med armene, og han griner, så dirigenthåret danser på panden. Håbløsheden, ironien i naboens navn og situation, er næsten pythonsk.

Zlatko Buric har klaret sig godt. Der står en Bodil-statuette et sted i hans lejlighed for præstationen i "Pusher", og han spillede en bærende rolle i TV-serien "Taxa". Men det endelige bevis på indvandrerens store rækkevidde er vel Tuborg-reklamen, for ville bryggeriet have brugt ham, hvis marketingsgutterne tvivlede på hans gennemslagskraft?

Kroaten Zlatko Buric med cirkussproget er blevet folkekær i et land, hvor Pia Kjærsgaard tonser grådigt frem og frem i meningsmålingerne.

Men tro ikke, at almindelig popularitet og bekvemmelighed har gjort Buric passiv og holdningsløs, så meget ternet dug og flagstang går der næppe i ham.

Vi sidder på en café i Istedgade 500 meter fra "Vascomaten" på Vester Fælledvej, som Zlatko Buric kan overvåge fra sin lejlighed. Møntvaskerierne udgør bare én af flere tusind mikroskopiske forskelle på Danmark og det land, han forlod i 1983.

»Tænk, at man viser andre mennesker sit beskidte undertøj, jeg blev helt genert første gang, jeg kom sådan et sted. Det går slet ikke i Jugoslavien. Jeg hørte om nogle, der åbnede et vaskeri i Zagreb efter et besøg i London. Tre måneder, så var de bankerot.«

Nu griner han igen. Med håret, øjnene, munden. Ansigtet vibrerer i et bredt venligt smil.

Zlatko Buric kommer fra byen Osijek i Kroatien. Her tog han sin studentereksamen, og her begyndte skuespillerkarrieren, da han var 16 år. Zlatko kom til Danmark første gang i midten af 70'erne, da han som studerende havde fået et arbejdsvisum. Han rejste til Uppsala i Sverige en sommerferie, og under opholdet besøgte han Danmarks hovedstad.

København gjorde stort indtryk.

»Der var demonstrationer, og jeg tænkte, at det var fantastisk. Folk havde forskellige holdninger, men staten accepterede protester. Jeg fik et billede af Danmark som et pluralistisk, meget civilt samfund. Folk var uenige, men de var alligevel fælles om det meste. Jeg husker også, at selv politifolk havde langt hår. Postbude cyklede i korte ærmer og nogle havde ørering. Der var virkelig rum for forståelse. I Zagreb var ikke vant til forskellige subkulturer, selv om Jugoslavien var mindre stalinistisk end andre nationer i Østeuropa.«

Opmuntret af mødet med Skandinavien forsøgte Zlatko sig selv med en ørering, da han kom hjem. Et vovestykke, der kostede, men også fortæller en historie.

»Jeg blev taget med på politistationen. Jeg fik bank, sådan var det.«

Zlatko's teatertrup opnåede en vis status i hjemlandet op gennem 70'erne, men netop som gruppen havde etableret sig, blev han forelsket i en dansk pige, der læste på kunstakademiet og færdedes i bohememiljøet.

»Jeg boede sammen med Sonja i Zagreb i to år, men hun ville til Danmark, da hun blev gravid. Sådan kom jeg hertil. Det var i 1983,« fortæller han.

I Danmark fik parret først en søn og derefter tvillinger, men de voksede ikke op i det tolerante samfund, Zlatko Buric huskede fra tidligere.

»Grønjakkerne kom frem dengang. Jeg kan huske, jeg var nede at hente cigaretter, da fem af dem kom ind i kiosken i Guldbergsgade. De truede mig, jeg var chokeret så kroppen dirrede. Jeg fik kvalme, jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort.«

Zlatko fandt sig dog hurtigt til rette. Fra teaterudvekslingerne var han vant til at kommunikere med folk, han ikke umiddelbart forstod. Han opsøgte undergrundsmiljøer, hvor folk spillede alternativt teater og musik, og han tjente penge som opvasker på restauranter og arbejdsmand på byggepladser.

»Det var en hård tid, men jeg tror også, det var sundt. Jeg skulle jo begynde helt forfra, men jeg lærte danskerne at kende på arbejdspladserne. I teater- og musikverdenen tog folk godt i mod mig, men jeg er heller ikke genert. Jeg kan ikke lade være med at henvende mig, hvis jeg synes, folk laver noget spændende.«

I dag laver Zlatko Buric masser af interessante ting, men gennembruddet kom nu ved en tilfældighed.

»Jeg havde en veninde, der skulle til casting på "Pusher", og hun anbefalede mig. Jeg mødte op, og så fik jeg ellers et gevaldigt chok. Instruktøren Nicolas Winding Refn var så skide provokerende, han opførte sig som om, at han ikke kunne lide indvandrere. Han var et rigtigt dumt svin, da vi lavede improvisationer. Men det var helt bevidst, viste det sig, for på den måde fik han det bedste frem i mig. Og så fik jeg rollen. Siden er det gået støt derudad. Nu skal jeg bare passe på, jeg ikke bliver for populær som den sjove indvandrer.«

Jo, Buric kan sagtens nu om dage, selv om forholdet til Sonja er gået i stykker. Han får masser af roller, men hvad mener han om Danmark, som landet ser ud i dag?

Hvordan forholder han sig til indvandrerdebatten?

»Danskerne må forstå, at alle nationer har problemer, og at den lukkede, idealistiske nationalstat er død. Globaliseringen raser alle steder, den rammer også folk i Frankrig, Italien og Spanien. Men det er helt forkert at lade frustrationerne gå ud over de svageste i samfundet, det er ikke dem, der truer danskheden. Det gør MTV og den store industri- og pengemaskine i det hele taget,« mener Zlatko Buric.

»Opgaven er at definere, hvad der er dansk midt i den store internationalisering. Det mest danske overhovedet er vel demokratiet. Danmark var foregangsland for så mange nationer, derfor er jeg skuffet over, at et uskyldigt tørklæde kan vække forargelse. Jeg kan heller ikke forstå det, danske kvinder havde tørklæder på hovedet i 50'erne, og postbudet, jeg omtalte tidligere, måtte se ud som han ville for 25 år siden.«

Zlatko Buric har aldrig været på julekort med Pia Kjærsgaard, og det kommer han sikkert heller aldrig. Dansk Folkeparti griber problemerne forkert an, synes han.

»Hun har to kasser. Den ene putter hun danskere i, og indvandrerne stopper hun i den anden. Men min identitet er sammensat af mange ting, der overhovedet ikke vedrører min nationalitet,« siger han.

»De fleste indvandrere har mere til fælles med danskerne, end de mennesker, de deler sprog med. En cellist fra Iran og en arbejder fra Tyrkiet kommer her med forskellige historier, og de finder tilhørsforhold i forskellige kulturer. Men for Pia Kjærsgaard er alle fuldstændig ens. Der er ingen dialektik, det hele er forkert og uproduktivt.«

Zlatko Buric efterlyser i det hele taget en samfundsvision. Og så for resten en ny kop kaffe. Den får han, men den vælter snart, hvis han ikke passer på med sine fagter.

»Hvor skal unge mennesker mødes og udveksle synspunkter i dag. Der er selvfølgelig fritidsklubberne, hvor man kan spille billard og diskotekerne, der tilbyder striptease og små grå til en 10'er. Men er det noget værd? Hvorfor satser man ikke på at få folk til at skabe noget sammen, et fælles ansvar fremmer forståelsen mellem mennesker.

Tænk hvis man kunne gå ud i en såkaldt ghetto og sige: Her er nogle penge, prøv at se om I kan opbygge et miljø, der er godt for jer alle. Nogle værksteder, en lille biograf. Bare et eller andet, der ikke er så terapeutisk i sit udgangspunkt.«

Buric's gå-på-mod og åbne sind skaffede ham hurtigt job i Danmark, og han mener, at arbejde er væsentligt i forhold til integrationen - socialt og kulturelt.

»Arbejdspladsen medfører en social integration, og den skaber forudsætningen for den kulturelle integration. Man skal ikke tro, at man kan fremtvinge kulturel integration på rekordtid. Folk er gennemsyrede af deres kultur, det er et meget følsomt område. Tænk på krigene og på, hvor mange personlige konflikter, de giver folk. Man kan ikke trænge ind i hinandens dybeste sfære, før forudsætningerne er til stede.«

Og så er vi tilbage i kolonihaven på Amager. Hos Negger, den arbejdsløse ingeniør.

»Jeg forstår det simpelthen ikke, man skulle jo tro, at det er en stor misforståelse. Manden er jo så godt uddannet,« siger Buric.

»Det er ikke ligefrem en let position, han er sig i.«

Zlatko Buric taler et anstrengt dansk, men han appellerer til, at indvandrere generelt lærer sproget.

»Problemet er, tror jeg, at mange er for nostalgiske. Hvert år i maj drømmer nogle om kirsebærtræerne, som springer ud i hjemlandet. Man er nødt til at kæmpe i mod nostalgien, ellers bliver det pludselig for sent at udvikle sig, dér hvor man rent faktisk lever. Mit sprog er forståeligt, men jeg har måttet opgive at ændre min accent. Jeg er allerede for gammel.«

Som offentlig person har Zlatko Buric mulighed for at komme til orde i debatten, og han er bevidst om sin position.

»Jeg prøver at udvide mine karakterer hele tiden, og jeg går gerne til instruktøren for at presse på. Det gjorde jeg blandt andet med Meho i "Taxa", for at nuancere ham. Jeg forsøger også at benytte humor. Den er en af danskernes største kvaliteter, fordi den er afvæbnende.

I Tuborg-reklamen dyrkede vi en indvandrerstereotyp så hårdt, at det vækkede folks bevidsthed om, at virkeligheden rummer nuancer.«

michael.enggaard@jp.dk