Fortsæt til indhold
Indland

Rocker fik firdoblet voldsstraf i landsretten

En tidligere dom for drab kom til at koste voldsdømt rocker dyrt i landsretten.

Den tidligere Bullshit-rocker Peter "Panik" Espensen har i Østre Landsret fået firdoblet en dom for grov vold. I Københavns Byret fik han i januar et års fængsel for grov vold mod en beboer på et kollegium på Gl. Køge Landevej i København.

Nu har landsretten sat straffen op til fire års ubetinget fængsel.

Det skyldes, at han i 1988 i Højesteret fik 14 års fængsel for drab på en 29-årig SAS-portør. Hans lig blev fundet støbt ned i et betongulv i Christiania.

Den straf blev Peter "Panik" prøveløsladt fra i februar 1997 med en reststraf på 1744 dage med en prøvetid på fire år. Blot et halvt år senere fik han en ny straf på tre måneders fængsel for bl.a. vold, uden at reststraffen blev udløst.

Nu blev han så igen tiltalt og dømt for vold, men heller ikke her mente byretten, at reststraffen skulle udløses, fordi karakterer af den nye kriminalitet i nogen grad afveg fra den tidligere, og fordi der var gået lang tid siden prøveløsladelsen.

Ingen pardon

Men der var ingen pardon i landsretten, som begrunder den hårde dom med, at Espensen flere gange er dømt for "alvorlig personfarlig kriminalitet", og at der kun var gået to og et halvt år af prøvetiden fra drabsdommen.

Den nye straf fik han for et groft overfald den 1. oktober sidste år. Under et besøg i kollegiet kom en af de andre beboere ind på det værelse, hvor Espensen opholdt sig, for at klage over den høje musik. Uden varsel greb Peter "Panik" fat i manden og tildelte ham tre knytnæveslag i ansigtet. Da manden flygtede ind på sit eget værelse, fulgte Espensen med og slog ham flere gange i hovedet med tomme ølflasker og en vinflaske, så den overfaldne fik kraftige læsioner i kraniet og på panden samt hjernerystelse.

Peter "Panik" fik sit øgenavn, fordi han nogen tid inden drabet på SAS-portøren var blevet dømt for det såkaldte Rio Bravo-drab, hvor Mortician-rockeren Michael "Henholm" Nielsen blev skudt foran restautant Rio Bravo i København. Han slap imidlertid for straf dengang, fordi nævningerne mente, at han handlede i panik. /ritzau/