Fortsæt til indhold
Indland

Tid til Ley

Han var kollega med Povl Kjøller og Jørgen Clevin på DR tilbage i 70´erne, og han laver stadig bøger og musik for de mindste. Mød Hans Henrik Ley, der er aktuel med musikken til den nye Cirkeline-film, "Ost og Kærlighed".

Af LOTTE DALGAARD Foto: BO SVANE

I begyndelsen af 70'erne dukkede Hans Henrik Ley op på skærmen med hånddukken Filur ved sin side og en guitar, som han spillede godnatsange for de allermindste seere på. Udsendelsen blev vist søndag aften, og det var meningen, at få børnene dysset ned efter weekenden, så forældrene kunne putte dem uden vrøvl. Det lykkedes tilsyneladende, og oven i fik B&U-afdelingen De danske Tandlægers Abelonepris for at fremme børns tandpleje. I hver udsendelse børstede Hans Henrik Ley nemlig tænder på Filur!

»Det viser noget om massemediernes kolossale magt,« konstaterer han.

Efter en omrokering i DR kom Hans Henrik Ley en tur til radioen, hvor han lavede programmet "Noget for dig", inden han for 10 år siden gik på pension. Men han er stadig produktiv.

»Jeg har skrevet musik for Aalborg Symfoniorkester, som udkommer på CD i foråret. Det er svært, for de er 50 musikere, og man bliver nødt til at skrive rigtigt, ellers får man det i hovedet igen.«

Radiosymfoniorkestrets blæserkvintet er også på vej med en CD med Hans Henrik Ley-musik og en fortælling, der læses af Tommy Kenter. CD'en er henvendt til Hans Henrik Leys favoritpublikum, førskolebørnene.

»Musikerne er fem unge mennesker alle med børn i alderen tre til syv år, så de er dobbelt så kritiske! Musikken skal både være rigtig for instrumenterne og for børnene hjemme i stuen. Jeg synes, det er vigtigt, at børn lærer, der er andet musik end fire guitarer. At der er et valg. Her i Danmark har vi ingen tradition for at lytte til klassisk musik, men jeg håber, jeg kan få de voksne til at høre CD'en, for det er dem, der skal købe den.«

Vanskelige børn

Før Hans Henrik Ley kom til DR, ernærede han sig som tegner i Holland, og siden vendte han hjem og arbejdede som musiklærer på institutioner for psykotiske børn.

»Musik er et af de midler, man kan bruge til at komme i kontakt med de børn. På Statshospitalet i Glostrup, som var det sted, hvor man havde de værste tilfælde dengang, rev børnene sig til blods og dunkede hovedet ind i væggen. De var meget indadvendte, men jeg kunne mærke, at de var glade for musikken.«

Hans Henrik Ley arbejdede også på børnehjem, og her måtte han holde nøje øje med en "stor rod", som en dag smed en egetræs-klods efter ham. Så den direkte kontakt med de vanskelige børn var ikke noget for ham, og han beundrer de mennesker, der klarer den type arbejde til daglig.

Mere fantasi

Hans Henrik Ley og hans kone, Jette Bak, der er talepædagog, bor i Trørød nord for København. I reolen står en kasse Legoklodser, som børnebørnene leger med, når de er på besøg, og ægteparret har også haft Lego inde på livet på en anden måde.

»Vi skrev fire Legobøger sammen om nye måder at bruge sine Legoklodser på. Børn får for meget serveret i dag. De skal lære at bruge deres fantasi noget mere.«

Hans Henrik Ley og Jette Bak har også skrevet bogen "100 ideer" sammen, en bog til lærere i børnehave-, første og anden klasse, mens han selv er forfatter til seks Susi-bøger og serien om "Skorstensfejerbanden" - en flok børn, som opklarer lette kriminalgåder.

»Det er let-læse-bøger til begynderlæsere i tredje, fjerde klasse, der ikke gider læse pattebørnshistorier. Hovedpersonerne er på deres egen alder, og de handler f.eks. om voksne, der stjæler cykler og hunde - noget fra børnenes egen nære verden. Og der er absolut ingen blod i.«

Hans drøm er at komme til at lave spillefilm for børn over bøgerne om "Skorstensfejerbanden".

»Men der skal ikke forekomme noget som helst vold i den, så jeg tror ikke, jeg har mange chancer. De filmproducenter, jeg har været i kontakt med, er forbeholdne. De har svært ved at finde en TV-kanal, der vil sende det. Og det kan jo have to årsager: at historierne ikke er gode nok, eller at det er for dyrt at producere. Meget af det børnestof, de sender, får de smidt i nakken, bare de sender det.«

Musik til Tivoli

"Ost og Kærlighed" fik premiere i biograferne den 11. februar, og den er lidt mere dramatisk end "Storbyens Mus", som den første Cirkeline-film hed. Men alligevel kan selv børnehavebørnene være med, og når man er endnu mindre, er man alligevel for ung til at se film, mener Hans Henrik Ley. Både han og hans kone er uforstående over for fænomenet Babybio, som flere biografer har på programmet. Babyer er for små til at have glæde af de skiftende billeder og de høje lyde. Lige som Disneyfilm ikke er for førskolebørn ifølge Hans Henrik Ley.

»Jeg har oplevet flere gange, at børn går skrigende ud af biografen efter en Disneyfilm. Det kan da ikke være rigtigt. Det er godt, vi har en mand som Jannik Hastrup, der stadig gider at lave film for førskolebørnene,« siger han og hentyder til tegneren af Cirkeline-filmene.

Hans Henrik Ley har lavet musik til 30 korte TV-film med den lille pige og hendes to muse-venner og til de to biograffilm med de elskede figurer. Men Cirkeline-musikken kan også bruges på en helt anden måde.

»Jeg er ved at skrive musik til Tivoligarden, hvor der bl.a. indgår et Cirkeline-potpourri. Og jeg håber, de vil acceptere det, som jeg laver det.«