Bryggen - omklamret og omsværmet

Men Danmarks fjerneste, menneskebeboede ø er dog Christiansø. Den består til gengæld af hele to skær, der kan holde hinanden med selskab: Frederiksø og Christiansø. Adskilt af et ganske smalt, naturligt havneløb.

Som det ofte sker blandt mennesker, har dette forhold udviklet en vis rivalisering mellem de to øers befolkninger. Selv om væsentlige faciliteter som kroen, kirken, købmanden og Karolines Flise alle findes på Christiansø, siger man på Frederiksø, at det eneste, de misunder dem på Christiansø, er deres gode udsigt over til Frederiksø.

Noget tilsvarende kan man sige på Islands Brygge. Udsigten over til Kalvebod Brygge på sjællandssiden er helt sikkert ikke på højde med den, den anden vej. Fra Postterminalen, Falckhuset, Politigården og HK's hovedkvarter ved Langebro kan man f.eks. glæde sig over de velproportionerede boligejendomme med kobberspir på tagene, sandstensrelieffer på murværket og forretninger i gadeplan ud til Islands Brygge.

DE LIGGER SMUKT dér lige til højre for Langebro.

Nærmest broen ligger det kantede 'Langebrohus' med Café Langebro og den velassorterede ølmand, dernæst 'Islandsborg' med Café St. Clare (født Mokken) og Isbjørnen og yderligere det grøn-gule 'Haraldsborg' med cafeen af samme navn.

Det lyder ganske spirituøst og fordrukkent med alle de værtshuse. Men, som ølmanden sagde forleden, at med de priser, der er kommet på lejlighederne i kvarteret, har folk ikke råd til at drikke.

Ejendommene med disse værtshuse og andre næringer ligger ud til gaden, Islands Brygge. Den løber langs den del af havnen, hvor skibene med fragt til Island lå fortøjet i gamle dage. Deraf navnet. Siden har det givet navn til hele kvarteret: Islands Brygge eller bare Bryggen og dets islandske gadenavne.

Længere henne ad Islands Brygge ved lyskrydset ligger boghandleren, en af de gode i København - med stor og langtidsholdbar lagerkapacitet. Man kan købe blyanter og kalendere. Man kan fotokopiere. Men bøgerne er det vigtige.

For de lokalinteresserede kan man hér erhverve et eksemplar af bogen, "Bryggen - Den glemte bydel". Det er en fin bog med mange billeder.

TVIVLSOMT ER DET dog, om man kan kalde Bryggen for "glemt". Den er snarere ukendt- eller miskendt, hvis man skal sige noget.

I 1905, da de tre statelige boligkarreer nærmest broen som de første stod indflytningsklar ved havnen på nyopfyldt område, måtte bygherrerne friste med halve års huslejefritagelse og gratis tapet for at lokke lejere til.

Datidens københavnere fandt Bryggen ucentral og fjern fra byen. Den holdning har holdt sig helt op i nutiden til trods for, at man til fods kan nå Rådhuspladsen på syv minutter og cykle til Kongens Nytorv på tilsvarende tid. Man skal jo over det dér brede vand med den lange bro. Og så befinder Bryggen sig altså lidt ude til højre. Anderledes end på Christianshavn med den kortere Knippelsbro.

Og så ligger Fælleden lige bagved med sin vildsomme natur. Måske lidt truende for en ægte bybo, der trives bedst på ren stenbro og med regelrette parker.

På Bryggen er der mange gode andelslejligheder. Dem har bryggeboerne i generationer forståeligt nok forbeholdt deres egne børn og børnebørn. En ordning, der har givet bydelen et eget intimt præg, men som ikke har fremmet samspillet med det øvrige København.

BRYGGEN HAR været usynlig i København og ukendt blandt københavnere, fordi de kun har oplevet stedet i forbifarten eller slet ikke lagt mærke til det på vejen - for hvad skulle man dér. Jo, måske lige bowle eller besøge Eigens Ballroom eller luksusrestauranten, "Ester og Soya" i den nu nedrevne Soyakagefabrik.

Omkring 1980 lykkedes det dog en del indvandrere helt udefra at finde vej til Bryggen, hvorfor den så i folkeviddet blev kendt som "Islams Brygge".

Den etniske folkefordeling på stedet er nu ganske passende.

"Vitaminkælderen" på hjørnet af Isafjordsgade og Gunløgsgade er en af Københavns bedste frugt- og grøntforretninger og fortsat på "kristne hænder", men de mange kiosker og pizzariaer fungerer ligesom andre steder kun takket være de nye danskere. På samme måde med Bryggens eneste restaurant.

Hvis Bryggen har en moské, kan man ikke se den, men bydelen rummer faktisk en del god og særegen arkitektur. Ud over den allerede omtalte kan man f.eks. fremhæve Soyakagefabrikken. Den repræsenterede en meget spændende og gedigen industriarkitektur. Bygningerne kunne efter virksomhedens ophør have givet rum til kunstnerisk udfoldelse, men giver nu plads for et fashionabelt boligområde omkring Axel Heides Gade.

FLERE AF DE eksisterende boligejendomme er tegnet af anerkendte arkitekter. Et af den kendte funkis-arkitekt Kay Fiskers hovedværker 'Gullfosshus' ligger således på Bryggen. Det er bydelens største boligbyggeri og går - ganske forståeligt - lokalt under betegnelsen "Sing-Sing".

Når man på Arkitektens Forlag udgiver den hidtil eneste arkitekturguide til København, findes Islands Brygge alligevel slet ikke. Det virker lidt uprofessionelt og underbygger Bryggens status som ukendt.

Man kan også få den opfattelse bekræftet ved den årlige "Copenhagen Jazz Festival". Trods egnede muligheder afvikles ingen arrangementer på dette fortræffelige sted. Flere af cafeerne kunne udmærket danne ramme om levende jazzmusik. Det kunne det endnu eksisterende beboerhus,"Gimle" også. Og helt oplagt åbner tribunen i Havneparken mulighed for jazz for fri udblæsning i fri luft.

Havneparken er et af de vellykkede byplanmæssige initiativer i København. Dér, hvor der tidligere var oplagret kul og koks og brosten, grus og småsten, er man i gang med at anlægge et anderledes og afvekslende rekreativt fristed langs Islands Brygge af genbrugsmaterialer og poleret postmodernisme. Og det bliver brugt.

FAMILIER OG VENNER griller på grillerne, studinerne bruner skindet på græsset, skaterne ruller på skatebanen, andre unge mænd kaster deres kugler på petanquebanerne, folk spadserer og promenerer med og uden tørklæder og ungerne leger på legepladsen, der ligner et militært øvelsesområde. Og tribunen ligger beskyttet under et omvendt træskibsskrog. Den gamle "Pinen" fra Limfjorden. Dér kunne det gøre godt med noget saftig jazz - bare en enkelt gang om året.

Hvis Bryggen er ukendt, må man konstatere, at omverdenen alligevel ganske kontant trænger sig på. Fra Kalvebod Brygge på den anden side afavnen anmaser sjællandske byggerier sig ikke bare helt frem til deres havnefronts bolværk, men har sine steder skubbet det foran sig mere end 20 meter ud i havnen over mod Bryggen. Tiltrækningen er åbenbar.

En tumpet brotekniker har oven i købet foreslået at etablere en lang række lavbroer over havnebassinet. Man kunne for min skyld gerne fylde hele havnen op og asfaltere den! For længst har man lukket for indsejling sydfra gennem sluserne ved Sjællandsbroen. Snart lukker men Langebro for stedse.

HAVNEBASSINET BLEV sidste sommer erobret af kække unge mænd i våddragter på vandscootere og vandski.

Fint nok, men det ville være charmerende, hvis det lukkede havnebassin blev åbnet for sejlbåde. Så kunne ungerne starte i optimistjollerne ved Søpavillonen og fortsætte på Islands Brygge med de større jollemodeller. Giv vandet tilbage til københavnerne. Den "fri natur" på Fælleden bliver også mere og mere trængt, når. Københavns Universitet lader sin ånd flyde over området i beton, og Metroen gør sine indhug.

MEN BLIVER RAMMERNE trængt, så blomstrer Bryggens indre liv. Det oprindelige landsbyliv bliver nu suppleret af kolonier af kunstnere, kunsthåndværkere og musikere i Kigkurren og i FDB's gamle bygninger.Toneangivende gallerier rykker fra City til rå lokaler på Bryggen, og italienske specialiteter og sandwichbutikken trives endog med filialer i London og Paris. Nu kan man endda rejse dertil pr. Bycykel - til Bryggen altså.

Islands Brygge kan med rette føle sig både omklamret og omsværmet. Hvorfor så ikke tage skridtet fult ud og samle Det Kongelige Teater ved Langebro på det ledige Ny Tøjhusområde - eller opføre Københavns musikhus dér ?