Til kædedans i Runavik
Færøerne er det eneste sted i verden, hvor man har bevaret den oprindelige kædedans. Nu er den en stærk del af den færøske identitet. Jyllands-Posten har været til kædedans i bygden Runavik.
Scenen kunne være taget fra hvilken som helst dansk bingoaften. Kolde vafler, drømmekage og kaffe fordelt på bordene i byens forsamlingshus. Hovedsageligt ældre mennesker, der sidder og snakker. Som venter de på, at opråberen skal dykke ned i posen efter det første nummer.
Men her i forsamlingshuset i den færøske bygd Runavik skal der ikke spilles bingo.
Her skal synges viser og gamle kvad. Og kædedanses.
En 1000 år gammel færøsk tradition, hvor danserne med sang og dansetrin skaber rytmen.
Ingen instrumenter. Kun skipperen - en forsanger, der stemmer i på hvert vers, hvorefter deltagerne begynder at synge med, mens de træder to skridt til højre, et til venstre. To skridt til højre, et til venstre.
Trinenes styrke varieres efter visens indhold. Et sørgelig kvad vil typisk have tunge og stille trin, mens et muntert kvad vil have lette og springende trin. Sang, kvad og dans smelter sammen til ét hele.
I forsamlingshuset begynder skipperen pludselig at synge, og med ét danner danserne en stor rundkreds. Som en elv på en fjeldside snørkler kredsen sig rundt i lokalet.
Visen er en gammel dansk folkevise om skibet "Prins Kristian" og søhelten Jessen, der kæmpede mod englænderne. Skrevet af Steen Steensen Blicher. Andre beretter om færøske sagn - og de kan sagtens have 2-300 vers.
Fransk oprindelse
Oprindeligt stammer kædedansen fra Frankrig. Her var dansen i middelalderen meget populær. Men da instrumenterne - og dermed musikken vandt frem i Europa, begyndte man at danse pardans. Langsomt døde kædedansen ud.
Bortset fra på Færøerne.
»Dengang var øerne meget isolerede og fattige. Man kendte slet ikke til instrumenter,« siger sekretær i Eysturoyar Dansifelag, Jens Dalsgaard og fortæller, at man også brugte sangen og dansen til at sprede det sidste sladder i bygderne. Datidens kulørte presse.
En del af kvadene er i dag blevet til klassikere, og selv om flere vækkelsesbevægelser har forsøgt at afskaffe dansen, overlevede den.
Nu værner man om traditionen som en af kulturarvens mest værdifulde skatte.
En skat, man har for sig selv - og dermed en skat, der er en væsentlig del af den færøske identitet.
»I Norge forsøgte man på et tidspunkt at genoplive den såkaldte stordans. Men det lykkedes ikke rigtig, og det er vi meget glade for. Vi vil jo gerne have kædedansen for os selv,« siger Jens Dalsgaard, med et smil i stemmen.
Ikke uden humor fortæller Jens Dalsgaard også, hvordan færingerne har overtaget de danske folkeviser.
Ved at synge dem og danse til dem i stedet for at lade dem samle støv på bibliotekernes hylder. Og de er gode at danse til, fortæller han.
»De danske folkeviser går oftest bedst. Historierne er lette at huske - og meget poetiske. De færøske er ældre og mere brutale.«
Dans på skoleskemaet
Viserne har længe været en del af pensum i de færøske skoler, men nu har flere skoler gjort selve kædedansen til en del af undervisningen.
Alligevel er der kun en enkelt yngre pige med i aften.
»Jo, det er svært at tiltrække de unge, men det er ikke noget stort problem, for når de bliver ældre, så kommer de,« siger Jens Dalsgaard og fortæller, at folkedansen står stærkt på Færøerne.
»Til bryllupper, barnedåb og andre festligheder er det meget normalt, at gæsterne danser kædedans.«
Gulvet i bygdens forsamlingshus gynger under de omkring 40 dansere. Sveden drypper fra næserne, sangen forplanter sig langt ned ad gaden i bygden
En flok unge går forbi. På vej mod netcafé. Men hvis Jens Dalsgaard får ret, vil de om nogle år standse ved forsamlingshuset. Og føre traditionen videre.