De vil følge deres hjerte

Meliha Saglanmark er ikke i tvivl. Hendes tre døtre bør finde en dansk mand. Det er langt det mest praktiske. Ingen problemer med familiesammenføring, visum eller kultursammenstød. Og så vil det forhåbentlig have den ikke uvæsentlige effekt, at hendes børnebørn bliver behandlet som danskere og ikke som fremmede. Det er et stort ønske.

Selv er Meliha Saglanmark ikke i tvivl. Hun er tyrkisk. Selv om hun har boet i Danmark - mere præcist på Nørrebro i København - siden hun i 1972 kom til Danmark som 18-årig, så rejser hun tilbage til Tyrkiet om natten.

»For mig er Tyrkiet mit hjem, mine drømme foregår altid i Tyrkiet.«

Fem års skolegang

Den 45-årige Meliha Saglanmark er opvokset i en lille landsby i det østlige Tyrkiet, hvor hun fik fem års skolegang. Hun blev gift med en tyrkisk mand, der arbejdede i Tyskland og skulle videre til Danmark. Egentlig troede hun, at rejsen mod nord blot skulle være en bryllupsrejse, men den har varet lige siden. I Danmark fik hun tre døtre, Gülden, Neslihan og Özlem, som i dag er henholdsvis 24, 23 og 19 år. Gülden har læst teologi, men er nu i gang med en uddannelse til ejendomsmægler, Neslihan læser fysik og matematik på RUC, og Özlem blev matematisk student i sommer og drømmer om at blive skuespiller. Kun de to yngste søstre er hjemme, da Jyllands-Posten kommer på besøg.

Meliha Saglanmark selv arbejdede som ufaglært de første ti år i Danmark, så satte hun sig på skolebænken, først for at tage folkeskolens 9. klasses afgangsprøve, siden på seminariet for at blive folkeskolelærer. De sidste 12 år har hun arbejdet som to-sproget lærer i Bagsværd. For 15-16 år siden blev hun skilt fra sin tyrkiske mand og har siden boet sammen med døtrene. Og de har ikke moderens klare opfattelse af Tyrkiet som hjemland. Hjem - det er Nørrebro, selv om pigerne har tætte bånd til Tyrkiet og mindst en gang om året er på ferie i deres mors hjemland. Men samtidig vil ingen af dem skrive under på, at de følger moderens ønske om at finde en dansk mand. De vil følge deres hjerte, så er det ligegyldigt om manden er dansker, amerikaner eller tyrker. Og den ældste søster, Gülden, har forelsket sig i en fyr fra Tyrkiet, som hun mødte på en ferie. Ham skal hun selvfølgelig have.

»Jeg har prøvet at få hende fra det, for det er alt for besværligt,« forklarer Meliha Saglanmark.

»Men hun siger, at det er ham, hun elsker, så nu må vi se, hvad der sker.«

Både Neslihan og Özlen er nærmest opgivende overfor den diskussion om familiesammenføring, som endnu engang præger medierne. For grundlæggende skal man gifte sig med den, man elsker. Og selv om de har fået en moderne opdragelse, så kan de godt forstå, at mange tyrkere ender med at finde deres ægtefælle i Tyrkiet.

»Når så få gifter sig med danskere, så er det jo ikke kun fordi, de tyrkiske familier synes, det er besværligt, men også fordi mange danske familier har svært ved at acceptere en tyrker. For et ægteskab inddrager jo hele familien, og det er hårdt at skulle forholde sig til noget som er anderledes,« siger Özlen.

Danske mænd er usikre

Både hun og Neslihan oplever en vis reservation og usikkerhed hos danske mænd.

»Der skal meget mere til, før en dansk mand kontakter en tyrkisk pige. De tør ikke. De er usikre på, om vi har en streng moral eller er meget religiøse, og usikre på hvordan de skal behandle os,« siger Neslihan.

Ingen af søstrene har gjort sig voldsomt mange overvejelser om, hvilken nationalitet deres kommende ægtemand - hvis de ellers skal have sådan en - skal have. Det kan lige så godt blive det ene som det andet. Men de har den fordel i forhold til mange herboende tyrkere, at de også har danske venner.

»Mange af de tyrkere, som tager til Tyrkiet for at blive gift, har ingen danske venner og kender ingen danskere. Derfor er det langt mere naturligt for dem at gifte sig med en tyrker,« siger Neslihan.

Men hvorfor så flytte til Danmark sammen med sin tyrkiske ægtefælle fremfor at bosætte sig i Tyrkiet?

»Det handler jo om økonomi. Og både job- og overlevelsesmulighederne er bedre i Danmark end i Tyrkiet,« siger Neslihan.

»Der er også uddannelsesmæssigt en langt bedre fremtid for børnene i Danmark,« supplerer Özlem.

Neslihan fastlår samtidig, at hun ikke ville få børn i Tyrkiet med mindre hun var velhavende og kunne tilbyde dem privatskole og uddannelse som i Danmark.

»Da vi var yngre og var på besøg i Tyrkiet, talte vi bedre engelsk end vores kusiners engelsklærer. Jeg ville aldrig sende mine børn i en tyrkisk folkeskole.«

Og så skal man heller ikke glemme ytringsfriheden og det danske demokrati. Det har stor værdi, mener Meliha Saglanmark. Til gengæld mangler den omsorg, tyrkerne føler for hinanden. I Danmark er den slags desværre overladt til det offentlige. Og tyrkere er generelt mere åbne og loyale overfor hinanden end danskere, er de enige om.

Men for Meliha Saglanmark har faderens ordsprog altid været en rettesnor: Flytter du til en landsby, hvor alle kun har et øje, så må du selv lukke dit ene øje. Så hun har forsøgt at tilpasse sin familie til den danske virkelighed. Og hun er sikker på, at den store arbejdsløshed blandt tyrkerne siden slutningen af 1970'erne har skadet deres muligheder for at tilpasse sig det danske samfund.

»Det gjorde mange tyrkere mere religiøse og traditionelle, fordi de ikke længere blev påskønnet. Derfor valgte de den vej for at fastholde deres identitet. Men da jeg kom til Danmark, var der utroligt mange tyrkere, som forsøgte at efterligne danskerne og leve som danskerne.«

Uvidenhed

Grundlæggende synes familien Saglanmark, at hele diskussionen om indvandrere, familiesammenføring, tvangsægteskaber osv. er præget af stor uvidenhed.

»Der er en stor gruppe både blandt indvandrere og danskere, som kun ser stereotyper. De forholder sig ikke til det enkelte menneske. Jeg ville ønske, at der var mere åbenhed,« siger Özlem.