Fortsæt til indhold
Indland

Blind kærlighed giver Brutalis nye problemer

Det landsforviste næsehorn Brutalis skaber problemer i sit nye distrikt, hvor den svagtseende han i brunst forveksler naturparkens turister i bil med hun-næsehorn. Også mindre fly har været genstand for den kærlige Brutalis' kurmageri.

Af FINN EBBESEN

Brutalis, det rebelske næsehorn, der blev landsforvist efter gennem lang tid at have terroriseret sine omgivelser i Løveparken/Givskud Zoo, giver på ny panderynker i sit nye hjemsted, vildtreservatet i Ongave i Namibia. Brutalis er i brunst, men har som alle næsehorn et sløjt syn, og det har givet anledning til nogle uheldige forvekslinger mellem artsfæller og private biler på sightseeing i naturparken.

Zoolog Richard Østerballe, Brutalis' gamle ven fra Givskud, der reddede ballademagerens liv ved at skaffe penge til eksperimentet med at sende næsehornet tilbage til forfædrenes savanne, forklarer:

»Brutalis er blevet sluppet ud fra det introduktionsområde, man har tæt ved Ongaves lodge, og nu opfører han sig bare som alle andre næsehornstyre i brunst. Kommer der en hun ind i deres territorium, gør de alt for at forhindre, at hunnen slipper ud, inden han har parret sig med hende.

Uheldigvis kan Brutalis ikke rigtigt se forskel på artsfæller af modsat køn og mindre biler, så der er nogen, der har haft nogle dramatiske oplevelser...«

Brutalis var en tid anbragt i et område, hvor den stort set kunne te sig, som det passede den. Men så blev der anlagt en flyveplads lige midt i Brutalis' territorium. Det var ikke specielt heldigt, for Brutalis fik for vane at troppe op på flypladsen og gnubbe sig på flyene.

Det brød hverken piloterne eller turisterne sig om, så Brutalis blev bragt hjem til introduktionsområdet. Hvilket ikke helt var i overensstemmelse med aftalen om, at rebellen fra Givskud blev fragtet til Namibia for at få sin frihed.

Mindre vild end ventet

»Der har været overvejet flere løsninger, enten at flytte Brutalis til et område, hvor han kunne etablere sit eget territorium, sende ham til en anden naturpark, hvor der ikke kom besøgende - eller give ham nogle piller, der kunne dæmpe hans lyster. Foreløbig er det blevet til, at man har taget chancen og sluppet ham fri. Han har det såmænd godt nok, har sit eget kunstige vandhul og får supplerende foder hver dag, men meningen var jo, at han skulle leve et frit liv.

Alt i alt synes jeg, at eksperimentet er gået godt nok. Men på et punkt har Brutalis overrasket mig, han er ikke blevet nær så "vild", som jeg havde regnet med,« siger Richard Østerballe. »Gennem sin opvækst er han blevet meget knyttet til mennesker, og det er han stadig, selv om det under tiden giver sig ret voldsomme udslag.«

Orkantravlhed

Men ellers er det slet ikke Brutalis, der optager sindene i Givskud, hvor man stadig må holde løveflokkene indendørs, mens man får repareret orkannattens omfattende skader på indhegningen. Der faldt så mange træer, at løverne havde kunnet stikke af, hvis de altså ikke allerede var blevet lukket inde. Derimod måtte folkene i Givskud under orkanens rasen konstant prøve at udbedre hegnet omkring parkens ulveflok. Ulvene bor i udendørs jordhuler hele året rundt. Skaderne på indhegningen er så omfattende, at det kan blive nødvendigt at etablere et helt nyt ulveanlæg.