Skandaleredaktøren fik prygl

For hundrede år siden var udbudet af dagblade langt større end i dag. Også i København, hvor de store morgenaviser tog sig af de mere seriøse nyheder, medens "boulevardpressen" havde den kulørte ugepresses rolle med sladder, rygter og skandaler. Men selv de mere seriøse morgenaviser havde alle deres "society"-rapportere, der hver morgen kunne delagtiggøre læserne i, hvad datidens velhavende og kendte københavnere foretog sig.

København var en lille by, og avisernes rolle var langt mere lokal end de mere landsdækkende dagblade, vi kender i dag. Derfor var "sladderspalterne" populært stof, og helt op til efter Anden Verdenskrig kunne læserne i disse spalter orientere sig om, når fru grosserer dit eller hr. direktør dat ferierede på Bellevue Badehotel. Det, der dengang var "boulevardavisernes" rolle, er til en vis grad overtaget af de få tilbageblevne formiddagsblade samt de kulørte ugeblade, der har specialiseret sig i de kendtes liv. Men hvis nogle synes, at nutidens presse går tæt på ofrenes privatliv, er det for intet at regne mod, hvad der foregik for hundrede år siden.

Nationalskjaldens leben

I datidens presse var man altid god til først at bygge en person op for så siden at pille vedkommende ned igen med det lille håb, at så kunne den pågældende måske igen en dag gives et comeback. Alle tre trin solgte aviser.

I øvrigt var der også så mange dagblade, at hvad det ene gik imod støttede og hyldede et andet. Men visse personligheder havde mere end andre en evne til at påkalde sig avisernes opmærksomhed.

En af dem var nationalskjalden Holger Drachmann. Han var født i 1846, og var ved århundredeskiftet på toppen af sin karriere - både som mand og forfatter. Især Drachmanns glæde ved unge kvinder og hans lystige liv var godt stof i datidens boulevardblade. Navnligt hans forhold til syngepigen Edith havde optaget pressen.

Drachmann, der var dannebrogsmand og gift, havde forladt kone og børn til fordel for den kun halvt så gamle syngepige, som han var flyttet til Hamborg med. Det havde virkelig givet boulevardpressen noget at skrive om.

Men den modne digter havde dog stadig et let antændeligt gemyt, selv om han elskede sin Edith. Han havde kastet sine øjne på en anden ung kvinde. Det var mere, end Edith ville lade sig byde, så derfor slog hun i 1897 op med digteren. Det tog utroligt hårdt på Holger Drachmann. Året efter skrev han melodramaet Vølund Smed, som blev uropført den 13. marts 1898 på Det Kgl. Teater. Her begik Drachmann sin store "Skandale". Da tæppet faldt efter forestillingen, blev digteren belønnet med en stormende applaus.

Den store skandale

Historikeren Vidar Bruun har beskrevet begivenheden således: "Publikum blev ved at klappe, indtil Digteren rejste sig og slog kongeligt ud med sin højre Haand. Med høj Røst takkede han "den danske Skueplads" og dens Kunstnere, der havde ført Stykket frem. Og saa tilføjede han med endnu højere og mere indtrængende Røst: "En Tak til og et Leve for den store, noble Kvinde, der har inspireret mig til dette Digterværk!" Hurraraabene rungede gennem Salen. Ingen tænkte i første Øjeblik paa, hvem det var, man raabte Hurra for, at det var en Sangerinde fra en Sangerindeknejpe. Men bagefter var Raseriet umaadeligt i Borgerskabet, og man forfulgte Drachmann og Edith med Haan og ondsindede Skandalerygter."

Edith var nok ligeglad, for hun havde efter bruddet med Drachmann giftet sig i Hamborg. Digteren selv var efter premieren draget på turné i USA med den unge, norske visesangerinde Bokken Lasson og den 22-årige journalist Sten Drewsen som sekretær. Men i København svælgede især avisen Forposten i nationalskjaldens "Solderistliv".

Forposten havde sin redaktion på Kultorvet 9 og den tidligere radikale Johannes Hansen som redaktør. Avisen var opstået som middagsudgave af det konservative dagblad Vort Land, men Johannes Hansen lagde hurtigt stilen an på stærkt personligt farvede skandale-reportager. Her var Drachmann i sit fravær et af yndlingsofrene, men hans sekretær på USA-rejsen, den unge Sten Drewsen, tog sagen i egen hånd.

"Bølleoverfald"

Drewsen var meget forelsket i Bokken Lasson, og da han fortalte hende om artiklerne, havde hun sukkende efterlyst et rigtigt mandfolk, der kunne forsvare Drachmanns ære. Det lod en forelsket ungersvend sig ikke sige to gange.

Han bedyrede til den norske skønheds tydelige tilfredshed, at han nok skulle tugte den bagtalende redaktør. Uden at sige noget til Drachmann tog han tilbage til København, hvortil han ankom torsdag den 17. februar 1899. Bevæbnet med en forsvarlig stok mødte Sten Drewsen samme aften op på Forpostens redaktion på Kultorvet. Drewsen spurgte efter Johannes Hansen, og "...i det Øjeblik, han har faaet at vide, at han staar overfor Redaktøren, knalder sin Stok i Hovedet paa denne, medens hans Øjne gnistrer og funkler i vanvittig Ekstase, og han ledsager Slagene med dyriske, vilde og uartikulerede Hyl," skrev Forposten efter episoden.

Redaktør Johannes Hansen gik i gulvet, og Sten Drewsen blev ført til politistationen i Pilestræde.

Den store københavnerskandale var en realitet. Politiken, som Drewsen havde skrevet for under USA-rejsen, bemærkede: "Det er forbavsende, at den amerikanske Luft saa hurtigt kan paavirke en dansk Hjerne. Hvis Hr. Drewsen havde opholdt sig her i Kjøbenhavn, vilde han uden Tvivl være lige saa forundret som vi andre over, at slige Skriverier mod vor berømte Landsmand skulde kunne foranledige nogen til at rejse over Atlanten i det paagældende Øjemed."

Sten Drewsen sad natten over på politistationen i Pilestræde og blev næste formiddag fremstillet for en dommer. Her bedyrede han, at Drachmann var ganske uvidende om hans straffeekspedition, hvorefter dommeren lod ham gå til senere domfældelse i Kriminalkammeret, der "... forhaabentlig vil lære den unge Mand, at man ikke ustraffet kan udføre et planlagt Overfald paa fredelige Borgere, selv ikke om man er inspireret af den allersom-største Digter...", som Forposten hævngerrigt skrev.

Sten Drewsen fik en bøde på 200 kr. - svarende til ca. 10.000 kr. i vore dages købekraft - for sit overfald på redaktør Johannes Hansen. Men den unge hedsporer ønskede at leve sit martyrium helt ud, så han valgte at afsone bøden med fem dag på vand og brød i Vestre Fængsel.

Fik Drewsen så den hyldest og belønning, som han havde ventet ? "Ak nej; i det københavnske Selskab gjorde den raske lille Rejse ingen Lykke - jeg var bare en forvildet Fyr, en indbildsk Knægt, en Flab. - Og saa Fængsel! - Fy! Men paa den sjette Dag stormede jeg over Atlanten igen, og en Uge senere brasede jeg lige ind i Pensionatet efter min Elskede. Men hun var rejst med Drachmann." Det skrev Drewsen siden i erindringsbogen "En Kværulant ser Tilbage". Senere blev han selv en anerkendt dag- og ugebladsredaktør til sin død i 1943.