Flere har henvendt sig om forkullet lig ved Køge
Politiet mener nu at kunne fastslå, at den uidentificerede kvinde, hvis forkullede lig blev fundet i Ejby Skov nordvest for Køge søndag, ikke blev slået ihjel i skoven.
- Der er aftryk efter bildæk, og liget var blevet svøbt ind i sort plastic. Det tyder på, at liget er blevet transporteret dertil, og da det i forvejen virker usandsynligt, at gerningsmanden skulle køre kvinden ud i skoven for at slå hende ihjel, er vi næsten sikre på, at hun ikke blev dræbt, hvor liget af hende blev brændt, siger kriminalkommissær Bent Isager-Nielsen til Ritzau.
Han er leder af drabs-sektionen under Rigspolitichefens Rejseafdeling, der mandag gik ind i efterforskingen sammen med kriminalpolitiet i Køge. Fra onsdag morgen vil 7-8 mand arbejde fast på at løse den mystiske drabssag.
Både mandag og tirsdag strømmede det ind med henvendelser til politiet i Køge, og kriminalpolitiet havde travlt med at gennemgå de mange nye oplysninger og mulige spor.
- Nogle har oplysninger om trafik til og fra skoven søndag morgen, mens andre henvendelser går på, at en bestemt person savnes, oplyser kriminalinspektør Bruno Juul-Pedersen fra Køge Politi.
Politiet var tirsdag aften langt fra færdige med at undersøge de mange henvendelser og syntes endnu ikke at være stødt på et spor, der kan hjælpe dem med at identificere enten offer eller gerningsmand.
- Men vi vil gerne have endnu flere henvendelser, der kan hjælpe os, understreger kriminalkommissær Bent Isager-Nielsen.
Det var to små piger, der søndag gjorde det uhyggelige fund af det endnu brændende lig i skoven. Ved en obduktion mandag fastslog retsmedicinere, at det var en kvinde på omkring 30 år.
Hun var slank, havde hennafarvet, skulderlangt hår og var omkring 160 centimeter høj. Hun har tidligere haft et brud på kæben og havde muligvis et ar på hagen. Formentlig stammer hun ikke fra Vesteuropa.
Gerningsmanden har først slået hende ihjel - der er mærker efter slag i kraniet - og derefter sat ild til liget.
Ifølge kriminalkommissær Bent Isager-Nielsen er der brugt brændbart væske til at sætte ild til kvinden.
/ritzau/