Fortsæt til indhold
Indland

Bakkens rutschebane skal have ny forpagter

Hvad er det, som er 987 meter langt, 26 meter højt, skyder en maksimal hastighed på 75 km/t. og varer 2 minutter og 30 sekunder?

Af PETER SCHOLLERT

Hvem går rundt og drømmer om at blive forpagter af en stor rutschebane?

Chancen er der nu. Den berømte rutschebane på Bakken skal nemlig bortforpagtes de næste ti år. Prisen ligger på den dyre side af 10 mio. kr.

Det er Skov- og Naturstyrelsen, som søger en ny forpagter. Den hidtidige forpagter har haft sine ti år med den gamle bane, som var den helt store nyhed på Bakken i 1932.

Dengang kostede den 987 meter lange træbane en kvart mio. kr. at opføre. Det ville i nutidskroner svare til omkring 30-35 mio. kr.

Rutschebanens højeste punkt ligger 26 meter oppe.

Herfra går det med 75 kilometer i timen nedad. To minutter og 30 sekunder varer en tur i rutschebanen, som det tog 30 tømrere det meste af en vinter og en mindre granskov at opføre.

Det er fuldmægtig cand. jur. Georg Vasa Hansen i Skov- og Naturstyrelsen, som har ansvaret for at få bortforpagtet rutschebanen.

»Det bedste bud på rutschebanen er formentlig også det højeste bud,« lyder den enkle salgstale fra Georg Vasa Hansen.

Lidt mere kompliceret lyder regnestykket, at forpagteren med sikkerhed skal ligge 1,02 mio. kr. om året i de ti år, vedkommende er forpagteren.

Høj betaling

Men det, der nu skal få ham i betragtning til at blive forpagter af rutschebanen, er, at han byder ind med en høj afgift på selve rutschebanen.

Den har hidtil været fem procent af, hvad der blev omsat på rutschebanen - omkring fem-seks mio. kr. Men ambitionen for Skov- og Naturstyrelsen er, at styrelsens andel af omsætningen bliver højere.

»Derfor forventer vi, at det samlede afgiftsbeløb bliver højere end 1,02 mio. kr. om året,« siger Georg Vasa Hansen.

Desuden er der den særlige finte ved hele forpagtningsprojektet, at A/S Dyrehavsbakken, som varetager fællesopgaverne på Bakken, har fortrinsret til rutschebanen.

Det betyder, at hvis A/S Dyrehavsbakken er indstillet på at leve op til det højeste bud fra en anden potentiel forpagter, så er det A/S Dyrehavsbakken, som bliver forpagteren.

Mulige støjkrav

Det har de seneste 10 år været I/S Rutschebanen, der har været forpagter med Hans Andreasen Sigurdsson som bestyrer.

Interessentskabet kan også byde på den kommende forpagtningsaftale.

Selv om rutschebanen har nået pensionsalderen, er der ikke meget af det oprindelige grantræ tilbage. Hvert år bliver der udskiftet træ for omkring 200.000 kr.

»Rutschebanen er selvfølgelig i orden og bliver i øvrigt tjekket af Dansk Teknologisk Institut,« siger Georg Vasa Hansen.

Der gælder særlige støjkrav for hele Bakken, ikke specielt for rutschebanen.

»Men skulle der på et senere tidspunkt komme til at gælde særlige krav om støj for rutschebanen, så fremgår det af kontrakten, at Skov- og Naturstyrelsen vil være indstillet på at drøfte en medfinansiering,« siger Georg Vasa Hansen.

Skov- og Naturstyrelsen ejer hele Dyrehavsbakkens grundareal, men rutschebanen er den eneste forlystelse, som styrelsen er indehaver af. Rutschebanen blev overdraget i 1952, hvor styrelsen - dengang Statsskovvæsenet - dog straks bortforpagtede rut-schebanen til et interessentskab. Selv om Bakken er verdens ældste forlystelsespark, så har Tivoli landets ældste rutschebane.