Lykken er en flydende kolonihave

På en måde blev søsygen Gunnar Perssons skæbne. Som så mange andre havde han en livsdrøm om at slippe tøjlerne og rejse verden rundt, når alderdommen meldte sig.

Gennem 11 år brugte Gunnar Persson hver en fridag på at bygge en stor glasfiberbåd hjemme i Kungsbacka i Sverige, men efterhånden som det ene år tog det andet, var der ingen, der troede, han nogensinde ville fuldføre det projekt, som skulle sikre ham og konen et lykkeligt liv på varme breddegrader.

Men færdig, det blev han langt om længe. Båden blev transporteret de 30 km til Göteborg, master kom op, sejl blev pakket og søkort studeret. Og så kunne det endelig gå løs. Sæby var første destination på ruten mod det fjerne.

Og her er de så endnu. "Thetis," Gunnar og Elsa. På niende år!

»Jamen, vi bor her, og skal aldrig mere herfra. Et dejligere sted end Sæby findes ikke, og jeg har lært ikke at planlægge for langt ud i fremtiden mere. Planer har det med ikke at holde. Nu tager jeg en dag ad gangen, og laver absolut ikke noget. Båden kommer aldrig hjem igen,« siger Gunnar på et danskervenligt svensk.

Konen og regeringen

Gunnar Persson er 72 år og taler meget. Også om regeringen. Det er hans kærlige betegnelse for konen gennem snart 50 år. Denne formiddag har regeringen fået kørelejlighed til en shoppingtur i Frederikshavn.

Persson koketterer med, at han snakker mere, end han tænker. Han griner også meget. Den runde mave med "Sailor Company" hopper i takt, og de vandblå øjne slår smut. Men manden, der både afslører et pænt kendskab til det komplekse persongalleri i Dostojevskys "Idioterne," og hører klassisk P2 musik til langt ud på natten, er fuldt møbleret i øverste etage.

Hans udsagn om, at "der findes ingen ordning på nogen ting her ," skal heller ikke tages for mere, end det er. For der er i allerhøjeste grad "ordning" på "Thetis". Til venstre for nedgangen fra dækket har Gunnar sit eget rige med høvlebænk og 1,2,3,4,...40 sirlige, flerfarvede skuffer til værktøj, skruer, ting og sager. Han sover i leopard-plettet sengetøj ved siden af en bugnende bogreol med bl.a. 15 bind af den nye, svenske Nationalencyklopedien, og han kalder hele indretningen en smule "provisorisk."

Elsas rige

Til højre for trappen finder vi Elsas rige. Lige så rent og nydeligt som Gunnars, men med den forskel, at bøgerne her viser tilbage til en kvinde, der interesserer sig for sprog og til stedse læser op på bl. a. spansk grammatik. »Elsa kan 4-5 sprog og er den store tænker af os to. Jeg er praktikeren,« siger Gunnar Persson.

I rummet er der også spisebord, køkkenvask, to kogeplader, køleskab og et par senge. Det lyder måske af meget, men pladsen er langt fra trang, for Gunnar og Elsa går ikke op i ting. De har minimeret deres liv, og det de køber, finder de for det meste på loppemarkeder og i genbrugsbutikker.

En svensk pension er nemlig ikke speciet voluminøs, siger Persson uden den mindste beklagelse. Han kvittede sit job ved de svenske jernbaner som 62-årig, og dermed i utide. I hvert fald hvad pension anbelanger.

»5000 kr. om året - plus vand og el -betaler vi for at ligge her i havnen, og det er jo en billig måde at opholde sig i Danmark på. Tænk på, hvad turisterne betaler for at leje et sommerhus i Sæby. Hver vinter opholder regeringen og jeg os i de varme lande. Sidste år rejste vi gennem Equador, Bolivia, Peru og Chile. Vi tager busser og tog og bærer kun på det, der kan være i vores Fjällräven. Sydøstasien -Thailand, Indonesien, Malaysia -er nok de lande, vi holder mest af. Det er svært at sige nøjagtigt hvorfor, for også Sydamerika, Australien og New Zealand er dejlige. Måske er det blot en fiks ide.«

I 92 cyklede de fra Sæby via København gennem Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Rumænien og til Athen i Grækenland. Her steg de ombord på et fly til Bangkok i Thailand, og fortsatte senere pedalturen i New Zealand. På turen tilbage opmagasinerede de deres cykler i et guesthouse i Bangkok, men da de fire år senere vendte tilbage, for at genoptage bedriften, var gæstgiveriet brændt.

Nu cykler Gunnar rundt på kajen i Sæby på en brun, aflagt dame-Raleigh.

Selv om det svenske par er glad for Sydøstasien, kunne de aldrig drømme om at flytte dertil permanent: Natten falder så hurtigt, som man kan lægge låg på en gryde.

Skumringen mangler

»Der er jo ingen skumring, og den vil jeg ikke undvære. Skumringstimerne er ubetalelige for mig,« siger Gunnar, der til gengæld også er ligeglad med en våd og blæsende sommer. For så lægger han sig ned i kahytten med en bog og nyder lyden af den trommende regn på dækket, hvor krydderurterne står i potter og blomsterne nikker med hovederne.

»Jeg skal jo ikke noget. Jeg kan gøre lige akkurat, hvad jeg vil. Jeg trives med livet,« siger han og mener, at netop det er forklaringen på, at han ikke har en eneste rynke i det brune ansigt. Det skyldes i hvert fald ikke påpasselighed med solcreme og -briller. »Den slags har jeg aldrig brugt. Solbriller forvansker farverne, og det bryder jeg mig ikke om. Man skal kunne se nuancerne i tilværelsen.«

Gunnar er glad for sit ægteskab med Elsa, der var "brevdue", altså postbud, i Sverige. Bevares, de havde da en større krise efter syv år. Forholdet "gik på krykker et års tid. Men så rettede det sig op igen." Tilsammen har de en søn og en datter samt børnebørn i Sverige. Dem ser de to gange om året. Henholdsvis når de er på vej ud på den store vinterrejse, og når de vender hjem i foråret. Flybilletterne køber de nemlig i Göteborg, fordi de er billigere i Sverige end i Danmark.

Og flyrejser har en stor fordel for Gunnar Persson. Oppe i luften bliver han ikke søsyg. Denne svaghed er nemlig medvirkende årsag til, at "Thetis" gennem ni år kun har haft kølen i de blå bølger, der blidt og sagte slår ind mod Sæbys havnekaj.