Fortsæt til indhold
Indland

Fra toppen af et kirsebærtræ

AF ANDERS GRØNDAHL

I særligt lykkelige øjeblikke kan en vin fremkalde mindet om noget godt. En sommeraften ved havet, et stævnemøde, en rejse eller erindringer fra en god barndom. Det er den ekstra og udefinerbare dimension, der kan opstå i et glas. Vinens trylleri.

"Ja, det er godt med ham, han drikker vel 200-kroners vine til hverdag", ville nogle måske indvende. Tanken er tiltalende, men desværre kun delvis realisabel, og det er netop derfor, at læseren skal høre godt efter nu, for i denne uge opnår vi den beskrevne lykkerus for en beskeden udgift på 50-60 kroner pr. flaske.

Denne gang er samtlige rødvine ualmindeligt velskabte med hele to topscorere, nemlig en Vin de Pays de Vaucluse fra Rh'ne-dalen i topåret 1998 samt en elegant Spanna fra Piemonte, skabt på Nebbiolo-druen i det fine år 1995.

Det var førstnævnte, der ved sin umiddelbare charme ligefrem sendte mig tilbage i toppen af naboens kirsebærtræ, hvor de mest sorte og modne bær altid sad under tunge net, der skulle beskytte bærrene mod fuglene.

Domaine du Pesquier,

1998 Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig

Et mesterværk til prisen. Den smager af en lykkelig barndoms sorte kirsebær, som man kravlede op i toppen af naboens træ for at guffe i sig - med eller uden tilladelse. Hvor herligt at genfinde denne smag i en flaske med den beskedne betegnelse vin de pays (landvin). Men tag ikke fejl. Det er top-domainet Pesquier i Gigondas, der står bag denne læskende, rene, saftige, bærintense og urtekrydrede hjerteknuser, som sender mange Fleurie's fra Beaujolais (til dobbelt takst) i skammekrogen.

BEDØMMELSE Fremragende

PRIS Kr. 49,50 pr. stk. hos Lars Bjørn Vinimport, Jægersborg

Allé 19 i Charlottenlund

(tlf. 39 64 30 00), som endda

giver 13 flasker på dusinet

Serradayres, 1996

Ribetejo, Portugal

Varmblodig og velskabt portugiser med god fylde

og tæt krydring. En enkel, djærv og ærlig vin fra et land, der er på vej fremad.

BEDØMMELSE Særdeles god

PRIS Kr. 50 hos Portugal Bureauet i Mikkel Bryggers Gade og

Falke Vin på Falkonér Alle i København

Le Chastelet, 1997

Cõtes du Rh'ne, Frankrig

Denne modne og saftige Rh'ne er skabt på den excellente vingård Domaine de Janasse i Ch'teauneuf-du-Pape. Det mærkes. Såvel aroma som smag er i fuldkommen harmoni med lyse modne bær, urter og peber, som rejser på en bølge af frugt. Den perfekte vin for de, der værdsætter moden fylde.

BEDØMMELSE Særdeles god

PRIS Kr. 50 hos JVS i Jørlunde ved Slangerup (tlf. 47 33 56 41)

Villa Torre, 1997 Montepulciano

dÕAbruzzo, Italien

Italiensk rødvin under 50 kr., der kan drikkes med fornøjelse, er en nærmest umulig opgave. Men i feltet 50-60 kr. findes der mange gode, bl.a. denne charmerende og ukomplicerede frugtbombe, der byder på masser af ren saft, et lille kick til gummerne og en delikat smag af modne kirsebær. Servér den let sval på en god sommeraften.

BEDØMMELSE Særdeles god

PRIS Kr. 55 pr. stk. i diverse

forretninger (Furesø Vinimport anviser nærmeste forhandler

på tlf. 45 85 70 49)

Dessilani, 1995 Spanna, Piemonte, Italien - "Helsingør-vinen"

Det er sjældent, at lokalpatriotriske specialvine, solgt til idrætsklubber, byråd etc., er andet end en nem måde at komme af med et slapt produkt for importøren. Men her er en gedigen undtagelse. Denne Nebbiolo-baserede vin (lokalt kaldes druen Spanna) er ikke en Barolo, men kommer fra Gattinara-området nord for Torino. Den er fremragende, intet mindre. Elegant og med et fast greb om effekterne leverer den en perfekt introduktion til Nebbiolo-druens glæder. Her er virkelig både ynde, saft, mørke bær samt et strejf af tobak, eukalyptus, tørrede violer og den lille dosis tjære, som vi Piemonte-freaks tænder på. Men husk at give den luft.

BEDØMMELSE Fremragende

PRIS Kr. 60 hos Simon Unna

(tlf. 49 21 00 33) og Helsingør Vinkompagni (tlf. 49 21 09 29), begge i Strandgade, Helsingør