Paludans Boghandel skifter ejer
En af Københavns store, gamle boghandlere, Paludans Boghandel i Fiolstræde, er gået i betalingsstandsning. Efter alt at dømme bliver butikken dog ikke lukket, men overtaget af nogle af de store kreditorer, blandt andre Gyldendal og DBK-bogdistribution. Overtagelsen bliver endelig afgjort den 10. marts i Sø- og Handelsretten.
Boghandelens nuværende ejer, Jørgen Paludan, som er 62 år, trækker sig tilbage, og det er planen, at boghandler Ib Schierbeck fremover skal være forretningens chef.
Jørgen Paludans far, Erik Paludan, åbnede boghandelen i 1947 i Købmagergade. I begyndelsen af 50'erne flyttede den til Fiolstræde 10. Det var dengang en god placering side om side med Københavns Universitet.
Men i takt med, at universitetets institutter flyttede til Amager, blev den faste kundekreds mindre, og Paludans Boghandel satsede i stedet på leverancer til biblioteker, skoler og andre institutioner. Her er priskonkurrencen imidlertid blevet hård inden for de seneste år, og det er årsagen til Paludans tab og betalingsstandsningen.
De nye ejere og Ib Schierbeck har planer om at indrette frokost-café i forbindelse med den genopstandne boglade. I en del af cafeen skal det være muligt at tager bøger med fra forretningen og orientere sig i dem over en kop kaffe, som man kender det fra bl.a. amerikanske boglader.
Cafeen giver desuden mulighed for forfatterarrangementer, som Ib Schierbeck havde succes med i sin tidligere boghandel på Østerbrogade ved Søerne.