Sådan får du en bolig på Christiania

Christiania på vej: Læs alle artikler i serien På Christiania kan de bedste huse ikke købes for penge. Hvis man vil bo på Fristaden, skal helt andre midler tages i brug.

»Der er to måder at komme ind og bo på Christiania på - man kan enten bolle sig ind, eller man kan arbejde sig ind,« siger Christianias hovedkasserer, Peter Post.

Hvor den første metode indebærer, at man flytter ind hos den udkårne på Christiania og herefter har ret til at betegne sig selv som christianit, er den anden metode langt mere svær og slidsom:

Først flytter man ind i en af de ledige boliger, typisk en skurvogn eller et lille klubværelse i et af forsvarets gamle bygninger. Herefter kan man så kaste al sin energi ind i at arbejde for Christianias fællesskab, og næste gang drømmeboligen bliver ledig, kan man stille sig op på fællesmødet og plædere for, at nu hvor man har gjort så meget for fællesskabet, må det også være rimeligt, at man får tildelt en ordentlig bolig.

Dette argument vil Fællesmødets deltagere for det meste være lydhøre overfor.

Sådan er vilkårene, og christianitterne er stolte af deres boligpolitik, selv om den har ændret karakter gennem årene.

»I begyndelsen var holdningen, at alle dem, der ikke var bolig til ude i samfundet kunne flytte til Christiania. Sådan er det ikke længere, for det ville betyde, at der ville blive klasket den ene bygning op efter den anden, og det ville være ærgerligt,« siger arkitekt Ib Møller.

Forbud mod at handle med boliger

På Christiania er der ingen, der ejer sin bolig. Alle har den kun til låns.

Man flytter ind, man betaler en månedlig brugsleje på 1000 kroner og har pligt til at vedligeholde og forskønne bygningerne. Men når man flytter igen, får man ikke en krone. Det er fællesskabet, der ejer bygningerne, og ifølge Christianias lov er det forbudt at handle med boliger.

Man har heller ikke indflydelse på, hvem der flytter ind bagefter. Det skal tages op på et fællesmøde i det delområde, som huset ligger i.

Den christianit, der skal flytte ud af sit hus, har typisk taget en af sine venner med, der gerne vil flytte ind i huset. Andre beboere i området møder også op med en, de kender, der gerne vil have fingre i boligen, og fra det øvrige Christiania kommer der måske en christianit, der gerne vil flytte fra sin skurvogn og over i et rigtigt hus.

Alle parterne mødes til stormødet, hvor de folk, der gerne vil have huset, må finde sig i, at deres menneskelige kvaliteter og deres egnethed som christianit bliver diskuteret offentligt.

Ifølge christianitter, der har været med til disse møder, kan det være en barsk omgang for de implicerede parter at skulle lytte til de ting, der bliver sagt om dem til stormødet.

Men de har ikke noget valg - muligheden for at få en bolig, hvis man blot søger normalt uden at stille op til stormødet, er forsvindende lille.