Glade dage i Brokkensbod

I 1854 gik der et suk gennem især dele af Københavns mandlige befolkning. Der blev nemlig offentliggjort planer om at rive et af byens mest særprægede og berømte værtshuse samt dets omgivelser ned.

Det var Brokkensbod, der lå ved Lumskebugten på venstre side af Toldbodvej for enden af den nuværende Esplanaden.

Omkring det lå andre sømandsknejper med navne som Toldbod Vinhus, Kirken og Hattefutteralet. Brokkensbod var absolut den mest kendte, selv om Holmens tømmermænd sagde til hinanden: ÒKællingen derhjemme, hun går i Æble Katrines boliger og synger salmer, jeg går i kirke på Toldbodvejen, hvor præsten står ved disken og skænker store og små snapse.Ó

Siden Christian d. 4. i 1627 flyttede Toldboden herud på en lille inddæmmet ø, havde der været et livligt miljø i området. Men før Toldboden kom, var der en noget anderledes bebyggelse. På en dæmning ude i vandet lå læge Claus Dennes hospital for syfilistisk syge i betryggende afstand fra byen.

Hospitalet var opført i 1516 og lå for enden af dæmningen, der hed Sankt Annæ Bro. Både dæmningen og hospitalet havde sit navn efter Jomfru Marias moder, Sankt Anna. Hun skulle også komme til at give navn til hele det nye kvarter herude, som Christian d. 4. udvidede København med, nemlig Sankt Annæ Kvarter.

Nyt kvarter

At flytte Toldboden herud gav området en helt ny betydning. Det var faktisk den maritime hovedport til byen. Alle fremmede skibe skulle lægge til her for at få fortoldet deres last. Her gik både passagerer og søfolk i land, så det var et naturligt sted at lægge et værtshus.

Det var hoftjener Jens Sørensen Brock ikke sen til at indse. Han fik i 1699 privilegium til udskænkning af dansk øl og brændevin og indrettede herefter skænkestue i den karakteristiske bygning.

Dengang kaldtes en forretning eller et værtshus for en bod. Derfor fik det nye beværtersted navnet Brokkensbod. Gennem næsten 100 år var værtshuset i familiens Brocks eje, og det blev kendt over alle de syv have.

Man kom ad Esplanaden, der til efter krigen hed Toldbodvej, med kurs mod havnen. I det fjerne kunne man se Toldboden og foran den lå den karakteristiske Brokkensbod. Hele området, med dets brogede samling af bygninger, kaldtes i folkemunde for Lumskebugten.

Dette navn havde stedet erhvervet på grund af de mange skumle sømandsknejper. Hvis en sømand ikke passede på, kunne det nemt hænde, at han aldrig kom gennem Lumskebugten med sin hyre i behold.

Åd en opvarterske

Brokkensbod var en ganske lav bygning halvt under gadehøjde med et vældigt højt tag, der ligesom pressede bygningen til jorden. Men under dette tag var der liv og glade dage. Her blev byens største snaps skænket, så både Holmens faste stok og matroser fra nær og fjern kom for at Òtage højden af BrokkensbodÓ.

Det var klogt at nærme sig med en smule forsigtighed, for nogle år tidligere fik stedet en ret tvivlsom reklame. Værtshusets store og bidske vagthund åd nemlig i 1837 en opvarterske, der kom det blodtørstige kræ lidt for nær. Det var det store samtaleemne i hele København,

og der blev skrevet en populær skillingsvise om episoden.

Selv midt på dagen var der dunkelt i lokalet, som altid var stopfyldt med højrøstede kunder. Møblementet var yderst tilfældigt sammenbragt og ren stilforvirring. Alle bordene var uens og mere eller mindre vakkelvorne.

Gæsterne sad på gamle kasser, tønder, skamler og tilfældigt sammenbragte stole. Der var en ram lugt i lokalet af tobak, petroleum fra lamperne, fugtigt tøj, tovværk og gammelt øl. Væggene var bare og gulvet lerstampet.

Men gæsterne nød de primitive forhold. Flere fremmede tungemål blandede sig normalt i den

berusede tale.

Skønåndernes værtshus

Matroser, fuldskæg, sydvester, sømandshatte, busseronner, hvide sømandsbukser, skibskister, tovværk og landkort prægede slyngelstuen.

Men der kom også andre end søens barske saltvands- typer. Gennem årene fik Brokkensbod nemlig et stampublikum af Københavns skønånder og guldalderdigtere, der søgte inspiration og afslapning her.

Datidens kultsted

A.P. Heiberg lod værtshuset indgå i sit skuespil

ÒKinafarerenÓ. Hertz nævner det, og Christian Winther besang Brokkensbod i ÒDanske skjæmtedigteÓ.

Heller ikke billedkunstnerne overså det farverige miljø. I 1847 malede C. Schleisner interiøret, og det billede blev såmænd købt af ingen ringere end Christian d. 8. kort før hans død.

Så Brokkensbod havde nærmest udviklet sig til, hvad vi i dag ville kalde et kultsted. Både universitetets studenter og tidens kunstnere var repræsenteret blandt den ydmyge beværtnings gæster.

Det har dog næppe været i den meget folkelige skænkestue, at litterater og kunstnere flokkedes. Snarere i den finere afdeling, hvor der var pillent rent med sand på gulvet, hvidskurede borde og unge piger, der opvartede gæsterne.

Men netop i 1854 sang den gamle sømandsknejpe på sidste vers. Hele området omkring Brokkensbod skulle have en ansigtsløftning.

Derfor var det besluttet, at det legendariske 200 år gamle værtshus skulle rives ned. Det skulle afløses af et mere mondænt byggeri, så København på den måde kunne få en præsentabel søport ud til verdenshavene.

Toldbodens Vinhus på den anden side af gaden overlevede til 1891, men for Brokkensbod var det slut. I ugebladet ÒUglenÓ kunne man den 1. juni 1855 læse følgende dybfølte mindekvad:

De rev dig ned,

du gamle ørn,

indtil den sidste længe.

Nu må vi ind i Hvide Bjørn,

hans akkevit er ægte.

Så hvil i fred,

Hotel du Brock,

din lige vil ej findes;

så længe som der drikkes grog,

dit navn skal evigt mindes!

Den omtalte Hvide Bjørn lå ligeledes på den nuværende Esplanaden og

fik en opblomstring efter Brokkenbods lukning. Men både Hvide Bjørn og groggen forsvandt, så Brokkensbod gled også over i glemsel.

Navnet Lumskebugten lever dog stadig i en glimrende restauration i en af de bygninger, der afløste Brokkensbod.