Forfatter ud i underverdenens spindelvæv

"Screenwriters Copenhagen" står der på skiltet prydet med et logo, der klart signalerer, hvad der gemmer sig bag firmanavnet: En flammende pen, som mere end antyder, at der skrives for-

rygende, varme historier i det snævre baghus midt i St. Kongensgade.

13 manuskriptforfattere, der leverer tv- og filmmanuskripter, er samlet i et fællesskab, og det kreative hus har bl.a leveret grydeklare manuskripter til DR1's "Taxa", og netop nu skrives der på et manus til filmatiseringen af Jane Aamunds trilogi "Klinkevalsen".

På anden sal sidder Lars Kjeldgaard, der har været på en lang mental rejse 50 år tilbage i tiden. Han har forfattet manuskriptet til seks timers TV-drama, "Edderkoppen", som

Metronome i næste uge starter indspilningen af for DR Drama. Det store

historiske krimidrama - med udgangspunkt i den slibrige Edderkop-sag - løber over skærmen i efteråret 1999.

»Jeg synes, at det var en herkulisk anstrengelse,« siger Lars Kjeldgaard efter halvandet års arbejde med manuskriptet, som kollegaen Lars K. Andersen også har været aktiv pennefører på.

Når instruktør Ole Christian Madsen i næste uge klikker klaptræet for første scene med skuespillere som Susse Wold, Lars Bom og de nye stjerneskud Marie Louise Mieritz og Jacob Cedergren foran kameraerne, er manuskriptet en håndgribelig realitet.

Det ligger i instruktørens hånd med detaljeret beskrivelse af handling, lokaliteter og dialog. Sådan var det ikke for halvandet år siden.

Da var "Edderkoppen" et lidt diffust, svævende luftkastel, som langsomt blev fuldendt i et opslidende forløb.

Processen begyndte med, at DR Drama udskrev en konkurrence blandt filmselskaber og tv-produ-

center. Temaet var en historisk serie i seks afsnit. Kravene lød på bredt seergrundlag og appel til de unge.

Lars Kjeldgaard kom ind i billedet som manuskriptforfatter, da Metro-nome TV seriøst ville gå videre med

Ebbe Kløvedal Reichs idé om at dramatisere Edderkop-sagen.

Lars Kjeldgaard afleverede i efter-året '97 en "story-line", et detaljeret udkast med handling, til DR's daværende dramachef, Rumle Hamme-rich.

»Den hoppede de ikke på. De

havde svært ved at se, hvad det kun-ne blive til. Det stod fuldstændigt klart inde i mit hoved. Jeg syntes, at jeg havde skrevet en god, tight krimi. Men Rumle Hammerich ønskede

noget mere intenst og dynamisk - episk á la "Godfather". Et overvæld-ende stort forbillede at stile efter,« mener Lars Kjeldgaard.

Sammenbrud i skriveproccesen

Lars Kjeldgaard har gået på instruktørlinjen på Filmskolen og var med til at etablere og undervise, da skolens manuskriptlinje blev startet i slutningen af 80Õerne.

Han har udover at undervise også praktiske erfaringer i sin metier - bl.a. som manusriptforfatter til Søren Faulis "Den store Kul-tur" og Susanne Biers "Det bli'r i familien".

Men med et slag lignede "Edderkoppen" en umulig udfordring.

»Jeg fik på en måde et sammenbrud. Nu havde jeg arbejdet på det i et halvt år, og intet var sket: Så var det, at jeg som en anden Henrik Ibsen måtte holde dommedag over mig selv: Der var ingen penge. Hvad vil du? Vil

du være forfatter, eller vil du noget andet? Jeg kunne lige så godt prøve at være forfatter. Anden Juledag klokken ni om morgenen satte jeg mig ved mit køkkenbord, og så skrev jeg,« fortæller Lars Kjeldgaard.

Resultatet blev et såkaldt "treatment" på 250 sider, en skitse til en film skrevet i prosaform og nutid med dialog. En krimi-roman, som handler om en ung journalist og hans besvær med at opklare Edderkop-sagen.

Og i forsommeren sagde DR Drama god for "Edderkoppen", og Metronome tv kunne gå i gang med at forberede produktionen, hvis længde svarer til fire almindelige spillefilm.

Lars Kjeldgaard skabte sine egne dogmer og principper for manuskriptet:

»Jeg syntes, at virkeligheden i Edderkop-sagen på en måde var udramaturgisk. Jeg havde bare ikke lyst til at lave doku-drama. Jeg ville fortælle en historie på baggrund af det virke-lige, autentiske materiale. Men det er fiktion, jeg har skrevet - ikke en dokumenteret fortælling. Min idé er at skildre hændelsesforløbet gennem nogle unge menneskers oplevelser og samtidig vise en generationskonflikt, der udspiller sig netop i det tidsrum, hvor velfærds-Danmark bliver grundlagt,« fortæller Lars Kjeldgaard.

Cavlingpris i Edderkop-nettet

Virkelighedens Edderkop-sag starter en sen aften i 1948, da en bedugget mand dukker op på dagbladet Social-Demokratens redaktion på Rådhuspladsen.

Han bedyrer, at han har noget vigtigt at fortælle. Kriminalreporterne Anders B. Nørgaard og Poul Dalgaard er ved at verfe ham ud, men beslutter alligevel at lytte lidt til den usammenhængende beretning om en Svend Aage Hasselstrøm med øgenavnet "Edderkoppen", der styrer sortbørshandlen i København og med bestikkelse har fået mange politifolk i sit net.

Grundig og langvarig journalistisk research afslører, at det ikke bare er fuldemandssnak, og året efter modtager de to journalister Cavling-prisen, mens forbrydere og politifolk sammen er på anklagebænken i byretten.

»Min historie handler også om to journalister - en ung og en ældre - der nærmest ved et tilfælde opdager en Watergate-agtig sag, og så går de i lag med den. Med forfærdelige konsekvenser for deres eget liv, fordi de i virkeligheden mest kommer til at ramme sig selv. Og den handler om, hvordan Edderkop-sagen aldrig blev opklaret...« siger Lars Kjeldgaard og afbryder for første gang sin rivende talestrøm med en kryptisk tavshed:

Lars Kjeldgaard vil gerne fortælle sin historie i flere lag og nuancer.

»Jeg forholder mig også til en grundlæggende, menneskelig konflikt: Vi er alle sammen karriere-

mennesker, men drømmer også om at møde kærligheden. Drømmer om familie og at få børn og opdrage dem godt. Men vi satser alligevel alle sammen mest på karrieren. Det er også en 90Õer-problematik: Vi er karrieredyr, og det dilemma lever mine hovedpersoner også konstant i. De fjerner sig fra deres drømme,« fastslår Lars Kjeldgaard.

»Det er i realiteten indgangen til

historien - det er skamløst og forfærdeligt over for den virkelige historie. Det må man sige det er,« indrømmer Lars Kjeldgaard med fast stemme.

»Jeg anvender den autentiske historie som udgangspunkt - skaber en

balance mellem fiktion og virkelighed - og postulerer ikke at fortælle den endegyldige historie om efterkrigs-

tidens store kriminal-skandale.

Jeg vil absolut ikke insistere på, at "Edderkoppen" er den sande historie,« siger Lars Kjeldgaard.

Det handler altid om penge

Især de historiske og økonomiske omstændigheder i slutningen af 40Õerne er interessante for den historie, tv-serien skal fortælle.

»Situationen i København lignede Chicago i 20Õerne. Det gav grobund for en mafia-agtig, stærk forbryder-organisation, der var vidt forgrenet. Den var baseret i en krigsøkonomi, der var under afvikling i et mangelsamfund med restriktioner og rationering af varer. Organisationens eksistens afhang af, hvorvidt de kunne bestikke en del af politistyrken. Over for virkelighedens to journalister var der en tyk, tyk mur af fornægtelse og afvisning fra myndighedernes side.

Samtidig forsøgte politikerne at etablere en bedre økonomi, bl.a. gennem Marshall-hjælpen. Den historiske situation er spændende og ligner på en vis måde 90Õerne. Parallellen er, at penge, magt og statussymboler - det at eje ting - var fantastisk vigtigt i de år. Og sådan er det også i dag,« sig-er Lars Kjeldgaard.

Amerikaniseringen af Danmark tog også fart, da Hollywood-filmene igen efter krigen og besættelsen kom op i de danske biografer.

»Og dette karakteriserer netop amerikansk film. Folks motiver er meget enstrengede: Det handler altid om penge. I Danmark vil vi gerne lave film om identitet, moral og følelser. Men allerede dengang, i slutningen af 40Õerne, herskede de amerikanske tilstande og den amerikanske kultur i Danmark: Dollargrin, lækkert tøj og antikviteter fra plyndrede jyske herregårde, cigaretter og sprut.

Anders B. Nørgaard beskriver udførligt - i sin bog om edderkop-

sagen - eufomanerne i Nyhavn og

prostitutionen. Det var Chicago i en lille dansk udgave, måske i et lidt lavloftet format,« smiler Lars Kjeldgaard.

Skydevåben, kvinder og sprut

Genren lå fast på forhånd: et krimi-melodrama i seks afsnit á 53 minutter.

»Det rummer ingredienser som skydevåben, kys, kvinder og sprut. Men også fordi vi i modsætning til en amerikansk gangsterfilm befinder os i en dansk sammenhæng, skildres livet i familien og hjemmet.«

Det rette tidsbillede, København anno 1948-49, skal også skildres troværdigt.

»Jeg har researchet det københavnske bybillede i billedarkivet på Københavns Bymuseum og i fotobøger som "Børns Billeder" og "København i 100 år". Her så jeg de gamle billeder fra Adelgade-kvarteret, som du kan se derude,« siger Lars Kjeldgaard, med et strøg af ironi, og peger ud af vinduet mod et højt, firkantet 60Õer-kontorhus af beton, opført oven på det bort-sanerede Adelgade-Borgergade-kvarter, hvor nogle af de skumle beværtninger, som sortbørs-gangsterne frekventerede, havde til huse.

»Havde de haft tålmodighed i 10 år mere, så havde det været et mondænt kvarter med smukke gamle huse i dag,« vurderer Lars Kjeldgaard.

Svært at finde egnede locations

Det er svært i en by under evig forandring at finde egnede optagesteder,

locations, der kan illudere København anno 1949. På Rådhuspladsen blinker større og flottere lysreklamer, og en sort bybus-terminal har splittet pladsen. På Kgs. Nytorv er Krindsens træer borte - og sådan er byen forandret næsten alle vegne.

»"Edderkoppen" handler om København og byens underverden. Det er en københavner-historie. Men hvad gør man, når man skal skildre byen for 50 år siden? Man optager så mget som muligt om natten, og begrunder det - heldigvis handler historien om kriminalitet og mørkets gerninger. Regn er også velegnet til at sløre. Men det skal ikke forføre os

til at lave en Cinema Noir-film,

sådan sort-hvid og mænd i stetsonhatte og parkacoats,« fastslår Lars Kjeldgaard.

I studier opbygges Adelgades forsvundne værtshuse, kontorerne på politigården og en avisredaktion som de arenaer, tv-serien udspiller sig i.

Den 42-årige Lars Kjeldgaard har ikke selv oplevet den tid, han skildrer:

»Jeg har gjort et ærligt forsøg på at leve mig ind i tiden. Men jeg har ikke lyst til at gøre det, som "Matador" gjorde så glimrende: for eksempel at der står en tidstypisk Ota-solgrynspakke på bordet - en historisk vare-æstetik, som gav folk genkendelsens glæde. TV-serien "Bryggeren" gjorde det også med historiske personer - der kom hele tiden en Søren Kierkegaard vandrende. Jeg kunne da godt lade en Karen Blixen eller Martin A. Hansen optræde - men det turde jeg ikke. Jeg har heller ikke målrettet prøvet at ramme den helt originale sprogtone fra dengang, som man kan høre i Ebbe Rodes monologer:"Kom - nu ska' du sguÕ haÕ en stabajser". Jeg fastholder dog en markant forskel i forhold til nutidens tiltaleformer - personerne

siger "De" til hinanden,« forklarer Lars Kjeldgaard.

Nu har han med en tryg fornemmelse lagt forvandlingen af "Edderkoppen" til levende billeder i hænderne på seriens instruktør, Ole Christian Madsen - en af Kjeldgaards tidligere elever på Filmskolen.