Vil du have et job efter din uddannelse? Så er der især en retning, du skal holde dig fra
Om lidt begynder en ny årgang på de danske uddannelser. En ny opgørelse viser, at de langt fra kan se frem til samme jobsikkerhed.
Når klokken slår 12 søndag den 5. juli, er der frist for at søge ind på de danske universiteter og uddannelsesinstitutioner.
Spoler vi tiden et par år frem til, når de kommende studerende er færdige med pensum og fredagsbarer, vil der være stor forskel på, hvem der er i arbejde seks måneder efter endt uddannelse.
Det viser en ny opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der har set nærmere på dem, der dimitterede fra en mellemlang eller lang videregående uddannelse i 2024.
Mens nogle kan gå direkte ind på arbejdsmarkedet, er der nyuddannede i andre fag, der må vente lang tid på at få fast arbejde.