Fortsæt til indhold
Indland

Forperson for Danske Gymnasieelever er kritisk over for eksamensændringer – her er hendes forslag

Danske Gymnasier og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er enige om, at skoleskemaet kalder på mere undervisning i AI. Men hvordan eleverne skal eksamineres i deres viden, er der uenighed om.

Maiken Sif AndersenJournalist

De senere år har AI strammet sit greb om de danske gymnasieelever.

Den seneste undersøgelse, lavet af Danmarks Evalueringsinstitut, viser, at ni af ti gymnasieelever bruger AI i forbindelse med deres skolearbejde.

Det er et »ragnarok« i branchen, som rektor på Frederiksberg Gymnasium og forperson for Danske Gymnasier, Maja Bødtcher-Hansen, siger. Lærerne »ved for lidt og kan for lidt«, når det kommer til at støtte og guide de danske gymnasieelever bedst muligt.

Danske Gymnasier mener derfor, at tiden er inde til ændringer i gymnasierne. Generelt skal der ske større ændringer for at tilpasse gymnasieuddannelsen den virkelighed, vi står i, mener Maja Bødtcher-Hansen.