På Rigshospitalets 7. sal sidder en 89-årig professor, der vil råbe verden op: Vi må forstå, at vi får katastrofalt få børn

På Rigshospitalets 7. sal sidder en 89-årig professor med mørk rullekrave og ternet tweedjakke.

Niels Erik Skakkebæk hedder han, og han kunne for længst have trukket sig tilbage med god samvittighed – set i lyset af de videnskabelige gennembrud, han har æren for.

Hans arbejde har bragt Danmark i en førerposition på et afgørende videnskabeligt felt.

Men pension interesserer ham ikke. Faktisk holder han fast i karrieren med et greb, der gør knoerne hvide.

For Niels Erik Skakkebæk har et vigtigt budskab til dig, mig, ja, dem, der har magten i vores land.

Det handler om noget så grundlæggende som vores samfunds overlevelse.

Om det kan bestå.

»Der er en udvikling i gang, som vil ændre samfundet, og som vil ændre livet for vores efterkommere rigtig meget,« siger Niels Erik Skakkebæk.

»For hvordan hænger samfundet sammen, når man ikke kan reproducere sig? Ethvert samfund har brug for at kunne reproducere sig. Samfundet kan ikke bestå, hvis vi ikke kan reproducere os.«

Det er vigtigt

Vi sidder på hans lille kontor på Afdelingen for Vækst og Reproduktion, som han selv grundlagde i 1990’erne.

Der står en termokande med filterkaffe på bordet og to bagerposer med en »bid brød«. Navnet på posen afslører, at det nok er købt i et franskinspireret bageri.

Niels Erik Skakkebæk er iklædt præcist det, jeg forventede, for der findes ikke mange billeder af ham i andet. Han ligner i sandhed en professor.

Efter 89 år på jorden ville de fleste for længst have overgivet sig til pensionistlivet og spist af de frugter, de har brugt livet på at gro.

Hvis man da ikke allerede var taget herfra, taget i betragtning at danske mænds gennemsnitlige levetid er 80,3 år.

Men Niels Erik Skakkebæk er langt fra død. Tværtimod beskæftiger han sig med liv.

Hans viden om og behandling af infertilitet er i en kategori for sig, og hans internationale indsats for bl.a. fertilitetsproblemer har sikret ham bl.a. Novo Nordisk Prisen og titlen som ridder af Dannebrog.

Han bruger størstedelen af sin tid på at få os, forskere, politikere og samfundet til at forstå, hvor vigtigt det er, at vi finder ud af, hvorfor vi skaber færre og færre nye liv.

»Mit ærinde er ikke at få befolkningen til at få flere børn. Det er, at vi skal kræve at få svar på, hvorfor vi ikke får flere børn.«

Når han taler, hviler han en gang imellem ansigtet mellem begge sine hænder og indrammer de hasselfarvede øjne.

Andre gange springer han op til computeren på skrivebordet bag os og finder ivrigt forskningsartikler og powerpoints frem. Altså ud over de 12 hæfter og udprint, han har lagt frem på bordet.

Han er en grundig mand.

Det skal man være, når man beskæftiger sig med livets oprindelse.

»Det er vigtigt,« siger han flere gange med tyngde og alvor bag de tre ord.

2,1 børn

Faktum er, at kvinder skal få 2,1 barn, for at samfundet kan opretholdes. For at befolkningen ikke forsvinder over tid. Det er i udtrykkets reneste forstand livsvigtigt.

Men det får vi ikke i nærheden af.

I Danmark fik vi i 2024 1,4 barn pr. kvinde. I Sverige 1,4. I Frankrig 1,6. I Kina 1,1. I Sydkorea 0,75.

Han peger på en graf fra en af hans forskningsartikler udgivet i tidsskriftet Nature i 2022.

Otte kurver i hver deres farve. De skal vise, hvad der sker med befolkningens størrelse over tre generationer ved otte forskellige fertilitetsrater.

Ved 2,1 falder kurven ikke, den er konstant. Ved 0,8 nærmer den sig 0.

Gratulanten

Niels Erik Skakkebæk er i populærkulturen atter blevet aktuel, fordi han og hans kollegaers forskning danner grundlag for en ny Netflix-dokumentar om mikroplasts påvirkning af vores evne til at få børn.

Men det var faktisk en opdagelse i 1972, som han ser tilbage på med den største stolthed, der blev definerende for de mange opdagelser, han siden gjorde sig.

Han skruer tiden tilbage til den 15. juli 1996 for at forklare betydningen af det, han opdagede.

Her bankede det på døren i familiens villa i Farum.

I stuen på 1. sal sad Rigshospitalets daværende direktør sammen med Niels Erik Skakkebæks kone.

Det var professorens 60-års fødselsdag, så da han åbnede hoveddøren, var det ikke så underligt, at »en gratulant« stod med to flasker vin i favnen.

Velopdragent bød han ham ind, men det var først, da manden på vej op ad trappen spurgte:

»Kan du egentligt huske, hvem jeg er?« at Skakkebæk måtte indrømme, at han ikke anede, hvem han havde lukket ind i sit hjem.

Det skulle vise sig, at foran ham stod det menneske, hvis celleprøver fra testiklerne han 25 år forinden havde studeret i en petriskål og ikke havde kunnet få til at passe med noget af det, der stod i lærerbøgerne.

Det var først, da gratulanten 25 år forinden lå på operationsbordet, og kirurgerne havde sat deres skalpel i hans testikel, at årsagen til de »grimme celler« blev fundet: kræft.

»Det var fuldstændig ubeskrevet. Jeg blev den første i verden, der opdagede forstadier til testikelkræft. Og det er sådan set det vigtigste, jeg har lavet.«

Opdagelsen blev udgivet i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i 1972.

Det skulle blive starten på en karriere af videnskabelige opdagelser, der har omskrevet det, vi troede, vi vidste om fertilitet.

I 1992 gjorde han så med sine medforskere en ny opdagelse, som ikke bare gjorde ham til et navn i forskerkredse, men også i folkemunde.

Nemlig at sædkvaliteten blandt mænd i den industrialiserede verden var i noget nær frit fald set over en periode på 50 år.

Noget var helt galt.

Resultaterne blev udgivet i British Medical Journal i 1992 og blev verdensnyheder. Det er de stadig.

Det vidner artiklen i Wall Street Journal fra 1992 om. Det vidner den 12 sider lange feature i The New Yorker fra 1996 om. Det vidner Netflix-serien om. Ja, selv i den britiske poesi nævnes ”Professor Skakkebaek” af poet laureate Ted Hughes.

»Man må jo desværre sige, at den frygt, vi havde dengang, viste sig at gå i opfyldelse. For nu ser vi, at fertilitetstallene er så lave, at det er et accelererende problem.«

Men hvorfor?

Siden sit gennembrud med forstadier til testikelkræft i 1972 har Niels Erik Skakkebæks forskning været forbundet i et net af tråde. Det hele hænger sammen. Også før ham.

Han nævner kræftforsker og pioner i sit felt Johannes Clemmesen, der år forinden havde opdaget en kraftig stigning i testikelkræft i industrialiserede lande.

Det ledte ham og hans kollegaer på sporet af en perlerække af opdagelser:

At mødres eksponering for miljømæssige faktorer som kemikalier og luftforurening påvirker mænds fertilitet allerede, mens de er fostre i mødrenes mave.

At der var en sammenhæng mellem mandlig ufrugtbarhed og testikelkræft.

At misdannelser i testiklerne gav ringere sædkvalitet, som igen kan føre til infertilitet.

Alt peger på, at vi har svært ved at reproducere os. Men vi mangler svar på ét altopslugende spørgsmål: hvorfor?

Industrialiseringens pris

Niels Erik Skakkebæk har ikke svaret. Men han har gjort det til sin mission at opildne alle omkring ham til at afkræve det.

»Den forklaring, man som regel får, er, at det handler om økonomi. At hvis man bare har bedre økonomiske forhold, så får man nok nogle flere børn. Men det er der jo ikke noget, der tyder på. Man bør jo spørge sig selv, hvorfor man ser præcis det samme i alle industrialiserede samfund.«

Han mener ikke, at det udelukkende er et spørgsmål for økonomer og sociologer at beskæftige sig med.

»Økonomer har den teori, at når samfundet bliver industrialiseret, sker der noget med demografien, og at det påvirker især kvinderne, som holder op med at få så mange børn. Men de glemmer, at industrialiseringen kommer med en anden pris, nemlig forureningen fra fossile brændstoffer. Og så handler det måske i virkeligheden om vores sundhed.«

Altså hvad vi spiser. Hvilke produkter vi smører vores kroppe ind i. Hvad vi slukker tørsten i. Det tøj vi iklæder os.

Den luft vi indånder.

Han viser en graf på sin computer, der illustrerer, hvordan udviklingen i testikelkræft følger udledningen af fossile brændstoffer fra 1920’erne og frem.

Op, op, op. Og så: et knæk på begge kurver under Anden Verdenskrig, inden op, op, op igen.

Voldsomme problemer

Igennem sit liv har han været drevet af at grave dybere. Finde sammenhænge, finde forklaringer.

845 videnskabelige publikationer vidner om det. Og det er han stadig i gang med som snart 90-årig.

Nede på landjorden hænger håbefulde folketingskandidater i lygtepælene. Valgkampen er i sin afgørende fase. Men professoren er ikke imponeret over den politik, de vil føre.

»Folk er meget sure over afskaffelsen af store bededag. Det har fyldt utroligt meget. Men samtidig kan vi se, at udviklingen i vores reproduktion gør, at samfundet ikke kan hænge sammen. Vi aner ikke hvorfor. Og vi ved, at vores børn og børnebørn kommer i voldsomme problemer. Så er store bededag småting.«

Som befolkning skal vi kræve svar på, hvordan magthaverne vil løse den krise, der ikke blot lurer om hjørnet, men har sit usynlige greb om os allerede nu, mener han.

Vi skal som samfund gennem en reproduktiv genoprustning, siger han, og låner udtrykket fra den franske præsident Emmanuel Macron, hvis befolkning er i samme situation.

»Det er en meget god måde at sige det på,« konstaterer han.

Om gratulanten atter banker på, når Skakkebæk fylder 90, er uvist. Sikkert er, at Niels Erik Skakkebæk med al sandsynlighed kommer til at tale reproduktionens sag, så længe han er her.

For det er vigtigt.