Her er de syv unge, som nu kan kalde sig årets dygtigste fagtalenter
For andet år i træk hylder foreningen Fagtalent unge faglærte ved stor prisfest. Aftenens vindere udmærker sig inden for blandt andet ledelse, innovation og grøn omstilling.
I aften hylder foreningen Fagtalent dem, de vil have flere af: Unge faglærte.
Dem, som bygger, producerer, driver innovation og fører grøn omstilling ud i livet.
Dem, som får Danmark til at køre rundt, lyder motivationen bag prisen.
Syv unge talenter og en talentfuld talentudvikler er her til aften kåret ved et stort awardshow i Falkonersalen i København.
Bag initiativet står Jyllands-Posten i samarbejde med en række organisationer fra dansk erhvervsliv, som alle ønsker at bidrage til et mere positivt lys på erhvervsuddannelserne og hylde fremtidens faglærte.
Få unge går nemlig en erhvervsfaglig vej, og manglen på dem kan blive et stort problem.
Talentpriserne gives til faglærte under 35 år, som har færdiggjort en erhvervsfaglig uddannelse og er beskæftiget på det private arbejdsmarked.
Både virksomheder, kolleger og ledere kan indstille yngre medarbejdere til prisen, men det sidste ord ligger hos juryen.
I år tæller den beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek, chefredaktør ved Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen, underdirektør i TEKNIQ Maria Schougaard Berntsen, forbundssekretær i Dansk Metal Peter Faber og tillidsrepræsentant i NRGi EL-CON Carsten Petersen.
24 nominerede er i aften blevet til otte unge vindere, som kan kalde sig årets fagtalenter 2025 i hver deres kategori.
Aftenens vindere
Talentprisen for grøn omstilling gik til Lars Christian Oleson, elektriker ved Uggerly Installation. Prisen gives til en faglært, der har nytænkt eller bidraget til den grønne omstilling – noget den unge vinder gør en dyd ud af, når han hver dag bidrager til at gøre bæredygtig transport nemt og tilgængeligt for kunder over hele landet.
Souchef i SuperBrugsen Juelsminde Hasiba Bejtic løb med ledelsesprisen, som gives til en faglært, der udviser lederskab eller har udmærket sig som leder. Hasiba Bejtic leder autentisk med ro og nærvær, så både unge og erfarne medarbejdere føler sig set og værdsat. Hun skaber både trivsel og resultater i en travl hverdag.
Talentprisen for innovation gik til Maiken Højgaard Jensen. Hun underviser i VVS på Herningsholm Erhvervsskole og har udviklet forløbet Fremtidens Energi, hvor elever arbejder med bæredygtige løsninger og digitalt byggeri i praksis. Derudover kæmper hun for mangfoldighed i faget og viser, at passion og innovation kan skabe forandring for både elever og branchen.
Juryen udråbte smed Jonas Salling Danielsen som årets komet. Prisen gives til en faglært, der fagligt har flyttet sig markant inden for de seneste 12 måneder. På bare ét år har Jonas Salling Danielsen udviklet sig fra hobbysmed til fagligt talent og gennem sit arbejde i Den Gamle By lært at mestre traditionelle teknikker. Hans nysgerrighed og ihærdighed gør ham til et fagtalent i rivende udvikling.
Projektleder hos Den Bette Tømrer Steffen Mikkelsen vandt talentprisen for kundetilfredshed, fordi han kombinerer høj faglighed med nærvær og humor, når han møder kunderne i øjenhøjde. Steffen Mikkelsen er typen, der gør samarbejde om løsninger både professionelt, trygt og hyggeligt – og derfor vælger mange kunder at komme igen.
Årets vinder af kulturbærerprisen blev blikkenslager hos Toft Kobber Andreas Krogsbøll. Prisen gives til en faglært, der går forrest og formår at få teams og kolleger til at arbejde i samme retning. Andreas Krogsbøll har stor respekt for fagets traditioner og håndværk – så meget at han ofte bruger fritiden på bootcamps for at lære nyt. Han deler sin viden generøst, taler faget op og løfter sine kolleger.
Prisen for vækst og iværksætteri gives til en faglært, der med succes har startet en virksomhed eller styrket en eksisterende. I år blev det Frederik Mønster Berner Nielsen, som er køkkenchef på nordfynske Restaurant MøBer. Her har han skabt et kulinarisk samlingspunkt og bevist, at talent, kreativitet og vilje kan forandre et lokalsamfund.
Vinderen af særprisen årets talentudvikler blev Anders Stig Jensen. I sit job som specialist og låsesmed hos Kemp & Lauritzen deler han gavmildt ud af sin erfaring, ser potentialet i sine kolleger og giver de unge plads til at tage ansvar, når de er klar – altid drevet af faglighed, respekt og lysten til at løfte andre.