Fortsæt til indhold
Erhverv

Maiken Højgaard Jensens barndomsdrøm var at blive frisør eller håndboldspiller: I dag er hun en kvindelig rollemodel i et fag, der mangler dem

For blot fem år siden besluttede Maiken Højgaard Jensen sig at droppe frisørgerningen for at blive VVS’er. Nu uddanner hun fremtidens folk i faget og kæmper særligt for de unge kvinder, der er så markant i undertal.

Der gik et chok igennem Maiken Højgaard Jensens omgangskreds, da hun fortalte dem om sine fremtidsplaner.

At hun skulle hun være VVS’er.

»Det tror jeg ikke, der var mange, der havde set komme.«

Nu, godt fem år senere, er det Maiken Højgaard Jensen, der uddanner fremtidens VVS’ere på Herningsholm Erhvervsskole.

Og så er den 35-årige herningenser også blandt de nominerede til dette års Fagtalent-priser i kategorien “Innovation”.

»Det er meget rørende. Det er en kæmpe anerkendelse og drivkraft. Jeg synes, vi som branche er gode til at anerkende og være stolte af hinanden.«

»Også i Jylland,« tilføjer hun med et grin.

Maiken Højgaard Jensens er nomineret til prisen på grund af hendes nytænkende undervisningsmetoder.

Samtidig står hun bag to initiativer, der har vakt opsigt i hendes branche.

Men det lå slet ikke i kortene, at hun nogensinde skulle blive håndværker.

Voksede fra sit fag

Barndomsdrømmen var at blive frisør.

Eller professionel håndboldspiller.

»Så det blev frisør,« fortæller Maiken Højgaard Jensen, der startede i lære som 16-årig.

»På det tidspunkt elskede jeg arbejdet, kreativiteten og det tætte møde, man har med mennesker. Men som livet gik sin gang, og min mand og jeg fik børn, udviklede jeg mig i en anden retning.«

Hun voksede fra faget, hun havde styret mod fra barnsben.

»Det er rigtig svært, når man har drømt om det altid.«

Maiken Højgaard Jensen er initiativtager til netværket "Kvinder skaber fremtiden", der forsøger at få flere kvinder ind i håndværksfagene. Foto: Joachim Ladefoged

Og så blev der ellers bladret brochurer, indtil hun faldt over VVS-faget.

»Der var bare et eller andet virkelig spændende, der fangede mig der. Både at det var praktisk, løsningsorienteret og samtidig at det kræver kundekontakt, og at man hjælper folk. Jeg kunne også mærke, at jeg manglede noget teoretisk. Der er rigtig meget matematik i VVS. Og så den grønne omstilling, synes jeg, er virkelig interessant med energioptimering.«

Som ny VVS’er skulle herningenseren omstille sig fra den kvindedominerede frisørbranche til et fagfelt, der er stik modsat på kønsfronten.

»Jeg tror, at der er omgangstoner i alle fag, man kommer ind til,« fortæller hun.

»Men når der er så meget testosteron, og man er næsten den eneste kvinde, man møder rundt omkring i sin hverdag, er der bare en anden energi.«

Kvinder i branchen

Den energi, hun mødte, har dannet grobund for netværket “Kvinder skaber fremtiden”, som hun har udviklet i samarbejde med organisationen Boss Ladies, der arbejder for at få flere kvinder ind i håndværksfagene.

»Jeg synes, behovet er ret tydeligt inden for vores fag,« siger Maiken Højgaard Jensen om VVS-branchen, hvor der er særdeles langt mellem kvinderne.

Formålet med initiativet er at samle kvinder på tværs af håndværkerfagene for at inspirere hinanden og udveksle erfaringer.

»Jeg har jo selv oplevet, at stå alene som kvinde i et fag, hvor der måske kun er to pct. kvinder på landsplan. Så mangler man nogen at spejle sig i. Måske især som ung.«

Maiken Højgaard Jensen sammen med en gruppe unge, hun er underviser for på Herningholms Erhvervskole. Foto: Joachim Ladefoged

Det andet initiativ, som Maiken Højgaard Jensen har vakt opsigt med, har også fremtiden i sigte.

Det er undervisningsforløbet Fremtidens Energi, som hun har udarbejdet på Herningsholm Erhvervsskole, hvor hun har været ansat som underviser i et år.

På forløbet arbejder eleverne på længerevarende projekter med fokus på bæredygtighed, digital byggeri og tværfaglighed. Blandt andet skal de opfinde deres eget firma og dets logo.

»Der arbejder vi så tværfagligt med multimediedesignere på skolen,« fortæller hun.

Forløbet skal afspejle det arbejdsliv, som eleverne møder.

»Det bliver mere håndgribeligt og motiverende. Der er også fokus på at samarbejde og forståelse på tværs af fagene. For det er jo også sådan, at der er ude på byggepladserne.«

En rollemodel?

Rollemodel er et stort ord for en ellers typisk beskeden jyde. Men Maiken Højgaard Jensen tør godt at sige, at hun ser sig selv som en rollemodel.

»Nu har jeg lige haft tre kvinder med på mit grundforløb, og jeg kan mærke, at de søger mig. Det synes jeg virkelig, er dejligt.«

Hun håber også, at prisuddelinger som Fagtalent kan bringe endnu mere stolthed ind i håndværkerbranchen og øge opmærksomhed om dens mange muligheder.

»Jeg tror, at vores branche har lidt under, at alle skulle have en gymnasiel uddannelse for at være klog,« siger hun.

»Og vi er jo heldigvis bare blevet klogere nu.«