Frederik Mønster Berner Nielsen lærte at lave mad på færger, Michelin-restauranter og af Prins Henrik: Nu driver han succesfuld restaurant i en lille dansk havneby
Frederik Mønster Berner Nielsen har lært at lave mad af alt fra Michelin-kokke til prins Henrik. Men når han skal pege på nøglen til hans restaurants succes, handler det langt fra bare om maden.
Med 65.000 gæster, der har besøgt Restaurant MøBer siden åbningen for fem år siden, og 30 ansatte kunne man godt forestille sig, at ejer og køkkenchef Frederik Mønster Berner Nielsen fokuserede på de store linjer.
Men det er noget helt andet, Frederik Mønster Berner Nielsen peger på, når han skal forklare, hvorfor hans restaurant er blevet en så stor succes i en så lille by som Bogense.
»Når det er så lille et sted, og min mand Xenius og jeg har de personligheder, vi har, kommer folk lige så meget for at besøge os. Nærværet betyder bare rigtig meget, når folk kommer hele vejen fra Vejle på en helt normal onsdag for at besøge vores restaurant,« siger 31-årige Frederik Mønster Berner Nielsen.
Ganske vist kan han godt gå med til at skulle tage til København, når priserne til dette års Fagtalent, hvori han er nomineret i kategorien ”Vækst og Iværksætteri”, skal uddeles 27. september, men generelt bryder han sig ikke om at være væk fra restauranten.
»Vi er ikke kommet sovende til den her succes. Det har kostet mange, mange arbejdstimer, og vi har været nødt til at skippe alt, hvad der har været af familiefødselsdage, påskefrokoster og bryllupper. Men vi har heldigvis haft nogle utroligt gode mennesker omkring os, som har kunnet se, at det her kunne blive til noget.«
Prins Henrik, fransk Michelin og et færgekøkken
Det har ikke altid været Frederik Mønster Berner Nielsens drøm at blive kok. I lang tid drømte han om at blive anlægsgartner, men da han fik en elevplads hos Michelin-kokken Christian Bind, tog passionen for madlavning fart.
Siden har han arbejdet på en 3-stjernet Michelin-restaurant i Frankrig, som hofkok på kongeskibet og personlig kok for dronning Margrethe og prins Henrik.
»Prins Henrik har været en fantastisk mand at have med på min rejse. Han var så menneskelig og sød til at komme ud i køkkenet og være med og sige: ›Så gør vi sådan her‹, og så visualisere det for en,« siger Frederik Mønster Berner Nielsen.
Men det er i lige så høj grad hans erfaringer fra Fjord Line-færgen og Nimb Event i Tivoli, som han har gjort brug af for at blive succesfuld med sin restaurant på Nordfyn.
»I Frankrig lærte jeg meget om håndværksdelen, og prins Henrik var meget inspirerende i forhold til det traditionsbundne køkken, men på Fjord Line lærte jeg om at drive storkøkken, og på Nimb, hvordan man afvikler 200 gæster succesfuldt.«
På Restaurant MøBer er det vigtigste for Frederik, at det fynske skatkammer af råvarer bliver udnyttet, og han vil hverken kalde sin mad særlig fransk eller hoflig.
»Jeg er egentlig meget åben over for, at man kan fortolke det lokale og fynske touch på forskellige måder. Det vigtige er, at det er et gedigent måltid, hvor sanser og smagsløg stimuleres.«
Mangel på »storhedsvanvid«
Det er dog langt fra kun maden, der har gjort Restaurant MøBer til en succes. En stor del af æren tilfalder også Frederiks mand og medejer Xenius, der har været drivkraft på mange af detaljerne.
»Du får ikke en restaurant op at køre i provinsen, hvis du ikke er meget fokuseret på helhedsoplevelsen. Det skal være en oplevelse, fra du kommer af trapperne, når du sidder ned og bruger dine sanser i restauranten, når du går ud på toilettet, til du går igen,« siger Frederik Mønster Berner Nielsen.
»Det var ikke lykkedes for os, hvis det bare havde været en almindelig restaurant. Vi bliver nødt til hele tiden at have fokus på gæsten. Vi taler rigtig meget med dem, vi deler historier, og vi kan huske dem til næste gang.«
Og selvom de lige har åbnet endnu en café i byen, har Frederik det alligevel ikke som andre, der har smagt vækstens sødme.
»Vi har det faktisk ret godt. Vi har 20.000 gæster om året, gode kollegaer og trives i det. Og hvorfor så begynde at få storhedsvanvid og åbne syv nye afdelinger? For os handler det mere om at være i nuet og nyde det, vi har,« siger Frederik Mønster Berner Nielsen.