Hver anden springer håndvasken over på hospitalstoilettet, afslører nyt studie
Risikoen for smitte er størst, når man befinder sig på et hospital med syge patienter. Alligevel viser et nyt studie, at knap halvdelen af brugerne på Bispebjerg Hospital ikke vasker hænder efter toiletbesøg.
Vi lærte det under corona: Rene hænder redder liv.
Alligevel er det langtfra alle, der vasker hænder – selv på hospitalet.
Det viser et nyt studie, der har kastet lys over en alvorlig udfordring med hygiejne:
Næsten hver anden patient eller pårørende vasker ikke hænder efter toiletbesøg på Bispebjerg Hospital.
En sensor på toilettet og en sensor på vandhåndvasken afslørede, om der blev tændt for vandhanen kort tid efter toiletskyl.
Undersøgelsen blev udført på to toiletter på et af hospitalets kirurgiske sengeafsnit. Resultatet viste, at 45 pct. af hospitalets patienter og pårørende ikke vaskede hænder med rindende vand.
Den manglende håndhygiejne er særligt problematisk i et miljø som et hospital, hvor risikoen for smittespredning er højere, og hvor mange mennesker i forvejen er syge. Ifølge Statens Serum Institut får op mod hver 10. patient en infektion i forbindelse med behandling på et hospital.
Derfor har Bispebjerg Hospital sat gang i et strategisk arbejde for at forbedre håndhygiejnen, fortæller innovationschef Brian Holch Kristensen.
»Undersøgelsen skal bruges til at se, om vi kan rykke med tallene, hvis vi gør en ekstra indsats,« siger han.
Mange patienter står i situationer, hvor håndvask kan føles uoverskuelig:
»Har man en stor nål i hånden, er det ikke sikkert, man vil stå og pøse vand på. Men det kan man faktisk godt. Det skal vi blive bedre til at sige til patienterne.«
Derfor vil hospitalet nu ændre små ting i omgivelserne, der kan gøre en forskel. De har forskellige ting på tegnebrættet som en sæbedispenser, der lyser for at minde om håndvask, eller at flytte spritdispenseren uden for selve toilettet, så man ikke bruger den i stedet for at vaske hænder.
Målet er at levere konkrete data til hospitalets hygiejneenheder, så de kan målrette deres indsats dér, hvor behovet er størst – og finde ud af, om det giver en effekt.
Et afslørende bip
En af grundene til, at hver anden skipper håndvaskningen, er, at patienter underestimerer, hvor let hænder bliver forurenet i hospitalsregi, viser et studie ifølge Infektionshygiejnisk Enhed.
Men generelt er det sundhedspersonalets ansvar at oplyse patienter og pårørende om håndhygiejne på hospitalet, lyder det fra Infektionshygiejnisk Enhed på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i et skriftligt svar.
Derfor har hospitalet klare retningslinjer, der anbefaler, at personalet vejleder alle om vigtigheden af håndhygiejne under indlæggelsen. Patienten får blandt andet pjecen ”Stop smitten” udleveret og gennemgået, og så er der særligt fokus på at støtte sengeliggende patienter med håndvask og hånddesinfektion.
Personalet minder desuden om at vaske eller spritte hænder, før man bruger f.eks. køleskab, vandkøler og buffeten, og dette understøttes med skilte.
Flere tiltag har tidligere vist sig at have effekt.
I 2015 blev der lavet en lignende studie på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet, hvor kun 30 pct. af patienter og pårørende vaskede hænder efter toiletbesøg. Her satte man særlige sæbedispensere op, der begyndte at bippe, hvis der ikke blev vasket hænder senest 10 sekunder efter toiletskylningen.
Og det virkede, for herefter vaskede 70 pct. hænder ved toiletbesøg.