»Det er ikke der, du skal spille smart«: Hold fingrene fra hugormen

Det var et vaskeægte trekantsdrama.

Her stod jeg, der stod min hund, og lige derovre lå en velnæret brun hugorm og tog sol på den sorte sokkel under skuret, få centimeter fra lågen ind til sommerhuset.

Gisp.

Hunden lagde heldigvis ikke mærke til slangen med det giftige bid, så den fik snor på og blev gelejdet helt ind i sommerhuset i Tversted i Nordjylland. Den skulle nødig snuse til dyret og dermed risikere at blive bidt.

Så kunne jeg trække vejret så roligt igen, at jeg fik hidkaldt resten af familien: »Kom ud at se.«

Flere af dem havde faktisk aldrig set en hugorm i det fri før, så der blev betragtet og taget billeder, indtil det åbenbart var for meget for hugormen. Den gled stille og roligt ind under skuret, og væk var den.

Jeg ringede rundt fra værksteder i vest til kontorer i øst for at få at vide, hvad man gør ved sådan en uvelkommen gæst, fredet som den er. Alle meldte pas. Ingen kunne hjælpe med andet end at sige, at jeg kunne fange hugormen i en spand med låg og køre den langt væk eller trampe rundt og larme, så den flyttede over til naboen. Eller klare det med en spade.

»Det gør vi på disse kanter, når hugormen er i haven eller meget tæt på dit hus, det må man gerne,« beroligede de lokale mig.

De næste dage dukkede slangen op igen og igen, hungrende efter solens varme, men ikke efter vores larmende opmærksomhed. Så tre dage senere forsvandt den helt af sig selv. Heldigvis.

»Slap af alligevel«

Det er tæt på, at Sebastian Klein griner ad mig, da jeg fortæller historien.

»En hugorm er ikke alene. Det kan godt være, at den forsvandt, men der er stadig mange andre, du har bare ikke set dem,« siger han.

»Slap af alligevel. Der er mange ting at være nervøs for, hvis man skal være nervøs for det hele. At være i naturen er lidt ligesom at gå over vejen: Man skal kigge sig for.«

Tv-værten, forfatteren og naturformidleren har set masser af hugorme, har også haft nogle af dem i hånden, men er aldrig blevet bidt.

»Altså, vi har jo ikke en skid, der er farligt i den danske natur. Vi er i top-10 over lande med færrest farlige dyr. På den måde er vi privilegerede, især i betragtning af, hvor helt utroligt meget vi går op i, om dyr er farlige,« siger han med slet skjult henvisning til de danske ulve.

»Vi bliver rædselsslagne, bare vi hører om ”farlige dyr”. Kan man overdrive frygt? Det er jo en reel følelse, men den generelle frygt for naturen i Danmark er uproportional i forhold til den virkelighed, vi lever i. Vær ikke bange for hugorme – du skal bare lade være med at tage fat i eller jokke på dem. Det er sådan set det eneste.«

Det er svært at forhindre en hund i at gå hen og snuse til en hugorm, erkender Sebastian Klein.

»Normalt slår et bid ikke hunden ihjel, men den bliver ikke glad. Det gør ondt. Små hunde kan dø af det. Katte er generelt bedre til at undgå at blive bidt, fordi de har en hurtigere reaktionsevne end hunde.«

Et sted mellem 400 og 500 mennesker bliver bidt af hugorme herhjemme hvert år, siger han.

»Kvinder bliver ofte bidt i fødderne, mænd i hænderne. Det fortæller noget om forskellen på kønnene. Kvinder træder på en hugorm ved et uheld. Mænd siger: ”Nej se, der er en hugorm”, og tager fat i den. Men det er ikke der, du skal spille smart.«

Antallet er usikkert

Den fortælling kan man godt genkende på Giftlinjen, Bispebjerg Hospitals landsdækkende telefonrådgivning om forgiftning, som får godt 41.000 opkald om året.

I år har den indtil nu fået seks opkald om hugormebid. Hele sidste år var der 48. Det er der, tallet for opringninger om bid normalt ligger.

De fleste opkald om hugorme kommer fra maj til august, og over halvdelen er fra Jylland.

»Typisk handler det om 20-49-årige mænd, der er blevet bidt. De er lidt mere tilbøjelige til at tage sådan en hugorm op. Sidste år hørte vi også fra en mand, der var ved at klippe hæk. Så hang der en hugorm der,« siger overlæge på Giftlinjen Anja J. Huusom.

»52 pct. af opkaldene er bid i ben og fødder, og 17 pct. handler om børn.«

Overlægen mener, at sådan en som mig kan tage det roligt.

»Der er ret lille sandsynlighed for at blive bidt. Det skal ikke fylde i din bevidsthed,« siger hun.

»Hugormen nyder solen de samme steder som os, men den er ikke et aggressivt dyr, og den forsvinder helst, inden den kommer i nærkontakt.«

»En sølle indstilling«

»Nemlig,« siger Sebastian Klein.

»Lad være med at slå den ihjel – det ville være en ærgerlig overreaktion. Jeg vil virkelig opfordre til fredelig sameksistens.«

Biolog og tidligere museumsinspektør Morten D.D. Hansen er anderledes direkte:

»Slap af. Hvis du vil leve i en verden, der slet ikke er farlig, må du flytte i en beskyttet bolig.«

Efter hans mening skal man nyde, at nogle få dyr kan give lidt spænding i tilværelsen.

»Jeg bliver hele tiden spurgt om ulve. Mit svar er: Lev med dem. Alt andet er en sølle indstilling at have til naturen,« siger han, som ser masser af hugorme og hver gang glæder sig over, at der stadig er levesteder til det trængte dyr.

»Hvepse og flåter er da værre. Jeg har haft borrelia tre gange. Jeg er blevet stukket og bidt utallige gange af diverse insekter – jeg har jo tendens til at pille ved dem. Det kan gøre ondt, men det kommer man sig over. Hugorme, dem er jeg bare vild med at møde.«