Forsker i kritik af moderne forældre: Stop med at lade børnene bestemme, hvad de vil spise til aftensmad, og hvad de skal se på iPad’en

Der hænger et opslag på døren i en daginstitution i Aarhus.

Her har pædagogerne skrevet forslag til, hvad forældrene kan sige og gøre, når deres børn ikke vil i flyverdragten om morgenen eller nægter at tage med hjem om eftermiddagen.

Dorte Ågård smiler af opslaget, hver gang hun henter sit barnebarn.

»Det er jo meget sigende, at pædagogerne har følt sig nødsaget til at lave sådan et opslag,« siger hun.

Foruden at være mor til fem samt mormor og farmor til otte er 67-årige Dorte Ågård mangeårig universitetsforsker og nu pædagogisk konsulent.

Og hun er bekymret.

Over de moderne forældres manglende tydelighed. De udeblevne nej’er. De konstante spørgsmål til børnene. Alle forhandlingerne.

Hun mener, at den nye forældregeneration har brug for hjælp til at finde en opdragelsesstil, som aflaster både dem selv og børnene.

Derfor skrev hun for nylig en kronik i Politiken i forbindelse med Trivselskommissions nye anbefalinger. Her er bl.a. det moderne forældreskab på dagsordenen.

Det glæder Dorte Ågård.

Hun ser det som et vigtigt fremskridt, at vi som samfund har gjort op med tidligere tiders autoritære idealer med straf, ydmygelse og disciplin. Til gengæld har vi endnu ikke afklaret, hvilke idealer vi så skal opdrage børnene efter.

»At udvise autoritet er ikke det samme som at være autoritær. Man kan som forældre sagtens være venlige, respektfulde, kærlige og meget tydelige på samme tid,« siger hun.

Sidstnævnte har forældre svært ved i dagens Danmark, påstår hun.

I overgangen fra det, vi groft sagt kan kalde den gammeldags opdragelse til det nye børnesyn, har mange forældre nemlig mistet følelsen af, at de har lov til at bestemme i børnenes liv, lyder det fra Dorte Ågård.

Hun er ph.d. i klasseledelse, tidligere seniorrådgiver ved Aalborg Universitet og har i 16 år været underviser og uddannelsesleder i gymnasieskolen.

»De fleste moderne forældre i dag har vage forestillinger om deres egen rolle i forældreskabet bortset fra at være omsorgsfulde og kærlige. Det er også det vigtigste, men dermed kommer de til kort, allerede når barnet er halvandet år, for der begynder alle konflikterne, og hvad gør man så?«

I dag møder børn og unge meget få begrænsninger, mener Dorte Ågård. Forbud er forsvundet, og de voksne har givet dem frihed til at vælge selv.

Fordi de er i tvivl om, hvordan man er en autoritet i dag, lader forældrene børnene om at bestemme, hvad de vil spise til aftensmad, og hvad de skal se på iPad’en. De appellerer til børnenes egen lyst, og nej’et er næsten ikkeeksisterende, argumenterer hun.

Hvem er de moderne forældre, du taler om?

»Den nye generation af forældre gennem de seneste 15-20 år. Det er jo en glidende overgang, men tendenserne er blevet mere og mere tydelige.«

Hvad bygger du alle dine påstande på?

»Jeg hører det fra psykologer, lærere og pædagoger. Jeg ser med egne øjne, hvordan forældre og børn gebærder sig, når jeg færdes i det offentlige rum. På færger, på legepladser, i butikker, supermarkeder og forlystelsesparker. Jeg har også selv fem børn og otte børnebørn. De er også min empiri. Mine børn klarer forældreskabet rigtig godt, men det er unødig hårdt for dem, fordi de ofte lader sig anfægte af modstanden fra børnene,« siger hun.

»Hvis man er usikker på, om man har lov til at bestemme, kommer man i stedet til at lokke, overtale, forhandle eller manipulere med sine børn. Mange forældre mener ikke, de har lov til at overtrumfe barnets lyst eller ulyst.«

Men har det ikke altid været sådan?

»Nej, jeg mener faktisk, at det er nyt. Det fylder så meget nu. I min egen barndom i 1960’erne, og da jeg blev mor for første gang i 1980’erne, var det acceptabelt at sige fra. Mange gange også for hårdt. Den indirekte, konfliktsky opdragelsestilgang er ny, og den er vældig usund for både barn og forældre.«

Dorte Ågård trækker luft ind.

»Prøv at lægge mærke til den sproglige usikkerhed. Moderne forældre formulerer sig ikke affirmativt. De siger ikke til barnet, at det skal have støvler på. De spørger, om barnet vil have støvler på, og det kan man svare nej til, og så har vi balladen. Vi skal holde op med hele tiden at spørge, hvad børnene selv har lyst til.«

Du taler faktisk til mig. Jeg er 34 år og har to små børn. Jeg er dermed en af de moderne forældre. Skal jeg forstå det sådan, at jeg tilhører en forældregeneration, som ikke aner, hvad vi foretager os i opdragelsen?

»I har fundet ud af, at I skal gøre noget andet end jeres forældre, men I har bare ikke fundet frem til et tydeligt nyt ideal, der kan løse dagligdagens udfordringer. Mange moderne forældre tror, at man kan opdrage uden konflikter. Det er en stor fejltagelse. Konflikter i børneopdragelsen er ikke en falliterklæring. Børn vokser mentalt gennem konflikter, der bliver løst. På den måde har I mistet et nødvendigt kompas,« siger hun.

Dorte Ågård mener, at der er konsekvenser ved at invitere børnene til selv at bestemme og spørge, hvad de har lyst til. For så ansvarliggør man dem følelsesmæssigt, og så har børnene kun sig selv at bebrejde, når tingene ikke lykkes.

Og her ligger en væsentlig kilde til den angst, skam og utilstrækkelighedsfølelse, der er kernen i moderne mistrivsel, siger hun.

Er den nye forældregeneration så selv skyldig i, at en del af ungdommen mistrives?

»Nej. Der er en masse strukturelle og samfundsmæssige tendenser, som belaster børn og unge. Intet kunne være mere forkert end at påstå, at forældre selv er skyld i børns mistrivsel, men det vil samtidig være tudetosset ikke at se på, hvad det er for et familieliv, børn lever i. Forældrene har selvfølgelig et ansvar. Det bliver vi nødt til at turde tale om,« siger hun.

Min udokumenterede påstand er, at børn hentes tidligere i daginstitutioner i dag end for 15-20 år siden. At moderne forældre bruger mere reel tid med børnene, leger mere med dem og er langt mere opmærksomme på dem end de tidligere forældregenerationer. Hvad siger du til det?

»Det er faktisk veldokumenteret, at danske forældre bruger mere tid sammen med deres børn end tidligere. Og det er jo godt. Mine forældre brugte alt for lidt tid sammen med mig i min barndom i 1960’erne. Men den dejlige tid sammen med børnene kunne man godt forene med nogle tydeligere retningslinjer,« siger hun.

»I har også et andet behov for at være meget tæt på jeres børn for at føle jer sikre på, at I gør nok. Forældre i dag ligger på gulvet og leger med legoklodser og skal med helt op i klatrestativerne. Det er rigtig smukt, men børnene kan næsten blive kvalt i kærlighed. Der er også kærlighed i at sige fra.«

Forstå mig ret, men er det ikke også en letkøbt holdning fra én, der født i 1958? Er det ikke lidt den klassiske sang om, at alt var bedre i gamle dage – der sneede det også mere, græsset var grønnere, og de unge talte ikke så grimt? Hvad ved du om, hvad der er på spil som forældre i dag?

»Mine børn stiller mig samme spørgsmål. Jeg siger på ingen måde, at vi gjorde det rigtige, og I gør det forkerte. Slet ikke. Forældreopgaven i dag er bare blevet unødig hård sammenlignet med før. Jeg anerkender, at de samfundsmæssige betingelser for et familie- og børneliv er blevet hårdere. Lige præcis derfor mener jeg, at I kunne gøre det lettere for jer selv og jeres børn, hvis I turde at sige, hvordan I gerne vil have tingene i stedet for at slå knude på jer selv.«

Hvad er løsningen så?

»Vi skal have formuleret et nyt, moderne autoritetsideal. Kæft og trit har vi smidt ud, og det er godt, men vi skal have retning tilbage. Vi skal vise børnene vej i stedet for spørge dem til råds hele tiden.«