Forbudt for mænd, men ikke kvinder: »Der var kontaktannoncer i avisen, hvor kvinder eksplicit søgte kvindelige kærester og affærer«

Flora sidder og kigger ud ad vinduet på sin hospitalsstue. Hun er indlagt på grund af en kønssygdom og ved, at det kan vare alt fra dage til måneder, før hun er rask. Hun skriver et brev til sin veninde Agnes:

»Min dyrebare lille Agnes. Du ved jo, at mit højeste ønske er, at vi to skal være veninder og altid holde sammen. Jeg forsikrer dig, at ikke en eneste anden end dig vil jeg tilhøre; ingen anden pige har jeg sluttet så inderlig venskab med som dig. Du sendes mange tusinde varme kys fra din døden tro og hengivne veninde Flora.«

I brev efter brev forsikrer hun Agnes om sin kærlighed og håb om, at de to skal forblive veninder.

For på dette tidspunkt kaldte Agnes og Flora sig ikke for kærester.

Flora og Agnes er bare to af mange kvinder, Rikke Andreassen kom forbi i sin forskning til bogen ”De nye kvinder: Kærlighed og queers 1870-1920”.

Rikke Andreassen er professor i kultur og medier ved Roskilde Universitet.

Under hendes research til bogen om homoseksuelle kvinder kom en arkivar til hende:

»Du kan ikke bevise i kilderne, at de var ægte kærester,« sagde han til Rikke Andreassen.

Men hvis kvinder havde skrevet de samme lidenskabelige breve til mænd, havde man så sat spørgsmålstegn ved, om deres kærlighed var ægte, spørger Rikke Andreassen.

»Der har været en del forskning i LGBTQ-historie, men det har handlet mest om mænd, der havde sex med mænd. Og jeg gik sådan og ventede på, at nogen skulle skrive om kvinderne. Til sidst var jeg nødt til at gøre det selv.«

Rikke Andreassens forskning tager udgangspunkt i kvinders homoseksualitet i 1870-1920.

Dengang var homoseksualitet ikke en identitetsmarkør. Når kvinder havde sex med andre kvinder, var det noget, de gjorde, det var ikke noget, de var.

»Det var ulovligt for mænd at danse sammen og generelt at have seksuelle eller romantiske relationer. Men kvinders forhold har aldrig været kriminaliserede, og derfor måtte der simpelthen ligge en historie bag. Jeg havde bare ikke troet, der ville være så mange historier, som der er.«

Der er ikke noget entydigt svar på, hvorfor det var ulovligt for mænd at have sex med hinanden, men ikke for kvinder. Rikke Andreassens bud på en forklaring er, at mænd var vigtigere end kvinder i samfundet. De havde poster som politiker, direktør og advokat, og derfor provokerede deres homoseksualitet offentligheden mere.

»Der blev kørt massive mediekampagner mod homoseksuelle mænd: De blev hængt ud i offentligheden, og de kom i fængsel. Samtidig var der kontaktannoncer i avisen, hvor kvinder helt eksplicit søgte kvindelige kærester og affærer. Det er en kæmpe diskrepans.«

Kvinder boede sammen, havde børn sammen, og de blev inviteret til middage som par.

Man vidste godt, at kvinder havde nære romantiske forhold til hinanden. Men når underklassens kvinder havde sex med mænd uden for ægteskabet, risikerede de at blive dømt for løsagtighed.

Foreningen for forvildede unge pigers frelse

Flora og Agnes møder hinanden i Foreningen for forvildede unge pigers frelse. Da Flora er 15 år, får hun arbejde hos en gartner, der melder hende til politiet for at være løsagtig. Måske er det reel bekymring, måske er han vred over, at Flora afviser hans tilnærmelser. Agnes bliver anbragt af sin egen mor, fordi moren mener, hun er »trodsig, løgnagtig og løsagtig«. De stikker begge af fra foreningen utallige gange for at blive sendt lige tilbage. Flora og Agnes er unge. De er i oprør, og de er forelskede.

En dag på hospitalsstuen møder Flora en kvinde ved navn Elisabeth. Hun havde også været veninde, eller hvad vi vil kalde kærester, med Agnes engang. Hun får lov at vedlægge en note til Agnes, da Flora skriver et af sine mange breve. Elisabeth skriver, at flere patienter gerne vil være veninder med Flora, inklusive hende selv, men at Flora altid svarer: »Veninder, nej tak, jeg har én veninde, og hun hedder Agnes. Hun er mig mere tro og kær, end nogle af jer ville være.«

Så selvom Flora får mange kærestetilbud, er hun sin Agnes tro.

I begyndelsen af sit hospitalsophold hører Flora ofte fra Agnes, men som ugerne bliver til måneder, kommer der færre breve. Flora bliver bekymret for, om det var dumt at lade Elisabeth skrive til Agnes. Hun bønfalder Agnes om at svare. De manglende breve får Flora til at frygte, at Agnes vil forlade hende. Hun har allerede været længe væk fra Agnes, og det bliver endnu længere, for når hun bliver rask, skal hun direkte i fængsel for at sælge sex uden politiets opsyn.

Kvinderne blev forført

Kvinder blev straffet for at sælge sex. Og generelt for at være seksuelle væsener.

Når de mange unge kvinder blev anholdt af politiet for mistanke om seksuelle forhold, spurgte politiet altid kvinden, hvem der havde forført hende. Det var altid manden, der havde forført kvinden. Der er ingen politirapporter, der antyder muligheden for, at det var et forhold, kvinderne selv havde lyst til, fortæller Rikke Andreassen.

»Selv hvis kvinden sagde: ”Ja, jeg gik med malermester Svendsen hjem. Han er min kæreste, vi har sex, og jeg går tit med ham hjem helt frivilligt”, vil der stadig i samme politirapport stå, at kvinden blev forført.«

Hvis kvinderne selv skulle have opsøgt seksuelle relationer, ansås det som forkert. Sådanne kvinder blev sendt til Foreningen for forvildede unge pigers frelse og senere til kvindehjemmet på Sprogø.

Denne forestilling om kvinder som ikke-seksuelle afspejler et kvindesyn, hvor unge piger og kvinder helst skal være uskyldige, ifølge Rikke Andreassen.

»Vi bærer stadig noget af den arv med os i dag. Kvinder, der har rigtig mange forhold, er udsat for en anden slutshaming og udskamning end mænd, der har rigtig mange forhold.«

»Når jeg har præsenteret min forskning, er der ofte nogle blandt tilhørerne, der spørger, om ikke årsagen til, at kvinder kunne leve sammen, var, at ingen kunne forestille sig, at kvinder havde sex. Men der er masser sex i arkiverne, så jeg vil gerne vende det spørgsmål om og i stedet spørge, hvorfor har det været så nemt for os i nutiden at tro på fortællingen om, at kvinder ikke var seksuelle. Altså hvad siger det om os, at vi så let køber en fortælling om, at ingen troede, at kvinder havde en aktiv seksualitet? Hvad siger det om det syn på køn og seksualitet, vi har båret med os?«

To »utilpassede« kvinder, der gjorde oprør

Flora og Agnes flytter begge meget rundt. Det gjorde unge piger i arbejderklassen, når de fik nyt job. Derfor er det svært at finde hinanden, hvis den ene er i fængsel eller indlagt i længere tid. Før Flora kom på hospitalet, boede hun og Agnes sammen, der hvor Flora var tjenestepige, men hun blev fyret, da hun blev indlagt – og Agnes smidt ud.

Agnes har altså ikke en permanent adresse, og det gør det svært for Flora at finde hende igen, når hun engang kommer ud af fængslet. I hvert brev nævner Flora forskellige steder, hvor hun vil lægge beskeder til Agnes, så Agnes kan opgive en adresse, hvor Flora kan finde hende. Efter Flora ikke har hørt fra Agnes længe, bestemmer hun sig for, at hvis der ikke ligger nogen beskeder fra Agnes på adresserne, når hun kommer ud af fængslet, må det være et tegn på, at Agnes har forladt hende.

Floras breve når aldrig frem til Agnes. Hospitalet konfiskerede brevene og gav dem til politiet, så de blev aldrig sendt. Det er derfor, vi kan læse brevene i dag, men måske også derfor, at Flora og Agnes aldrig fandt hinanden igen.

Flora flytter ind i et af de huse, hvor de højest lønnede sexarbejdere bor. Hun er ung og smuk og tjener mange penge på at sælge sex. Senere rejser hun til New Zealand, hvor hun bliver til den dag, hun dør.

Agnes bliver gift, måske for at komme ud af sexarbejdet. Få år efter brylluppet bor Agnes og hendes mand dog på to forskellige adresser. Men de bliver aldrig formelt skilt. Meget peger på, at de begge har et alkoholmisbrug. Agnes ender i fattigdom med et misbrug og dør som 44-årig.